Redigeretons 25. jun 2025
Tare gav sit første officielle interview i går, hvilket gav nogle svar ift ledelsens strategiske tanker. Hvordan de så bliver effektueret, må tiden vise.
Det sagt, er jeg ikke umiddelbart imponeret over de anskuelser Tare kommer med. Omvendt er der måske (forhåbentligt) draget nogle konklusioner om den interne struktur, man nok ikke deler på et pressemøde.
Tare starter med at konstatere, at der har manglet lederskab de seneste sæsoner. Den konklusion kan de fleste med en gennemført 4. klasse umiddelbart også komme til.
Og visdommen udebliver, efter min mening, da også.
Man må nemlig forstå, at svaret på den udfordring skal findes i ingen ringere end Luka Modric. Altså, den absolutte modsætning til en lederskikkelse.
Modric er et stille geni, ret let sammenlignelig med Pirlo. Men han er, sandt for dyden, ikke en kulturskaber.
Havde tanken nu været, at han skulle være en slags mentor for et talent på positionen (fx Ricci eller Prati), kunne man selvsagt forstå det.
Men nej, vi synes at gå efter en snart 33-årig Xhaka.
På de generelle linjer må man også forstå, at klubben stadig fokuserer på unge udviklingsspillere, men det er jeg, ærligt talt, langt fra sikker på bliver tilfældet.
Det virker i hvert fald ikke til, at man fx har haft modet til at hente en spiller som Ricci, ligesom det også synes, at man totalt lowballer med Guerra. De to kunne hentes for færre penge end hvad man har solgt Reijnders for (alt-andet-lige).
"Talk is cheap" som man siger over there.
På det lidt mere praktiske/tekniske plan, bekræfter Tare at det er planen, at spille med tre på midten næste sæson.
Vi kan forvente os, at RLC bliver en nøglespiller - i hvert fald omtaler Tare ham som en af europas mest komplette midtbanespillere. Her vidste jeg ikke lige helt, om jeg skulle grine eller græde.
Og hvis midtbanen næste sæson kommer til at bestå at RLC, Xhaha og Modric, med en gennemsnitsalder omkring de 34, må man også konstatere, at snakken om unge spillere reelt bare er tom snak.
Hvad værre er, så er det udtryk for et komplet fravær af ambition og, ikke mindst, vision.
Derudover var der et par opdateringer på spillerfronten.
Theo er på vej ud. Maignan bliver (mindst) sæsonen ud. Musah er til salg. Leao bliver central for projektet. Vi leder efter en boksangriber (aka Gimenez bliver en sekundær spiller). Camarda tager til Lecce - og så må vi i øvrigt håbe (interessant formulering), at han kommer tilbage næste sæson. Vi henter nye wings, hvis der er salg. Vi skal have nye backs.
Alt i alt, har jeg desværre meget svært ved at lade mig begejstre over det her Milan-hold. Det ligner blueprintet på den visionsløse konservatisme, der effektivt har kørt calcio i sænk over de seneste 20 år.
Det er i øvrigt ikke så overraskende, når persongalleriet er det samme som dengang.
Ak ja!