Snak

C&F har i øvrigt lavet en opgørelse over squad costs for de største klubber i ligaen.

Her kan man bl.a. hæfte sig ved, at vi nu har højere squad costs end naboerne (€197m vs €194m). Med til den betragtning hører selvfølgelig også truppens værdi.

Hvor Inter bruger markant flere penge på lønninger (€141m vs €104m), har de omvendt markant lavere afskrivninger (€56m vs €107m). Det skal selvfølgelig ses i lyset af nogle strategiske beslutninger, hvor man har hentet nogle spillere på fri transfer og omvendt tilbud lukrative lønninger og sign-on fees.

Men det er, ikke desto mindre, bemærkelsesværdigt, når man samtidig ser på seneste års resultater.
Deri kan man se værdien af en dygtig ledelse, omend man, som mange Inter-fans, kunne påstå, at der begynder at være lidt ridser i lakken.

Napoli har ligaens højeste squad costs på hele €249m, mens Juventus med €235m har ligaens næsthøjeste.

Bennacer sendt på leje til Zagreb. Lidt trist som hans karriere er gået nedad bakke. Han burde være i sin bedste alder.

https://sempremilan.com/gds-milan-predicted-xi-after-mercato

Den er spændende den 3-4-2-1. Kan vi på sigt på Ricci ind i stedet for Modric, er det rigtig interessant.

Vi har seks centrale midtbanespillere, hvorfor et system med to i det centrale rum, ikke holder i længden.

En uge inde i landskampspausen og Allegri skal finde ud af, hvordan han skal strikke holdet sammen.

Impulskøbet, Nkunku, overraskede efter eget udsagn Allegri og nu skal han altså finde ud af, hvordan han skal integrere rekordindkøbet, der samtidg er lønførende.

Allegris go-to har jo været hans 5-3-2, men i dette tilfælde ville det betyde, at han maks kan spille to af Leao, Pulisic, Gimenez og Nkunku på samme tid. Det er næppe holdbart over tid, når man samtidig vurderer, at der er tale om spillere i det absolut øverste hieraki, når det kommer til værdi, løn og status.

Som @martin var inde på, har Allegri testet både en 3-4-2-1 og en 3-4-1-2 over den seneste uge.
De systemer indebærer så samtidig, at maks to af Ricci, Fofana, Rabiot, Jashari, Modric og Loftus-Cheek kan spille på samme tid. Igen, det holder ikke i længden.

Det samme gør sig dermed også gældende for systemer som 4-4-2, 4-4-1-1 og 4-2-3-1, der ellers ville give mulighed for at bringe flest muligt, af vores offensive esser i spil.

Tilbage står så en 4-3-3 der, i mit univers, er den mindst ulogiske ift den tilgængelige trup.
Man kunne dertil tilføje, at det vil være et system der kræver et minimum af tilpasning for at ændre det til en 3-5-2.

I den udgave vi har set, har vi spillet uden en traditionel højre back. Tomori har ageret i en hybridrolle, hvor han falder ind stopper i en 3+2 konstellation, når vi er i boldbesiddelse.
Her har vi Athekame der kan agere backup, ligesom De Winter også kan dække rollen.
Altså, fungerer det rimelig fint, rent numerisk, med Pavlovic, Tomori, Gabbia, De Winter, Odogu og Athekame til de tre pladser. Ikke mindst fordi navnlig de to sidstnævnte kan betegnes som udviklingsspillere og dermed ikke forventeligt gør krav på spilletid.

Vi vil samtid kunne stille med en 3-mandsmidtbane, hvor Ricci og Modric roterer på 6eren (førstnævnte bliver desværre nok Sorteper), mens Jashari, Rabiot, Fofana og Loftus-Cheek, skal kæmpe om det to 8er-pladser.

I parentes bemærket, mener jeg man skal går efter et salg af mindst en af Fofana og Loftus-Cheek til vinter. Det er for meget med fire starterkandidater til to pladser.
Til næste sæson har vi, i øvrigt, både Bondo og Comotto der kommer retur fra lån.

I forreste geled, har man så fem spillere (Leao, Pulisic, Nkunku, Gimemenz og Saelemaekers) til tre pladser.

De kan blandes på lidt forskellige måder, hvilket kan give fin mening. Men alle fem er også spillerede er kan retfærdiggøre krav på en startplads. Og med kun Serie A og Coppa´en at forholde sig til, kræver det virkelig sin mælk, at holde alle tilfreds.

Men ja, det rimer jo så ikke på den 5-3-2 Allegri helst vil spille. I hvert fald ikke i udgangspunktet.

Jeg er stoppet med at prøve at forstå, hvad der er op og ned i klubben. Jeg kan blot konstatere, at ovenstående understreger, hvor amatøragtigt Milan bliver drevet.

Det er bare helt klassisk Milan at sammensætte en trup der ikke harmonerer med trænerens formation/filosofi. Som tidligere nævnte mener jeg ikke, man finder en dårligere ledet klub i Top 5 ligaerne.

Umiddelbart synes jeg 3-4-2-1 er den eneste vej at gå, men så ville jeg tælle RLC med som en mulighed til pladsen bagved vores 9ér.

Dvs.:

9ér:

Leao eller Santi (3. valg Nkunku)

ACM:

2 af Pulisic, Nkunku, RLC (4. valg Saele)

CM:

2 af Ricci, Modric, Jashari, Fofana, Rabiot.

Udfordringen er at Dinolegri foretrækker Modric og Rabiot og det vil være totalt uholdbart med de to gamle mænd. Ricci og Rabiot kunne gå, men helst så jeg Ricci og Jashari.

Vi kan håbe, at Modric stopper efter denne sæson. Det vil i hvert fald øge Riccis chancer for en startplads.

Fofana og RLC vil givetvis komme til overs i en 3-4-2-1.

Yacine Adli to Al Shabab is a done deal. He joins the Saudi club for around €7M

[@MatteMoretto]

https://sempremilan.com/santiago-gimenez-goal-mexico-south-korea

Klasse mål af Santi.

Carlo Pellegatti spekulerer i dag i, at Cardinale (RedBird) vil sælge AC Milan til Steinbrenner-familien. Alternativt øge deres ejerandel væsentligt (de sidder allerede på ca. 10%)

Steinbrenner-familien er, først og fremmest, kendt for ejerskabet af NY Yankees, hvor navnet vil lyde genklang hos fans af Seinfeld.

Derudover har Steinbrenner-familien en ejerandel på ca. 20% i New York City FC.

Milan og Yankees har allerede et etableret samarbejdet ift branding, kampvisninger m.m.

Cardinale har også et længerevarende samarbejdet med Steinbrenner-familien, som han bl.a. hjalp med at etablere YES Networks, hvor RedBird omvendt også er investor.

Som jeg skrev for noget tid siden, kan man sagtens tolke Cardinales beslutninger som tegn på gearing til salg. I hvert fald har man været meget fokuseret på capital gains, hvilket altid er relevant for potentielle købere.

Jeg kan ikke påstå, at have sat mig væsentlig ind i Steinbrenners ejerskab i Yankees, men jeg synes selve præmissen med familie-ejerskab er positivt.

Steinbrenner-familien købte Yankees i 1973, hvilket også tyder på langvarigt commitment og ikke et konstant og kortsigtet fokus på profit.