Her kommer mit bud på, hvordan organisationen har set ud under Redbird.
Efter fyringen af Maldini har det sportslige ansvar været placeret hos Furlani. Der har åbenlyst været uenigheder om retningen. Groft sagt med Furlani i den ene lejr og Zlatan/Moncada i den anden.
Tydeligst var dette sidste sommer, omkring jagten på en ny DS, hvilket kulminerede i Furlanis rejse til New York for at få sit mandat bekræftet.
Generelt set har Furlanis magt i klubben altid forekommet mig underlig. En mand uden erfaring med ledelse eller sportsverdenen generelt skulle stå i spidsen for en investering på €1,2 mia.
Man kan argumentere for, at han havde stået i en slags mesterlære hos Gazidis. Men hvorfor fik han så også det sportslige ansvar, da Maldini blev fyret?
Læg dertil, at han jo kom fra Elliott. Min egen tese er, at det har været et krav fra Elliott, indsat som en betingelse for vendorlånet.
Det er velkendt, at primære investorer kræver besyrelsesposter (hvilket Elliott også har haft indtil for nylig). Men en CEO. Det er alligevel sjældent.
Ovenstående tese flugter umiddelbart med, at Furlani meldtes på vej ud, i det øjeblik Redbird indfriede vendorlånet.
Det har været og er fortsat min holdning, at Cardinale har gjort sig skyldig i direkte elendig organisationsledelse. Og ovenstående skal på ingen måde ses som en undskyldning.
Jeg sidder dog også med den opfattelse, at strategien har ændret sig markant med Furlanis afgang.
Jeg tror, at Cardinale vil skabe en markant anderledes organisation. Bl.a. Longo har skrevet om en NBA-inspireret model, hvor man definerer strategien på øverste niveau (altså hos Cardinale, flankeret af Zlatan), mens man henter specifikke profiler til diverse arbejdsområder.
Det ville i hvert fald flugte med forfremmelsen af Bobby Gardiner til head of scouting, ligesom det også taler ind i processen omkring ansættelsen af Amorim.
Og dermed kan man så forvente, at en ny DS får en bunden opgave ift. at implementere og administrere en strategi. Men ikke at definere den. Det samme gælder for en teknisk direktør, der måske, måske ikke kommer som en samlet pakke med en DS.
Jeg understreger, at det bygger på mine personlige observationer og antagelser. Herunder er det langt fra sikkert, at jeg har ret. Men jeg synes teorien passer ret godt på det vi ser i praksis. Ikke mindst min vurdering af Zlatans rolle, som værende "ideologisk", men ikke praktisk.
Og hvis jeg har ret, er det selvsagt langt fra sikkert, at det er en god strategi. Her kan både strategien og rekrutteringerne ramme langt forbi skiven.
Efter fyringen af Maldini har det sportslige ansvar været placeret hos Furlani. Der har åbenlyst været uenigheder om retningen. Groft sagt med Furlani i den ene lejr og Zlatan/Moncada i den anden.
Tydeligst var dette sidste sommer, omkring jagten på en ny DS, hvilket kulminerede i Furlanis rejse til New York for at få sit mandat bekræftet.
Generelt set har Furlanis magt i klubben altid forekommet mig underlig. En mand uden erfaring med ledelse eller sportsverdenen generelt skulle stå i spidsen for en investering på €1,2 mia.
Man kan argumentere for, at han havde stået i en slags mesterlære hos Gazidis. Men hvorfor fik han så også det sportslige ansvar, da Maldini blev fyret?
Læg dertil, at han jo kom fra Elliott. Min egen tese er, at det har været et krav fra Elliott, indsat som en betingelse for vendorlånet.
Det er velkendt, at primære investorer kræver besyrelsesposter (hvilket Elliott også har haft indtil for nylig). Men en CEO. Det er alligevel sjældent.
Ovenstående tese flugter umiddelbart med, at Furlani meldtes på vej ud, i det øjeblik Redbird indfriede vendorlånet.
Det har været og er fortsat min holdning, at Cardinale har gjort sig skyldig i direkte elendig organisationsledelse. Og ovenstående skal på ingen måde ses som en undskyldning.
Jeg sidder dog også med den opfattelse, at strategien har ændret sig markant med Furlanis afgang.
Jeg tror, at Cardinale vil skabe en markant anderledes organisation. Bl.a. Longo har skrevet om en NBA-inspireret model, hvor man definerer strategien på øverste niveau (altså hos Cardinale, flankeret af Zlatan), mens man henter specifikke profiler til diverse arbejdsområder.
Det ville i hvert fald flugte med forfremmelsen af Bobby Gardiner til head of scouting, ligesom det også taler ind i processen omkring ansættelsen af Amorim.
Og dermed kan man så forvente, at en ny DS får en bunden opgave ift. at implementere og administrere en strategi. Men ikke at definere den. Det samme gælder for en teknisk direktør, der måske, måske ikke kommer som en samlet pakke med en DS.
Jeg understreger, at det bygger på mine personlige observationer og antagelser. Herunder er det langt fra sikkert, at jeg har ret. Men jeg synes teorien passer ret godt på det vi ser i praksis. Ikke mindst min vurdering af Zlatans rolle, som værende "ideologisk", men ikke praktisk.
Og hvis jeg har ret, er det selvsagt langt fra sikkert, at det er en god strategi. Her kan både strategien og rekrutteringerne ramme langt forbi skiven.