En på alle måder mærkelig kamp i går.
Vi skiller reelt Napoli ad i første halvleg og en 4-1 føring ved pausefløjtet, havde ingenlunde været for meget. Nok snarere det modsatte.
Pioli har åbenbart lyttet til Sacchis kritik i de seneste uger - i hvert fald på nogle punkter.
Det var ganske tydeligt, at Theo var instrueret i at søge en langt mere offensiv position. Samtidig positionerede Leao sig i væsentlig højere grad centralt og i rummet foran Napolis forsvarskæde.
Jeg kan selvfølgelig ikke sige, om de taktiske justeringer reelt skyldes Sacchis kritik - eller herunder i hvilken grad det i så fald måtte være tilfældet.
Men jeg synes, uanfægtet dette, at det er problematisk, at Pioli famler så meget rent taktisk.
For hvad end årsagen er, så er det ikke en uge siden, at samme Pioli udtalte, at Theo netop skulle indstille sig på, at have en mere defensivt balancerende rolle. Altså lige indtil seks dage senere, hvor han så ikke skal det længere.
Det må, alt andet lige, være enormt forvirrende for spillerne, at de nærmest fra uge til uge skal forholde sig til nye definitioner af deres roller.
Jeg var "lidt" ude med riven efter den gode Sacchi i sidste uge, men én ting er jeg meget enig i - Milan arbejder ikke som en enhed. Og det skyldes i høj grad, at træneren ikke har skabt et stabilt koncept som alle spillerne forstår at udføre (Sacchis beskrivelse).
Og så er vi igen tilbage ved den efterhånden velkendte kritik af Pioli - han er god til det relationelle, men dumper omvendt på det taktiske plan. Og det vil jeg påstå, at han ikke kan overleve i længden.
Et punkt hvor han dog ikke har lyttet efter Sacchi (og her mener jeg igen, at Sacchi ubestridt har en pointe), handler om vores presspil.
Profeten fra Fusignano påpeger den manglende interrelationelle forståelse ift presset og ikke mindst, at kæderne, kort og godt, står for langt fra hinanden.
Omkring førstenævnte kan man naturligvis pege på, at vi har mange nye spillere og dermed håbe, at det bliver bedre i morgen (som Gertrud Sand altid sagde om vejret).
Personligt er jeg dog ikke overbevist om at det er tilfældet.
Og hvad det andet angår, er det, når dagen er omme, trænerens ansvar.
Stats fortæller aldrig en fuldstændig sandhed, men når man måler på et holds succes i pressspillet, er det oftest via PPDA (passes per defensive action).
Specifikt tager det udgangspunkt i de sidste 60% af banens længde (fra det forsvarende holds sysnspunkt) og tallet indikerer, hvor mange berøringer det boldbesiddende hold i snit har, før det ikke-boldbesiddende hold har held med en interception, tackling eller anden handling der fører til boldtab hos modstanderen.
I mesterskabssæsonen havde vi en PPDA på 8,76 hvilket var blandt de bedste i Europa (jo lavere jo bedre).
I skrivende stund er tallet for indeværende sæson 12,87, hvilket samtidig blot er 14. bedst i ligaen. Til sammenligning ligger et hold med en langt mere kontra-baseret spillestil som Inter, med en PPDA på 10,90, hvilket i øvrigt er stabilt for deres tid under Inzaghi.
Det skal selvsagt siges, at der ikke findes en direkte sammenhæng mellem PPDA og overordnet sportslig succes, ligesom selve systemet åbenlyst også har sine mangler.
Men det er alligevel paradoksalt ift netop Milan, fordi vi jo, ganske åbenlyst, har bygget en trup op omkring fysik, speed og athleticism.
Heri finder man givetvis også en væsentlig forklaring på vores defensive problemer.
Man træder nok ikke nogen over tæerne når man siger, at spillere som Tomori, Thiaw, Kalulu og Pellegrino, ikke just har deres primære evner i forudsigelse af spillet og en veludviklet placeringsevne.
Omvendt er vores backkæde i de fleste tilfælde overlegen, når de skal ud og løbe om kap med modstandere der jagter lange afleveringer. Og netop dét fordrer et succesfuldt preskoncept - mange bolde der bliver slået henover midtbanen og direkte op på modstanderen.
Og her kan vi stå højt i bagkæden og have tiltro til den speed stopperne besidder.
Altså er vores offensive pres også en forudsætning for defensiv succes.
Og når man, i så væsentlig grad, fejler på et grundparameter for trupsammensætningen, kan man ikke andet end at pege fingeren i retning af træneren.
Og så tilbage til kampen. For den udstillede netop paradokset. I første halvleg står vi godt i kæderne, vi erobrer ofte bolden højt i banen og sætter mange skarpe omstillinger ind.
I anden halvleg er kampbilledet så fuldstændig vendt på hovedet og vi går slet ikke de ting vi lykkedes med i de første 45 minutter.
Uanset hvordan man vender og drejer den, er det en fiasko, at være foran 2-0 i Napoli og derefter kun komme afsted med ét point. Det må ikke ske og en ansvarlig sportslig ledelse må efterhånden se ind i en fremtid hvor disse problemer bliver løst.
En ansvarlig sportslig ledelse bør også have den fodboldfaglige forståelse til netop, at påpege disse udfordringer. Og mere vigtigt, at sikre at de bliver løst.
Som jeg ser det, underperformer Pioli fortsat med ligaens bedste trup, mens hold som Inter, Juventus og til dels Napoli lever op til forventningerne. Det kan kun betegnes som en fiasko.