Snak

Hele bagkæden med Calabria, Thiaw, Tomori og Theo har altid haft problemer, når holdet er presset tilbage til eget felt, og de skulle stå imod indlæg og småspil omkring Milans felt.

Jeg er umiddelbart ikke enig i præmissen.

Generelt kan man ikke tale om, at Theo og Calabria kommer i problemer defensivt. Problemet er snarere, at de ofte ikke er med i den defensive fase, fordi er fanget længere fremme på banen ved omstillinger.

Det er præcis det Gabbia var inde på i hans post match interview i søndags.

Generelt anser jeg, at vores centrale forsvar har problemer, når modstanderen får lov at etablere spillet ned gennem banens midterakse. Det gør de typisk på omstillinger, hvor rummet ikke er dækket af, da de centrale midtbanespillere begge søger meget offensive positioner.

Dermed er en af stopperne nødt til at træde op i banen, hvilket resulterer i rum bag ham.

Efter min ydmyge mening, har forsvaret fungeret klart bedst, når vi de facto har spillet med tre i bagkæden og når vi har haft en sikringsspiller på midten, der primært blev i rummet foran backkæden.

Inter praktiserer ikke presspil i samme grad...

Inter har en PPDA der kun er marginalt højere end vores, så det mener jeg ikke man kan konkludere.

Inter er enormt dygtige til at gøre rummet mellem kæderne kompakte, hvilket ofte tvinger deres modstandere til at slå lange bolde. Dermed minimerer de også udfordringen med en tung bagkæde.

Chukwueze fik noget af en slagside af Pioli på dagens pressemøde.

En journalist spurgte ind til kampen om at spille på højre wing.

Hertil svarede Pioli, at begge spillere har samme karekteristika. Men Pulisic, scorer, assisterer og arbejder hårdt. Og hvis Chukwueze vil spille, må han score, assistere og arbejde hårdt.

Hvis defensiven var bedre (balancen på holdet), så kunne begge backs gå med i overlap. Det ser vi næsten ikke i højre side, og derfor er wingen i højre side ofte overladt til sig selv.

Hvis defensiven var bedre (balancen på holdet), så kunne begge backs gå med i overlap. Det ser vi næsten ikke i højre side, og derfor er wingen i højre side ofte overladt til sig selv.

Defensiven balancerer bl.a. ikke, fordi begge backs tager offensiven løb. Det er en af de primære forskelle ift. det defensive koncept der tidligere fungerede.

Det sagt, så har det åbenbart ikke været et problem for Pulisic, der har otte mål og syv assists i sæsonen.

Derfor Pulisic gør det rigtig godt i den "forkerte" side. Da Leao var ude, var Pulisic også ret toneangivende i venstre side.

Det er Piolis opgave at diktere angrebene, men hvis holdet angriber i højre side, bør Theo holde sig tilbage, så vi ikke står med to midtstoppere uden chance for at modstå et kontraangreb.

Det er Piolis opgave at diktere angrebene, men hvis holdet angriber i højre side, bør Theo holde sig tilbage, så vi ikke står med to midtstoppere uden chance for at modstå et kontraangreb.

Det er en ret arbitrær udlægning.

Mange succesfulde trænere, heriblandt Guardiola, Maresca og De Zerbi, sværger til et 3+2 koncept ifm spilopbygning. Og i mere overordnede termer, en 3-2-3-2/3-2-4-1 i det etablerede angreb.

Det kan opnås ved at lade Theo og Pulisic indtage den samme rolle i den offensive fase, mens højre back bliver på højre med resten af backlinje.

Det fungerede til UG i store dele af både 20/21 og mesterskabssæsonen.

Og da mandksbet på mange måder kan sammenlignes, er der vel ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken.

Havde ingen anelse om M’Baye Niang spillede i Empoli, så lige han kom på tavlen idag. Så blev man da også lige mindet om den værste tid i Milans nyere historie. Kæft en gang elendighed vi skulle bevidne op gennem 10erne. Vi kan glæde os over, det trods alt ikke står lige så skidt til idag, selvom vi alle går og er lidt utilfredse med den nuværende situation.

Var Niang ikke en af meget få lyspunkter i de år? Af statur mindede han om Leao, men han spillede på et hold med for mange dårlige trænere og spillere.

Luka Romero lavede to flotte mål mod Atl. Madrid i aftes.

Vi kan glæde os over, det trods alt ikke står lige så skidt til idag, selvom vi alle går og er lidt utilfredse med den nuværende situation.

Jeg synes at man, heldigvis, nærmest ikke kan sammenligne det Milan vi kender i dag, med det fra slutningen af 00erne og igennem 10erne.

Det var en klub der på alle måder var en ledelsesmæssig katastrofe og de sportslige resultater (eller mangel på samme) var en naturlig konsekvens.

I dag mener jeg Milan må anses som den bedst drevne topklub i Italien og man kan derfor også tillade sig, at have høje forventninger.

Som jeg ser det, bør Milan spille med om mesterskabet hvert år. Når vi ikke gør det, må man se på årsagerne. Og her mener jeg, ikke overraskende, at pilen nærmest entydigt peger på Pioli.

Og til dem der ofte peger på, at der da må være mange årsager, synes jeg blot man skal tage et kig til Napoli.

Spalletti er forskellen mellem et mesterskab og en øjeblikkelig 9. plads, med 27 point op til førerholdet.
Efter 24 runder sidste sæson, havde Napoli 65 point - og altså dermed to mere end Inter i denne sæson.

Som jeg ser det, bør Milan spille med om mesterskabet hvert år.

Spiller økonomien ikke ind her?

Milan har ikke samme økonomi som Juventus og Inter. Særligt Inter har de senere år hentet bedre spillere. Og Milan kan ikke betale 70 mio. euro, som Juventus gjorde for Vlahovic eller Inter gjorde for Lukaku.

Og til dem der ofte peger på, at der da må være mange årsager, synes jeg blot man skal tage et kig til Napoli. Spalletti er forskellen mellem et mesterskab og en øjeblikkelig 9. plads, med 27 point op til førerholdet.
Efter 24 runder sidste sæson, havde Napoli 65 point - og altså dermed to mere end Inter i denne sæson.

Det er ikke unormalt, at et hold der hungrer efter succes og pluselig får den fornødne succes (guld) falder tilbage i feltet i den efterfølgene sæson. Lur mig om ikke Leverkusen ender uden for top4 i næste sæson, når de skal spille Champions League. Den sult og vilje efter succes kan drive et hold langt. Når målet er opnået, så er sulten og viljen ikke den samme i sæsonen efter.