Man siger at sejren har mange fædre, men nederlaget kun én.
Det synes jeg, på sin vis, også gælder i dette tilfælde.
Man kan sagtens kigge meget isoleret på målene, og her er der også en del at tage fat på. Fx ser vores to stoppere virkelig ikke godt ud i mange situationer. Herunder må man bare konstatere, at Kjær ikke har noget at gøre på det her hold. I hvert fald ikke så længe vi spiller med to i bagkæden.
Men det der slår mig mest, er forskellen på det taktiske setup på de to hold.
Inter spiller ud fra nogle simple præmisser, som de mestrer. De står dybt, forsvarer nærmest alle indlæg og er knivskarpe på deres omstillinger.
Hos os er der bare ikke nogen klar gameplan og det må selvsagt pege tilbage på Pioli.
Det hele bliver ekstremt tænkt og teoretisk - som man så det med Montella i Milan og fx Hjulmand på landsholdet.
Vi skal mestre et hav af forskellige angrebskoncepter og spilopbygninger, men mest af alt ligner det bare, at spillerne er forvirrede.
Og paradokset er, at vi i glimt så, hvordan vi ret let ville kunne have udstillet Inters svagheder og antageligt, kunne have skaffet et helt andet resultat.
Fx kunne både Theo og Calabria nærmest uhindret spadsere gennem Inters kæder. Et fint eksempel er førstnævntes raid omkring 30 minutter inde i kampen.
Inters to sidste kæder er reelt tunge, men på intet tidspunkt formår vi for alvor, at sætte dem under pres.
Mest bemærkelsesværdigt var det larmende fravær at løb gennem den centrale akse fra, først og fremmest, RLC. Han har, som jeg noterede det, blot ét løb hvor han forsøger, at bryde gennem Inters kæder. Og da han gjorde det, så det ganske simpelt ud.
Og det var generelt et tema i kampen - fraværet af vertikale løb fra alle vores offensive spillere.
En taktisk dygtigere træner, havde fokuseret på nogle enkle principper, hvor vi, teoretisk, ville kunne overmatche Inter; højt pres, direkte spil med masser af vertikale løb (med og uden bold) og masser af bevægelse fra vores offensive spillere.
Men alt dette så vi slet ikke i kampen. Så vil nogle sikkert påstå, at det er Inter der gør os dårlige. Det er jeg, overordnet set, uenig i.
Deres presspil er komplet fraværende, og det er ikke deres fortjeneste, at vi agere boldflyttere i vores opbygningsfase og ultimativt ender med, at slå bolde op i hovedet på Giroud (eller snarere Inters backkæde).
Det er, kort og godt, fordi, vi i den overvejende del af kampen er clueless.
Og nu da mit indlæg blev indledt med et ordsprog, kunne man passende også afslutte det med et. Et passende sådan kunne være; "nissen flytter med".
Det kan meget vel være, at vi har lavet væsentlige udskiftninger i truppen. Og jeg mener også det er en oplagt påstand, at truppen er markant forbedret.
Men når manden på bænken fortsat har væsentlige mangler, kan man nok ikke forvente, at se resultatet af den forbedrede trup.
For the record er alt selvsagt ikke Piolis skyld. Spillerne har også et ansvar inde på banen.
Men i sidste ende er det kaptajnens ansvar hvad der sker med skibet.