Longo, der normalt er velorienteret omkring Milan, melder, at Piolis position ikke er i fare.
Omend ting, også i fodbold, er sandt indtil det ikke er det mere, overrasker det mig alligevel.
Ser man historisk på det, har Pioli reelt famlet gennem det meste af sin karriere i Milan.
Jeg gentager gerne mig selv og siger, at mesterskabet ikke kom i hus på grund af Pioli, men på trods af ham.
Indtil vores vilde sæsonafslutning, stod det bestemt ikke skrevet, at vi skulle kunne løfte trofæet. Og kun en tvungen taktisk ændring, gjorde, efter min mening, forskellen.
I forrige sæson stod man så med en mesterskabstrup, endda med flere forstærkninger, og henter kun femte flest point.
Også her sejlede det rent taktisk, hvor kun en tilbagevenden til det koncept der havde virket sæsonen før, gav en hæderlig sæsonafslutning. Læg hertil en prioriteringsmæssig hjerneblødning hos Mourinho, hvis Roma-hold ellers klart lå til at tage den CL-plads Juve måtte afgive.
Og i denne sæson fortsætter pinslerne, hvor han, igen igen, ligner et dådyr der er fanget i en tilmudret Defenders lyskegler.
Verden er aldrig sort/hvid, men jeg mener egentlig Milans succes (og mangel på samme) kan koges ned til ét aspekt; presspillet.
For det første er truppen bygget på omkring egenskaber der understøtter et fysisk og højintenst koncept.
Med en træner der kan sætte dette korrekt op, har vi ligaens bedste trup.
Men når taktikken ikke understøtter truppens kompetencer, har mange af vores spillere en række mangler. Fx er det ikke just placeringsevne der står øverst på cv´et hos fire af vores fem stoppere (Kjær selvsagt undtagelsen).
Og et effektivt preskoncept kræver, ikke mindst, at alle spillere kender deres roller i mindste detalje.
Her kan man fx se på forsiden af GdS til morgen, der kalder Milans spillere en flok solister. Det følges fint op af Florenzi der efter kampen udtalte, at holder mangler "klarhed". Som jeg forstår det, klarhed ift hvordan man skal gribe kampene an.
Herunder gør han det klart, at han ikke kun taler om kampen i går.
Og det falder uigenkaldeligt tilbage på Pioli. Det er hans ansvar, og hans alene, at sikre, at spillerne forstår konceptet.
Her kan man jo kigge over på bysbørnene. Man kan synes om lillebror Inzaghi hvad man vil, og der kan da, med rette, også rettes kritik mod ham. Men han har implementeret et koncept som alle Inter-spillerne forstår.
Omvendt insisterer Pioli på, at han skal være fodbold-filosof og implementere alverdens delelementer, der lige er oppe i tiden.
De to indadvendte backs eller en inadvendt højre wing, er glimrende eksempler på delelementer alle kan se ikke fungerer. Men den slags preller af på Pioli, som vand på en gås.
Der har været nogle elementer der kontinuerligt har givet succes i Milan siden Pioli kom til.
Theo skal have mandat til at angribe. Han er vel blandt de tre bedste offensive backs i verden og det skal man naturligvis udnytte.
Det kræver samtidig, at man dækker de rum han efterlader af. Det er bedst lykkedes med Kessíe i en balancerende rolle, men Krunic og senest Musah har vist, at de også kan håndtere rollen.
For at kompensere yderligere, er højre back langt mere balancerende og kan være med til at sideforskyde backkæden.
Det kræver så samtidig, at man har en wing der kan gøre banen bred, da backen ikke kommer i mange overlap.
Backkæden står højt, da man dermed kan gøre rummende mellem kæderne små og de har kompetencerne og fysikken til at løbe angriberne op.
Ovenstående kræver dog, et aggressivt første pres, hvilket har været bedst, når vi har spillet med en dygtig presspiller (Bennacer/Kessíe og før det Hakan) på 10er positionen.
Dét koncept, der mest logisk hedder en 4-1-1-3-1 på papiret, har fungeret konsekvent.
Det store spørgsmål må så være, hvorfor Pioli ikke konsekvent dyrker dette.
Jeg kan ikke komme på anden forklaring, end at Pioli har et egoistisk behov for at demonstrere, at han kontinuerligt kan ændre og udvikle konceptet.
Resultatet er dog det både Florenzi og GdS beskriver - et hold af solister og med manglende klarhed.
Som jeg ser det, er Pioli af to omgange blevet reddet af omstændighederne.
Efter det totale kollaps i anden halvdel af 20/21 sæsonen havde det været oplagt, at skille sig af med Pioli. Vi førte ligaen helt frem til 22. spillerunde, men endte sæsonen hele 12 point efter Inter. Efter runde 33 var vi sågar helt udenfor CL-pladserne.
Men den vedvarende rygtestrøm om opkøb gjorde nok, at ejerne ikke ville ændre kurs midt i dét.
Det er da også min klare påstand, at Pioli var røget på skafottet i den forgangne sommerpause, hvis det ikke havde været for situationen omkring Maldini (og til dels Massara), og med rette.
En træner der har vundet mesterskabet, og efterfølgende henter 5. flest point, bør simpelthen ikke overleve, under normale omstændigheder.
Pioli skal, som jeg flere gange har skrevet, have ros for sin mandskabsbehandling.
Men når resultaterne ikke følger med, kommer der også sprækker i panseret. Det så vi sidste sæson, hvor Tonali og andre åbenlyst viste deres utilfredshed. I denne sæson har det så været Calabria og Giroud, mens jeg også læser Florenzis kommentarer som en kritik af Pioli. I hvert fald må det være konsekvensen af Florenzis kommentarer.
Ser man på holdet, synes jeg da også det har været tydeligt, at der ikke er en lige linje mellem træneren og holdet.
Et bud kunne være, at spillerne simpelthen har mistet tiltroen til de instrukser de får op til og under kampene. Det ville i hvert fald forklare en del.
Hvis vi ryger ud af CL, og det er der meget der tyder på vi gør, så bør Piolis position være til diskussion.
Ikke fordi det er en stor skam, ikke at gå videre fra den gruppe. Men fordi man ville kunne bruge resten af sæsonen på af spille en ny træner ind.