Snak

Jeg mener vitterlig, at allegri er Serie As mest overvurderede træner.

Han er ganske enkelt symbolet på alt det der er galt med italiensk fodbold, hvor man ikke magter at udvikle sig og følge med tiden.

Iøvrigt har jeg flere gange fremhævet at vi på de underliggende parametre kun var ligaens 6-7 bedste hold og den slags har det med at udjævne sig hen over en sæson.

Kigger man på, hvad vi har spillet til så har vi 12 points for meget, tak Mike, og burde ligge nummer 7.

Jeg er fuldt på linje med Rossoner; vi er gået tilbage under Allegri.

Ja, hvad man for en måneds tid siden troede var en formsag (altså CL), ligner nu et usikkert mål.

Stillingen pt. efter 35 kampe*
Inter 82
Napoli 70
Milan 67
Juventus 65
Como 62
Roma 61
*Roma har spillet 34

Hvis vi så lige leger med scenariet, at Roma slår Fiorentina i aften, ser stillingen således ud, med tre kampe tilbage i sæsonen.

Inter 82
Napoli 70
Milan 67
Juventus 65
Roma 64
Como 62

Resterende kampprogram (Inter fraregnet, da de ikke er relevante i denne sammenhæng):

Napoli: Bologna (h), Pisa (u), Udinese (h)
Milan: Atalanta (h), Genoa (u), Cagliari (h)
Juventus: Lecce (u), Fiorentina (h), Torino (u)
Roma: Parma (u), Lazio (h), Verona (u)
Como: Verona (u), Parma (h), Cremonese (u)

Hvis Napoli slår Bologna hjemme i næste weekend, er de sikre på top4, da de er bedre indbyrdes end Roma.

Det efterlader så fire hold til at slås om to pladser. Selvfølgelig har vi en vis fordel, da vi er foran på point og reelt kan afgøre det selv.

Omvendt er vi klart det mest formsvage hold. De seneste fem kampe er resulteret i tre nederlag, en uafgjort og en enkelt sejr.

Hvad værre er, så har vi generelt set meget svage ud, og har da også kun scoret et enkelt mål, mens vi har lukket seks ind.

Selvom vi ender i top4, er sæsonen, efter min mening, en kæmpe fiasko.

Allegri har haft noget nær perfekte forhold. Lang pre-season, ingen europæisk fodbold, masser af investering i truppen og tilgang af markante lederskikkelser, hvilket oplagt har været en mangel.

Og så kan man gemme sig bag sidste sæsons nedsmeltning, mens man (Allegri) affejer enhver kritik med, at top4 jo er målet. Det bliver bare ikke andet end en latterlig "undskyldning", når man ser på sæsonen.

Virkeligheden er, at vi har smidt 11 point mod hold i eller omkring nedrykningspladserne. Yderligere 12 point er smidt mod hold fra nederste halvdel af tabellen.

Og alle der har set Milans kampe vil vide, at det, mere eller mindre, ensidigt kan tilskrives Allegris taktiske tilgang til kampene.

Enhver træners job må være, at få det optimale ud af sit materiale, både individuelt og kollektivt. Allegri har reelt gjort det modsatte.

Enhver, der arbejder med performanceanalyse, vil også få dybe panderynker, når man dykker ned i præmisserne.

Generelt vil man altid se på de underliggende indikatorer og omstændigheder.

Her bliver det en gentagelse, men det er fuldstændig centralt. Alle målbare underliggende parametre peger på, at Milans pointhøst er en anormalitet.

Det beror dels på standardiserede kollektive stats, og ikke mindst generelle sandsynlighedsbetragtninger.

I en low scoring sport som fodbold er det klart, at tilfældigheder og marginaler spiller en større rolle end fx. håndbold, basketball osv.

Så, når man vinder 68% af sine sejre med mindst mulig margin, er der per definition en indbygget risiko. Ikke mindst når man ser det i perspektiv. Med markant færre kampe i sæsonen bliver træthed og slidtage mindre faktorer.

Ser man på standardiserede stats, burde vi efter 35 runder have 60 points. Det er faktisk to point færre end sidste års kaossæson, hvor vi, som sagt, havde langt flere kampe i sæsonen og ikke mindst skiftede træner midtvejs.

Nuvel, der er ikke nødvendigvis en 1:1-relation mellem xPTS og virkeligheden, og der vil altid være outliers. Men outliers er, i sagens natur, en risiko. Og igen, ikke mindst set i kontekst.

Herunder når man med stor rimelighed kan udlede, at Maignan er den mest væsentlige faktor i Milans bedre resultater i denne sæson. Han er, efter min mening, ligaens i særklasse bedste keeper og dermed kan man også forvente en statistisk overperformance fra ham. Men måske ikke i samme grad, mens det også er en markant risikofaktor ift. skader.

Dertil kan man løfte blikket og se på sin omverden. Hvad er der sket med Napoli, der havde en sæson tilsvarende vores sidste år?

Dels hentede de hele 29 point mere end i den foregående sæson (her skal andre faktorer selvsagt medregnes). Og fra et mesterskab, går de til ikke at være i nærheden af et titelforsvar. Det til trods for stabilitet (modsat konkurrenterne) og massive investeringer i truppen.

Napoli overperformer i øvrigt også deres xPTS helt ekstremt i år (mere end 12 point i xPTS), og det er en rimelig påstand, at det ikke kan gentages.

I det lys skal man så vurdere Milan. I en sæson, hvor Milan skal kæmpe til målstregen for CL-kval, må man vurdere, hvordan verdensbilledet kan se ud næste sæson.

Dels har vi hentet mange point mod vores direkte modstandere i top4. Det er blevet til tre sejre, to uafgjorte og et nederlag. De tre sejre er dog, ikke overraskende, kommet med mindst mulig margin.

Det er nok ikke et scenarie vi nødvendigvis kan gentage.

Dertil den statistiske overperformance. Når man skaber så ekstremt få chancer som vi gør, er det en rimelig påstand, at sejre vil ende med uafgjorte, og uafgjorte vil ende med nederlag.

Og så er der ikke mindst det faktum, at vi kommer til at spille markant flere kampe næste sæson. Det vil, med historien in mente, også kunne gå ud over resultaterne.

Her taler vi jo i øvrigt om en sammenligning med denne sæsons performance. At slås om top-4-placeringer til sidste runde, må aldrig være Milans målstreg.

Kritikken af ansættelsen af Allegri sidste sommer har udspillet sig nærmest som perler på en snor.
Virkeligheden er, at Milan langsomt men sikkert bevæger sig i retning af slutningen af 10erne.

Det er ikke Allegris skyld alene, men han er en meget væsentlig del af problemet.

@Rossoneri

Spot on!!

Jeg skulle også til at lave et længere statsbaseret indlæg, men du kom mig i forkøbet.

Min konklusion er dog den samme;

- vi ligger markant bedre, end vi reelt har spillet til.
- Mike er én af hovedårsagerne til, at vi overhovedet er i top 4 pt.
- spillemæssigt er vi gået MARKANT tilbage, dette underbygges både af synstesten og af de underliggende parametre
- vores offensive stats er på niveau med den nederste 25% i ligaen

Vi skal måske vinde to af de sidste 3 kampe, og vi har en træner der ikke "spiller for at vinde", men istedet "spiller for ikke at tabe".

Jeg ser os ikke komme i CL og det har jeg det fint med - så længe cancerknuden Allegri bliver bortopereret.

Vores 48 mål i 35 kampe er iøvrigt det dårligste i 10 år - fremragende arbejde, Allegri, fremragende.

Helt fint hvis Roma kommer i CL på vores bekostning - de spiller i det mindste fodbold, i modsætning til os.

Hvor kritikken de senere år meget er gået på trænere og spillere, peger flere og flere nu skytset direkte mod RedBird (Cardinale).

Selvfølgelig er kritikken af Cardinale ikke ny, men som jeg ser det, har man ofte peget fingeren mod symptomet (spillerne og trænere), fremfor årsagen (Cardinale).

Der er næppe nogen her i tråden, der er i tvivl om min holdning til Cardinales ledelse af klubben. Den har, efter min mening, været en komplet fiasko, hvor kulminationen var sidste sommers ansættelse af Allegri, der har været en regulær katastrofe. Et trafikuheld der udfolder sig i slow motion. At vi i en sæson med "perfekte" omstændigheder for succes, skal kæmpe til sidste spillerunde bare for CL-kval, fortæller hele historien.

Allegri har, kort og godt, fejlet på samtlige parametre.

Omend kontrafaktisk, er det en mere end rimelig påstand, at både Fonseca og Conceicao ville have fået mere ud af det her mandskab. Alle stats og logiske konklusioner peger i den retning.

Inden for den seneste uges tid har en række prominente navne dog også flyttet fokus direkte over på ledelsen som primært problem.

Antonio Vitiello udtalte følgende (frit oversat) i mandags; AC Milan must play to win every year; the club’s history dictates it. But it’s now clear that this intention isn’t shared by the club’s top management and the owners themselves. Winning or not winning makes no difference to Redbird, and that’s a major problem.

Fedele Confalonieri, der er direktør i Mediaset og tidligere rådgiver for Berlusconi siger (igen frit oversat); A bank that owns a football team, what does it care about winning a Scudetto?

Og fortsætter; We come back to the same point: who should remind them that they’re playing for a prestigious club like AC Milan? Who preserves the memory of this club? Americans who don’t even know how many Champions League titles the club has won?

Han er i øvrigt også ude med en kras kritik af både Allegri og Tare.

Carlo Festa fra Il Sore 24 Ore, er en smule mere diplomatisk, i et interview med Milan News i går. Men budskabet er ikke til at tage fejl af.

Det er et længere interview, men nogle af hans pointer rammer hovedet på sømmet.
Taget ud af større kontekst omkring kapitalfondes rolle i fodbold (og igen frit oversat); My impression is that Furlani will remain as AC Milan’s CEO next year because Cardinale isn’t as interested in results as he is in the financial management of the team.

Furlani is certainly doing his job as a manager very well, from a cost perspective. If it were a company in any other sector, not sports, he would be rewarded, in fact. The problem is that it’s not another sector.

In football and in sports, if you don’t win, you don’t get results. Sporting performance is as important as financial performance.

Og den sidste del er netop sagens kerne.

AC Milan er, i Cardinales øjne, et brand før det er en sportsklub. Det er ikke min vurdering eller teori. Det kommer fra hestens egen mund. Her kunne man så indskyde, at ansættelsen af Allegri har været en katastrofe rent brandingmæssigt.

Dermed handler det bare om at komme i Champions League. Så er den hellige grav velforvaret.

Og på spillersiden handler det om undervalued assets. Om de passer ind i truppen og det taktiske setup, er så en sekundær, og relativt ubetydelig, betragtning.

Både Confalonieri og Festa er i øvrigt enige om, at der ikke findes et modsætningsforhold mellem kapitalfonde som ejere og succesfuld drift af en klub.

Her bruges Atletico og bysbørnene som gode eksempler. Til forskel fra Milan, har man dog her sat fodboldkyndige personer til at drive klubberne, mens man bedriver et relativt passivt/strategisk ejerskab.

I Atletico er det Miguel Angel Gil og Enrique Cerezo, der driver klubben. Førstnævnte er søn af den legendariske ejer Jesus Gil, mens sidstnævnte har siddet som præsident siden 2002 - før det var han vice-præsident. De to er så flankeret af Mateu Alemany, der har haft ledende roller i spansk fodbold siden 1990. Og så har man i øvrigt givet David Villa en plads i bestyrelsen.

Setuppet hos bysbørnene kræver næppe den store gennemgang, men vi kan bare konkludere, at der er tale om klubber, der er drevet af fodboldkyndige personer.

I Milan har vi så Furlani, der udover at være Cardinales skødehund, har en baggrund hos investeringsbanker og kapitalfonde (Lehman, Apollo og Elliott). Forskellen er til at få øje på. Men igen, pilen peger selvfølgelig ikke her på Furlani - den peger på ham, der har sat ham i sædet.

En fodboldfaglig ledelse havde ALDRIG ansat Allegri. Endsige Tare. Det var en klassisk panikhandling. Og den slags medfører yderst sjældent succes.

Det tragiske i alt det her er, at vi havde et kompetent ejerskab i Elliott. De fik aldrig bygget den helt rigtige organisation op, men de havde grundstenene.

De forstod, at italiensk fodbold var/er en meget anderledes størrelse end for 25 år siden, og at man derfor måtte konkurrere på andre parametre.

Og så skabte de et spillemæssigt koncept, som man overlod til den sportslige ledelse at implementere og udføre. I det var samtidig indbagt en transferstrategi, der gik på at udvikle stjerner, frem for at købe dem.

Man kan sige, at Elliotts største fejl var at satse på Maldini og Boban fremfor Rangnick. Eller, sidstnævnte havde i hvert fald været et bedre match ift. den filosofi og strategi Elliott havde beskrevet.

Med Cardinale er der hverken strategi eller organisation. Der er en porteføljevirksomhed, som man tror kan drives som ethvert andet aktiv.

Den grundliggende præmis bliver der ikke ændret ved, og dermed kan alle Milan-fans kun vente på, at Cardinale vælger at sælge. Forhåbentlig så snart alle knaster ift. stadion er fjernet.

Indtil da, forbliver det et shit show.

@Rossoneri

Godt indlæg - svært at være uenig.

Jeg var tidligt ude, allerede sidste sommer, da diskussionen gik på hvem der skulle være den kommende træner.
Her argumenterede jeg for, vi ikke ville komme videre som klub, før der var kommet en ny ejer og en ny ledelse - en ejer der ikke kun kigger på økonomi og en ledelse der rent faktisk har kompetencer ift. at lede og drive en professionel fodboldklub. Desværre har det jo vist sig, at jeg havde ret.

Når det er sagt, så gør det selvsagt ikke sagen bedre, at vi har en så forfærdelig, outdated, inkompetent træner. Jeg vil gå så vidt og påstå at Allegri er den værste træner vi har haft de sidste 15 år.

Ja, den horrible ledelse er jo, desværre, intet nyt.

Hele cirkusset omkring rekruttering af ny DF og herefter træner sidste sommer, hvor Zlatan og Moncada løb én vej, mens Furlani løb en anden, er et regulært skrækeksempel.

Det vil aldrig kunne lade sig gøre, at skabe kontinuerlig succes under sådanne forhold.

Longo (bl.a.) skriver om en "kløft" på ledelsesgangene i Casa Milan (alt er ved det gamle).

Men rollerne er åbenbart skiftet lidt ud denne gang. På den ene side skulle stå Furlani, Zlatan og Moncada, mens Allegri og Tare står på den anden.

Det rejser umiddelbart en række spørgsmål.

Først og fremmest, hvem var egentlig primus motor på ansættelsen af Allegri og Tare? Det var min klare opfattelse, at det var Furlanis projekt, mens Zlatan og Moncada arbejdede på en løsning med enten Paratici, Sartori eller D´Amico som DS.
På trænerbænken skulle navnlig Zlatan gerne have beholdt Conceicao, mens både han (Zlatan) og Moncada så Italiano som en god løsning, hvis der skulle skiftes ud.

Man kan indskyde, at ovenstående sagtens kan være rigtigt samtidig med, at der nu er uenighed mellem Furlani og Allegri/Tare.

Det forekommer mig sandsynligt, at denne konflikt er reel. Og den handler, givetvis, om alt fra strategi til ambitioner, økonomi og image.

Følgende er min personlige teori, der ultimativt baserer sig på Cardinales lederskab (læs: mangel på samme).

Sidste forår stod det klart, at man havde fejlet ift. "projekt genstart". Og når man er en inkompetent leder uden selvindsigt og evne til selvkritik, finder man en syndebuk. Det gjorde man (Cardinale), så hele to gange sidste sæson.

Ledelsen fejlede eklatant ift. at skabe en sund kultur, og man fejlede i lige så høj grad på, at udstyre en træner med et reelt mandat ift. at være leder.

Man kan sige, at Cardinale gjorde det præcis modsatte af, hvad man gjorde i PSG.

Cardinale sprang den åbenlyse analyse over, og skred til handling. For det er jo det en stærk leder skal udstråle, right?

Ud med de uprøvede løsninger, ind med et sure bet. Allegri var den rolige hånd på roret, mens Tare var den lydige skødehund, der var vant til, at andre kunne tænke for ham.

Nu står vi så her. Et år senere, med ligaens 3. eller 4. højeste squad cost (afhængigt af hvem der rapporterer), og Cardinales sure bet, viste sig alt andet end sikkert.

Man kan altid diskutere, om Milan burde være mesterskabskandidater. Det er en kompleks og mangefacetteret snak, der kan ende i flere rimelige konklusioner.

Men én ting bør stå helt klart. Milan burde aldrig stå i en situation, i en sæson, hvor man har haft alle kort på hånden, hvor CL-deltagelse er usikker indtil sidste fløjt.

Allegris stil kunne måske nok accepteres, hvis resultaterne var positive - sådan i almindelighed.
Men når det ikke er tilfældet, rammer man helt ved siden af, med en fanbase, der ser attraktiv fodbold som en helt central del af klubbens DNA. En fanbase der har Berlusconi-æraen som pejlemærke, og hvor underholdning og succes skulle gå hånd i hånd.

Og så er vi tilbage ved start igen. Noget må gøres - altså, udover at kigge indad, selvsagt.

Det burde umiddelbart ikke kunne komme bag på nogen, hvad man fik med ansættelsen af Allegri. Udover det rent spillemæssige, er det velkendt, at Allegri kræver færdige spillere.

Det kunne ikke stå i klarere kontrast til det, der hev Milan op ad dyndet under Elliott.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at man har stillet visse garantier til Allegri før ansættelsen. De garantier viste sig dog meget hurtigt ikke at være noget værd.

Fint demonstreret ved Tares klovneagtige første interview, hvor han meldte ud, at Gimenez ikke passede ind i klubben, og at man i stedet ville have (mindst) en target man.

Løsningen blev ikke Vlahovic, der stod øverst på Allegris ønskeseddel, men derimod Nkunku på 1,77, hvis profil næppe kunne være længere fra en target man ¯\_(ツ)_/¯

Allegri ville have Rabiot, men fik i stedet Jashari, fordi han passede ind i den gamle strategi. Altså indtil Rabiot blev persona non grata i Marseille, og man blev præsenteret for en mulighed, man ikke kunne sige nej til.

Over de seneste måneder er denne kløft så blevet mere og mere tydelig. Det er næppe svært at regne ud, hvor ønsket om Lewandowski, Goretzka, Ake og Alaba kommer fra.

Men når man så samtidig ser meldinger fra normalt pålidelige kilder om Guerra, Muharemovic m.fl., må det stå helt klart, at der er en fundamental splittelse i ledelsen.

Personligt ville jeg ikke blive overrasket, hvis Allegri og Tare stopper i klubben, når sæsonen fløjtes af. Enten af egen vilje eller ej.

Det vil jeg personligt bestemt ikke begræde. Men det løser omvendt heller ikke det gennemgående strukturelle problem: Cardinale.