Det falder desværre tilbage på en inkompetent ledelse, der ikke er deres opgave voksen.
Jeg synes i hvert fald, der tegner sig et billede af en ledelse, der primært træffer beslutninger der passer ind i en økonomisk strategi og/eller er logiske i sportsgrene, der lever på en anden dynamik end fodbold.
Overordnet set, kan man ikke komme uden om, at holdet ikke er der, hvor det bør være på nuværende tidspunkt. Der er flere spørgsmål end der er svar og det er vi for langt henne på sæsonen til.
Nuvel, at spille 0-0 mod et Juventus-hold med en, spillemæssig, reinkarnering af Allegri på bænken, er i sig selv ingen skam.
Men omvendt er det heller ikke et Milan-hold, med noget der ligner en klar profil.
Som jeg ser det, er der et mismatch mellem dele af truppen og den måde Fonseca vil spille fodbold.
Hvis man skal tage det op i et højere perspektiv, må man spørge, hvem der definerer transfers i klubben.
Sacchi sagde den anden dag, at han ikke mener Fonseca har været særlig meget med på råd i transfervinduet.
Det mener jeg er en rimelig antagelse, baseret på en række hændelser.
Dels har Fonseca udtalt, at han meget gerne ville arbejde med Saelemaekers og Kalulu. Ift sidstnævnte, bekræftede dennes bror/agent, at det var tilfældet.
Der var også situationen, hvor Fonseca i et fælles interview med Zlatan sagde, at han (altså Fonseca) nu mente, at transfervinduet var lukket, hvortil svenskeren svarer, at vinduet er lukket, når han siger det.
Dertil også snakken om en backup til Theo, hvor Zlatan meget skråsikkert udpegedede Gimenez som denne, mens Fonseca omvendt mener der er Bartesaghi.
Hvad end man måtte synes om det involverede persongalleri, så er det en simpel konklusion, at situationen er uholdbar.
Jeg synes det er en fin tanke, at man, med inspiration fra fx Ajax og Barcelona, vil skabe et koncept, der flyder gennem hele organisationen.
Men ideer er, som bekendt, intet værd uden eksekvering.
Hvis det er det ledelsen vil, hvor er så planen? Det er et klassisk eksempel, ikke mindst fra amerikansk-ledede organisationer, hvor man hyrer folk der, på papiret, har kompetencer, men aldrig definerer et ansvar.
I både Ajax og Barcelona var det fx Cruyff der tegnede stregerne til det sportslige koncept. Hvem gør det i Milan?
Og omvendt, hvis man mener træneren definerer konceptet, hvorfor sælger man så de spillere han gerne vil beholde og henter/beholder andre, der åbenlyst er et mismatch?
Vi har prøvet en nikkedukke, der ikke selv havde kompetencerne til at sammensætte et taktisk koncept. Her taler resultaterne for sig selv. At gå tilbage til det, ville være håbløst.