En lille status en fjerdedel inde i sæsonen fortæller vel at Pippo hidtil har gjort et stykke arbejde. Havde Palermo-kampen været vundet, ville jeg endda kalde det godt stykke arbejde.
Det positive må være at Pippo har formået at sammensmelte en enhed, og at Daniele Bonera endelig er kilometervis fra startopstillingen. Desværre er Aléx blevet muskelskadet, og Zapata skulle desuden også have pådraget sin en skade, da han kom ind imod Palermo helt kold, hvilket kan gøre at håbløsheden, Bonera, rent faktisk er med fra start mod Sampdoria. I forhold til Aléx synes jeg han giver ro, selvom Bonera gjorde alt muligt for at forhindre roen på Tardini. Men det er meget påfaldende at Milan ikke har tabt en kamp med Aléx som en del af centerforsvaret – han sad ude med skade mod Juve og udgik desuden hurtigt mod Palermo, og var ydermere ude med skade da Bonera fortsatte hans mareridtshow på Carlo Castellani mod Empoli, hvor vi trods alt kommer tilbage og burde have vendt et truende nederlag til sejr. Han gør ikke meget væsen af sig, hvilket er godt, da fokus er meget på vores centerstoppere grundet den parade af graverende fejl vi har oplevet de seneste sæsoner. Aléx er allerede meget hurtigt blevet den klart vigtigste spiller i det centrale forsvar – og det endda med meget stor afstand.
Galliani holder et meget vågent øje med 22-årige, Fabian Schär, ligesom resten af Europas største klubber, da den talentfulde midtstopper har kontraktudløb til sommer. En meget ung Marlon, 19, fra Fluminense, er også nævnt, men her mener jeg vi er for hurtigt ude. Han skal følges tæt i hans udvikling, men det er en spiller der knap kan præstere 10 kampe under seniorbæltet. Milan har brug for lidt mere garantier end det.
Yderligere kan man så sige at Zaccardo, Mexés, Albertazzi og Armero alle sammen har fået et vink med en vognstang. Trods ingen af dem har været skadet igennem sæsonen, har de første tre nævnte ikke fået et eneste spilleminut, alt imens Armero har fået et enkelt indhop. Agenten til Armero siger dog at colombianeren bliver sæsonen ud i Milan. Det samme kunne jeg forestille mig Mexés gør indtil hans kontrakt udløber, mens Zaccardo nok bliver siddende det næste halvandet års tid, veltilfreds, på bænken. Albertazzi kunne dog godt være en mulig afgang.
Det der skal forbedres er det etablerede angrebsspil, og man forstår Pippo når han glæder sig til Montolivo returnerer. De Jong er blandt verdens bedste opryddere, og det skal ikke være hans job at sætte angrebet – det ligger udover hans kompetencefelt. Der kan man så kigge mod de to altid hårdarbejdende, med intet bundniveau, Andrea Poli og Sulley Muntari. Poli har ikke overblikket, mens Muntari trods sin skudtrussel fra distancen, ofte tager for lang tid fra tanke til handling.
Det er også et område Pippo skulle have gjort opmærksom på overfor Galliani, hvorfor interessen i den 21-årige Lucas Silva, fra Cruzeiro, er støt stigende. En spiller der i lighed med Montolivo, er ganske dygtig til det opbyggende spil. Stærk teknisk og med visioner frem af banen. Vi er naturligvis ikke de eneste der har fået øjnene op for Lucas Silva – senest skulle Ancelotti have rådført sig med vores chefscout i Sydamerika, Serginho, lige nøjagtig med henblik på Lucas Silva. Og det er en parade af storklubber som følger ham tæt udover os og Real Madrid, bl.a. Chelsea, Manchester United, Paris SG og Atlético Madrid, for at nævne nogle stykker. Andre navne nævnt på den position ifbm os er Illarramendi, som glider længere og længere væk fra start-11’eren i Madrid og José Mauri i Parma, som dog i min optik er alt for grøn.
Offensivt kommer meget også fra vores højreside i form af Honda, der har været strålende og Abate, som får alt den plads i verden han vil have og desuden timer sine løb rigtigt nu. Honda har fået mere frihed til at søge ind, hvor han er farligst og lade Abate om at holde bredden, hvilket har bekommet japaneren ganske vel modsat under Seedorf hvor han hele tiden skulle holde bredden, helt ude på sidelinjen. Det i sig selv neutraliserede Honda, så modstanderne knap nok skulle bruge større våben for at stække ham. Det ligner også at Honda har fået ”Elkjær-visen” at angriberne i Serie A skal score mål, før kritikken skal forstumme. Han søger mere målet, men har stadigvæk sit assistspil intakt.
Modsat side mangler det lidt. Bonaventura har en frækhed i sit spil til tider, som jeg godt kan lide, bl.a. illustreret på Sardinien. Men han skal stadigvæk lægge meget på sit assistsspil, og finde sig et bundniveau. Han fleksibilitet og alsidighed gør ham dog garanteret til et ganske forståeligt vellidt medlem af truppen, for Pippo. El Shaarawy har hidtil være noget svingende i hans form, men et eller andet sted er det ganske forståeligt ovenpå den skadesplagede sæson han havde sidste år. I min optik er han dog en af de bedste assist-spillere, vi har, hvorfor jeg ofte gerne ser ham på holdkortet. Der skal dog naturligvis præsteres.
Det kunne ligne at den fedladne Taarabt, har gjort sig meget upopulær i London hos QPR, fordi ifølge medierne skulle QPR have tilbudt Milan hans service. Han har også brugt det meste af dette efterår på at skændes med Redknapp gennem medierne – så grelt at Fernandez måtte gå i medierne og undskylde det mudderkasteri der foregik. Jeg forventer ham egentlig tilbage, fordi selvom Pippo er glad for Niang har han ikke spillet meget, hvilket ikke er sundt for hans udvikling. Jeg kunne sagtens forestille mig et lejemål i vintervinduet, hvorpå Taarabt kommer ind og overtager hans plads i truppen.
Helt fremme startede Menez som lyn og torden, viste sit ypperlige topniveau i indledningen af sæsonen. Jeg synes dog han er gået i stå. De kontinuerlige småskader, han døjer med, kan naturligvis være en del af forklaringen. Selvom jeg skælder ud over Pippo benytter ham, trods hans skader, er det på sin vis forståeligt. Det opbyggende spil halter, hvorfor det opbyggende spil henkastes til enkeltmandspræstationer, hvori Menez har sin naturlige styrke med hans driblinger, pågåendehed og fart. Min anke mod Menez har altid været at der mangler for meget slutprodukt, hvilket er problematikken for tiden. Yderligere er han ikke så hårdtarbejdende som i indledningen, og jeg kan have mine tvivl omkring det er fysikken eller den til tider lade attitude han indeholder.
Pazzo kan ikke ramme en ko i røven med en banjo, og har ikke kunnet det siden hans knæskade der holdte ude i godt og vel et halvt år. Alligevel syntes jeg dog han skulle have chancen, når Torres løber rundt og spiller på injektioner i foden. Jeg synes dog både Torres og Pazzo ser sløje ud. Konens pinlige udbrud i pressen har nok heller ikke hjulpet Pazzos situation, og der spekuleres heftigt i at han allerede kan være fortid til januar, da hans kontrakt løber ud til sommer. Der nævnes både Parma, Sampdoria, Fiorentina etc., og yderligere skulle Galliani holde et vågent øje med Gignac i Marseille og Kramaric i Rijeka. Begge to høvler mål ind på samlebånd, og ikke mindst er de, nok til Gallianis store tilfredshed, kontraktfrie til sommer.
Jeg håber meget på en sejr mod Sampdoria, og generelt at man holder skruen i vandet indtil den lille vinterpause der kommer om halvanden måneds tid. Så kunne jeg godt ønske mig en teknisk dygtig midtbanespiller i vintervinduet – meget gerne Lucas Silva. Og inden vintervinduet må man meget gerne have forlænget aftalerne med hhv. Abate og Nigel de Jong.