Redigeretman 23. feb 18:20
Jeg var på stadion i går, hvilket altid giver lidt anderledes muligheder for at observere kampene.
Det er selvfølgelig let at fokusere på dommerfejl og et par brændte chancer.
Luca Marelli, der er dommer-kommentator for DAZN, var helt klar i spyttet. Parmas mål skulle være annulleret. Noget alle andre ekperter jeg har set, ekkoer.
Og ja, man kan også fokusere på et par brændte større chancer.
Tilbage står dog det samme helhedsbillede, der har været gældende hele sæsonen.
Vi overlader fuldstændig kampen til modstanderen, og har ikke noget offensivt koncept. Hvad angår sidstnævnte, handler det både om omstillinger og etableret angreb.
Hvis man er i tvivl om Allegris fokus, kan man lytte til hans udtalelser efter Como-kampen. Det var "endnu et positivt resultat i en række af 24" (frit oversat, selvsagt).
Altså, man må forstå, at sæsonens niende uafgjorte resultat var positivt. Problemet med uafgjorte kampe er selvsagt, at det er de små marginaler (som fx dommerfejl), der er forskellen på om man får point eller ej.
Det samme gør sig gældende, når man henter klart størstedelen (67%) af sine sejre med mindst mulig margin. Til sammenligning er tallet for de resterende hold i top5:
Napoli: 60%
Juventus: 46%
Roma: 44%
Inter: 38%
Altså, margin for error er betydelig lavere hos Milan, hvilket, som regel, bliver relevant set over tid.
Og som Getrud Sand, kan man selvfølgelig altid håbe på, at det bliver bedre i morgen. Her skal man dog ikke hente sin optimisme fra historien.
Ser man på Allegris seneste tre sæsoner i Juventus, viser der sig det samme billede.
55% af sejre hentet med mindst mulig margin (flest af alle sammenlignet med Inter, Napoli og Milan).
I samme akkumulerede periode, havde Juventus også flest uafgjorte, flest nederlag og, som man man nok kan udlede, færrest sejre.
Altså er det nok en rimelig påstand, at en væsentlig del af forklaringen, skal findes i Allegris tilgang til spillet.
Med 36 point at spille om, og "blot" ni point ned til en 7. plads, er intet sikkert. Navnlig ikke i lyset af ovenstående. Min oplevelse lige nu, som det var før sæsonen, er dog, at vi kommer i top4. Ikke mindst med Napolis og Juventus udsving.
Men næste sæson er jeg langt fra så sikker. Roma har efterhånden fundet sine fødder under Gasperini, Juventus det samme under Spalletti og Napoli skal nok komme tilbage på sporet med det hold og de budgetter de opererer med.
Når Milan får europæisk fodbold på programmet, kommer der selvsagt også en større byrde på de centrale spillere, hvilket formentlig ikke har en positiv effekt på pointhøsten i ligaen.
Ikke mindst fordi jeg ikke forudser, at klubben hæver budgettet markant (hvis overhovedet).
Der er selvsagt aldrig kun én årsag til tingenes tilstand, men jeg mener der er fint grundlag for at vurdere/analysere, hvad Allegri har (og ikke har) bragt.
Set fra én vinkel, har Allegri jo helt klart præsteret bedre, pointmæssigt, end hans to portugisiske forgængere.
En væsentlig faktor, har også været hans stab, hvor navnlig Claudio Filippi har været fundamental for Maignans genopstandelse - og ikke mindst hans kontraktforlængelse.
Skal man tage et lidt andet vantage point, er der absolut intet der tyder på, at Allegri er manden, der skal gøre Milan til reelle konkurrenter til Inter - og måske også Juventus og Napoli.
Man skal huske på, at det er ledelsens udtalte ambition, uanfægtet at det hedder top4 i denne sæson.
Og for at varedeklarere helt tydeligt, hører jeg klart til den gruppe der mener, at Allegri er en uambitiøs, konservativ og kortsigtet løsning, der ikke bringer klubben derhen, hvor ambitionerne er.
Her kan man igen tage den fra hestens egen mund; sæsonens ni uafgjorte resultater må anses som positive. Eller med andre ord, alt er godt, så længe man ikke taber.
I sidste ende er ens forventninger og ambitioner på holdets vegne, selvfølgelig en personlig sandhed.
Jeg kan blot sige for eget vedkommende, at ovenstående ikke flugter med min opfattelse af Milans DNA - navnlig ikke i en tid, hvor man, i hvert fald i hjemligt regi, kan bide skeer med konkurrenterne rent økonomisk (overordnet set).
Jeg tvivler også på, at en mand som Zlatan har slow clappet af Allegris udtalelser, hvilket bringer os tilbage til en "rød tråd" ift ledelsen.
Der findes dog selvsagt også den tese, at Cardinale har det helt fint med at ende i top4 og have et godt run i europæisk fodbold.
Her kan man jo med rimelighed også se på Berlusconi-æraen (uden yderligere sammenligning), hvor man på 31 sæsoner "blot" hentede otte Scudetti, og i de "gyldne år" (her defineret som frem til sidste mesterskab i 10/11), endte vi også udenfor top3 otte gange.
Berlusconis fokus var ofte på, at vise Milan frem i Europa, og det kan da bestemt også være en strategi for Cardinale, uden at det dermed bliver uambitiøst.
Og her kan man også, igen med en vis rimelighed, påstå, at Allegris filosofi måske er bedre egnet til et europæisk format. I hvert fald sammenlignet med hans evner ift at etablere holdet i den absolutte top i ligaen og kontinuerligt spille med om mesterskabet.