Nå, lad os se om bold.dk vil tillade mig, at poste et indlæg denne gang ¯\_(ツ)_/¯
Der bliver sagt og skrevet meget om Pioli (og potentielle afløsere) i disse dage.
De underbyggede pointer stikker i forskellige retninger og bygger, ikke mindst, på forskellige betragtninger.
En holdning går på, at Pioli faktisk leverer iht det man måtte forvente. Det primære argument er her, at vi faktisk, i skrivende stund, præsterer på nogenlunde samme niveau som i mesterskabssæsonen.
I 21/22-sæsonen havde vi 49 point og en målscore på 47/25 efter 23 runder. I denne sæson har vi ligeledes 49 point, mens vores målscore hedder 46/27.
Altså, faktuelt så godt som identisk.
Og skal man sammenligne med sidste sæson, havde vi faktisk fem point færre og en målscore på 39/30.
Den underliggende præmis for holdningen er så, at det "bare" er de andre (læs: Juventus og i særdeleshed Inter) der er blevet bedre.
Isoleret set er det en rimelig påstand, og så alligevel ikke.
Den anden fløj (som jeg tilhører, for lige at varedeklarere) mener, at der åbentlyst er ting Pioli rammer skævt med (først og fremmest taktisk).
Den primære anke går på to ting; defensiv balance og evnen til at skabe et koncept der fokuserer på den enkeltes kvaliteter.
Her forekommer det ofte, at Piolis taktiske valg er langt mere filosofiske end pragmatiske. Som om han primært har et stort behov for at positionere sig selv som innovativ og ikke formår, at se de taktiske konsekvenser ved sine valg.
Rent retorisk har Pioli længe talt om 3+2 (noget hans store inspiration, Pep, praktiserer).
Problemet er, at Pioli tilsyneladende ikke kan finde ud af, at implementere dette i praksis.
Der findes her en række muligheder og nogle er gensidigt udelukkende.
I Milan mener jeg der er to oplagte scenarier (baseret på en 4-2-3-1);
1) Theo skyder frem som offensiv wing, mens resten af backkæden sideforskyder mod venstre. Det kræver samtidig, at de to 6ere ikke roamer for langt væk fra rummet fra eget felt til midtercirklen. I andet fald bliver vi sårbare på omstillinger.
2) Den ene 6er falder ned i backkæden, mens de to centrale stoppere trækker bredt. Vores højre back trækker ind i rummet foran det centrale forsvar og skaber en dobbeltpivot med den anden 6er.
Derudover er der også et scenarie, hvor vi spiller med to offensive 8ere i en 4-3-3, men det kræver samtidig, at Theo begrænses i sine offensive løb. Det kan dog være en interessant tilgang, i kampe mod mindre hold.
Men et scanarie der i hvert fald ikke giver mening er, at spille med to backs der begge er instrueret i, at tage offensive løb, mens de to 6ere er det samme.
Det resulterer ofte i en 3+1, 3+0 eller i værste fald en 2+0.
Og hvis dette lyder bekendt, er det nok fordi, at det netop der sådan Piolis taktiske oplæg pt. ser ud.
Og man kan jo yderligere undre sig, når Pioli faktisk tidligere har formået, at skabe koncepter der fungerer, samtidig med at de har udnyttet de enkelte spilleres kompetencer bedste muligt.
For mig at se, er det bedste eksempel det koncept Pioli implementerede i første halvdel af 20/21-sæson. Det fungerede til UG frem til Zlatans skade, hvor Pioli gik fuldstændig i baglås på sidelinjen.
På papiret hed det en 4-2-3-1, men de facto var det en 3-2-4-1 / 3-2-3-2 (WM) når vi angreb.
Theo skød frem som wing og sideordnet med Saelemaekers. Resten af backkæden sideforskød mod venstre og skabte en treback-kæde, mens Kessíe var balancespiller og Bennacer dikterede spillet fra en dybere position.
Ofte faldt Zlatan ned i banen og agerede 10er sammen med Hakan, mens venstre wing (Rebic/Leao) søgte i feltet som primær angriber.
På grafik så det sådan her ud: https://www.buildlineup.com/shared/65c0d085f80b541bb2f9a3bb
Som jeg ser det, et koncept der både var i balance og som, ikke mindst, understøttede de enkelte spilleres primære kompetencer.
Og det mest frustrerende er, at vi jo reelt sagtens kan genskabe netop det koncept med den nuværende trup: https://www.buildlineup.com/shared/65c0d186f80b541bb2f9a3bc
Og så tilbage til argumentet om, at det er de andre der er trukket fra.
Der er en åbenlys sandhed i, at Juventus og i særdeleshed Inter har forbedret niveauet. Navnlig hos sidstnævnte får Inzaghi noget nær det optimale ud af materialet og hatten af for det.
Herunder er det selvsagt ikke sikkert, at vi ville være på niveau bysbørnene, selv hvis Pioli satte holdet bedre op.
Men det er sådan set heller ikke den vigtigste pointe. En træners (og generelt leders) job er, at få det optimale ud af det materiale man har til rådighed.
Det mener jeg helt oplagt ikke Pioli gør. Derfor ser jeg også frem til, at han (forhåbentlig) er fortid til sommer.
Hvem der så skal erstatte ham, er en anden snak.
Mange taler om Conte, men det tror (og håber) jeg simpelthen ikke på. Han bringer helt klart nogle ting som Milan ville kunne bruge (først og fremmest pragmatisme og implementering), men som figur er han et elendigt match.
Personligt synes jeg Motta kunne være rigtig interessant, men har faktisk også et virkelig godt øje til Enzo Maresca i Leicester. Hans filosofi ville passe virkelig godt med den nuværende trup og ville nok også være et langt bedre personligt match end Conte.
Der bliver sagt og skrevet meget om Pioli (og potentielle afløsere) i disse dage.
De underbyggede pointer stikker i forskellige retninger og bygger, ikke mindst, på forskellige betragtninger.
En holdning går på, at Pioli faktisk leverer iht det man måtte forvente. Det primære argument er her, at vi faktisk, i skrivende stund, præsterer på nogenlunde samme niveau som i mesterskabssæsonen.
I 21/22-sæsonen havde vi 49 point og en målscore på 47/25 efter 23 runder. I denne sæson har vi ligeledes 49 point, mens vores målscore hedder 46/27.
Altså, faktuelt så godt som identisk.
Og skal man sammenligne med sidste sæson, havde vi faktisk fem point færre og en målscore på 39/30.
Den underliggende præmis for holdningen er så, at det "bare" er de andre (læs: Juventus og i særdeleshed Inter) der er blevet bedre.
Isoleret set er det en rimelig påstand, og så alligevel ikke.
Den anden fløj (som jeg tilhører, for lige at varedeklarere) mener, at der åbentlyst er ting Pioli rammer skævt med (først og fremmest taktisk).
Den primære anke går på to ting; defensiv balance og evnen til at skabe et koncept der fokuserer på den enkeltes kvaliteter.
Her forekommer det ofte, at Piolis taktiske valg er langt mere filosofiske end pragmatiske. Som om han primært har et stort behov for at positionere sig selv som innovativ og ikke formår, at se de taktiske konsekvenser ved sine valg.
Rent retorisk har Pioli længe talt om 3+2 (noget hans store inspiration, Pep, praktiserer).
Problemet er, at Pioli tilsyneladende ikke kan finde ud af, at implementere dette i praksis.
Der findes her en række muligheder og nogle er gensidigt udelukkende.
I Milan mener jeg der er to oplagte scenarier (baseret på en 4-2-3-1);
1) Theo skyder frem som offensiv wing, mens resten af backkæden sideforskyder mod venstre. Det kræver samtidig, at de to 6ere ikke roamer for langt væk fra rummet fra eget felt til midtercirklen. I andet fald bliver vi sårbare på omstillinger.
2) Den ene 6er falder ned i backkæden, mens de to centrale stoppere trækker bredt. Vores højre back trækker ind i rummet foran det centrale forsvar og skaber en dobbeltpivot med den anden 6er.
Derudover er der også et scenarie, hvor vi spiller med to offensive 8ere i en 4-3-3, men det kræver samtidig, at Theo begrænses i sine offensive løb. Det kan dog være en interessant tilgang, i kampe mod mindre hold.
Men et scanarie der i hvert fald ikke giver mening er, at spille med to backs der begge er instrueret i, at tage offensive løb, mens de to 6ere er det samme.
Det resulterer ofte i en 3+1, 3+0 eller i værste fald en 2+0.
Og hvis dette lyder bekendt, er det nok fordi, at det netop der sådan Piolis taktiske oplæg pt. ser ud.
Og man kan jo yderligere undre sig, når Pioli faktisk tidligere har formået, at skabe koncepter der fungerer, samtidig med at de har udnyttet de enkelte spilleres kompetencer bedste muligt.
For mig at se, er det bedste eksempel det koncept Pioli implementerede i første halvdel af 20/21-sæson. Det fungerede til UG frem til Zlatans skade, hvor Pioli gik fuldstændig i baglås på sidelinjen.
På papiret hed det en 4-2-3-1, men de facto var det en 3-2-4-1 / 3-2-3-2 (WM) når vi angreb.
Theo skød frem som wing og sideordnet med Saelemaekers. Resten af backkæden sideforskød mod venstre og skabte en treback-kæde, mens Kessíe var balancespiller og Bennacer dikterede spillet fra en dybere position.
Ofte faldt Zlatan ned i banen og agerede 10er sammen med Hakan, mens venstre wing (Rebic/Leao) søgte i feltet som primær angriber.
På grafik så det sådan her ud: https://www.buildlineup.com/shared/65c0d085f80b541bb2f9a3bb
Som jeg ser det, et koncept der både var i balance og som, ikke mindst, understøttede de enkelte spilleres primære kompetencer.
Og det mest frustrerende er, at vi jo reelt sagtens kan genskabe netop det koncept med den nuværende trup: https://www.buildlineup.com/shared/65c0d186f80b541bb2f9a3bc
Og så tilbage til argumentet om, at det er de andre der er trukket fra.
Der er en åbenlys sandhed i, at Juventus og i særdeleshed Inter har forbedret niveauet. Navnlig hos sidstnævnte får Inzaghi noget nær det optimale ud af materialet og hatten af for det.
Herunder er det selvsagt ikke sikkert, at vi ville være på niveau bysbørnene, selv hvis Pioli satte holdet bedre op.
Men det er sådan set heller ikke den vigtigste pointe. En træners (og generelt leders) job er, at få det optimale ud af det materiale man har til rådighed.
Det mener jeg helt oplagt ikke Pioli gør. Derfor ser jeg også frem til, at han (forhåbentlig) er fortid til sommer.
Hvem der så skal erstatte ham, er en anden snak.
Mange taler om Conte, men det tror (og håber) jeg simpelthen ikke på. Han bringer helt klart nogle ting som Milan ville kunne bruge (først og fremmest pragmatisme og implementering), men som figur er han et elendigt match.
Personligt synes jeg Motta kunne være rigtig interessant, men har faktisk også et virkelig godt øje til Enzo Maresca i Leicester. Hans filosofi ville passe virkelig godt med den nuværende trup og ville nok også være et langt bedre personligt match end Conte.