Hvis vi antager at Galliani får strikket en aftale sammen med Luca Antonelli, har han gjort et fint stykke arbejde i dette vindue – selvom det er ærgeligt man ikke kan slippe af med spillere som Zaccardo, Albertazzi og Essien. Desuden må han gerne vænne prioriteringen af Munoz til Schär.
Men det mangler også bare, fordi hans job som overordnede sportslig ansvarlig består altså ikke kun i at afholde fine transfervinduer – selvom det bestemt er blevet bedre, siden første vindue efter Zlatan/Silva der var helt og aldeles håbløst. Han arrangerede ikke en stille og rolig udfasning af senatorerne i truppen – de blev afskediget stort set alle sammen over en sommer, efterladende et omklædningsrum med meget fladt hierarki og uden egentlige ledere. To gange har han smidt Milan ud i økonomisk ruin – anden gang slemt fordi han ikke havde fattet the time of the day fra første gang hvor Kaká måtte sendes afsted – det er meget store grove fejl, som ikke udredes over en kort periode.
Hvis vi endelig skal gå ned i en diskussion om hvorledes man personligt synes holdet skal spille, synes jeg holdet er skruet sammen til en 4-4-2, 4-4-1-1, kald det hvad i vil.
Diego Lopez; Abate, Aléx, Rami, Antonelli; Cerci, Montolivo, de Jong, Bonaventura; Ménez; Destro.
I og med Pippo gerne vil spille med wings der trækker ind i banen, kræver det at man har backs der kommer overlap for at holde bredden. Antonelli kan blive vigtig i den henseende, hvor Abate allerede er det, fordi han er naturligt venstrebenet og løber utrolig mange meter i løbet af en kamp. Havde De Sciglio været klar, ville jeg stadigvæk have sat min hat på Antonelli. Den centrale midtbane synes jeg har fungeret bedst når Montolivo og De Jong har været de eneste som har befundet sig decideret der. Det er som om Poli, Muntari etc., bliver et for forstyrrende element og rollefordelingen anderledes besværlig ift. når de er alene sammen foran forsvaret, hvor de begge er bedst, og befinder sig bedst, fordi de har en fin indbyrdes forståelse.
MM slår mig ihjel, når jeg bruger ordet balance – men det er nøgleordet til hvorfor jeg ville vælge Bonaventura til kanten fremfor fx Ménez. Ménez arbejder ikke så hårdt, og når jeg gerne vil placere Cerci modsat som også er lidt halvddoven, så begynder man at udsætte den defensive organisation for ubalance. Bonaventura investerer mere af sig selv i hårdt arbejde, og med mit ønske om kantspillerne trækker lidt ind i banen i den defensive organisation for at gøre det kompakt er han at foretrække på den position.
Jeg synes Jack har været lidt blandet, men kan godt forstå Pippo er begejstret for ham fordi han tilbyder en alsidighed – det er også derfor jeg fx kan lide en spiller som Marchisio, fordi han er sjældent spektakulær men sørger for en fin balance fordi han er en meget klog fodboldspiller, og ikke mindst teamplayer.
Det efterlader naturligvis lidt rum til indlæg fra backs, hvorfor Aléx bliver uhyre vigtig fordi han er suveræn i luftspillert, og ligeledes fylder Rami en del i samme område. Desuden ville jeg sætte min klare tillid til de to backs, Abate og Antonelli, til at kunne klare de en-mod-en, der vil hænde grundet spilkonceptet – ganske enkelt fordi de begge to er så hurtige, at selvom de skulle blive sat er de svære at slippe fra fordi de ofte vil kunne indhente modstanderen grundet deres fart.
Destro helt fremme, fordi han er den her irriterende påtrængende ingrediens i modstanderens felt, og som vil tvinge modstanderens centerforsvar til at have øjne og ”ører” åbne konstant, hvilket giver den plads til Ménez som han behøver centralt – får han først vendt front mod mål er han uhyre farlig grundet sin fart og snævre driblinger, og nu en udviklet konsekvens foran mål.
Desuden ville jeg lægge preslinjen længere fremme på banen, gerne ti meter. Ofte synes jeg Pippo er for kujonagtig. Så lav da for helvede et blitz-angreb, når modstanderen når et vidst punkt på banen. Det kræver noget træning, men de laver for helvede ikke andet og bliver betalt mellem 1-4mio€ netto om året for det.
Samtidig mangler der noget i det opspillet. Ofte synes jeg vores kanter står plantet helt ude på sidelinjen – hvad helvede skal de derude? Grundet den manglende bevægelse i vores opspil tyer vi ofte til lange bolde mod frontangriberen, og skal så til at kæmpe om andenbolde. Det er fandeme for primitivt! Særligt fordi hovedparten af spillere kan godt finde ud af at spille bold. Giv lidt frie tøjler til de to kanter til at trække ind i banen, eller skråt ned-ind i banen, bare for at lægge den af så der kommer noget flow i spillet. Fleksibilitet. Når Ménez trækker langt ned, er det vi skaber overtalssituationer og får den plads til at blive farlige fremme i banen. Men det er jo håbløst når Ménez skal ned på vores egen tredjedel for at hente bolden. Her må man sgu gerne aktivere kantspillerne lidt mere.
Trækker de ind i banen, skal backs naturligvis søge op imod det frie rum, der kommer i området de forlader.
Opstillingen gør dog at vi igen vil være sårbare overfor vores akilleshæl – dødbolde. Men det er en kalkuleret risiko man må tage.
Just my five cents….
Men det mangler også bare, fordi hans job som overordnede sportslig ansvarlig består altså ikke kun i at afholde fine transfervinduer – selvom det bestemt er blevet bedre, siden første vindue efter Zlatan/Silva der var helt og aldeles håbløst. Han arrangerede ikke en stille og rolig udfasning af senatorerne i truppen – de blev afskediget stort set alle sammen over en sommer, efterladende et omklædningsrum med meget fladt hierarki og uden egentlige ledere. To gange har han smidt Milan ud i økonomisk ruin – anden gang slemt fordi han ikke havde fattet the time of the day fra første gang hvor Kaká måtte sendes afsted – det er meget store grove fejl, som ikke udredes over en kort periode.
Hvis vi endelig skal gå ned i en diskussion om hvorledes man personligt synes holdet skal spille, synes jeg holdet er skruet sammen til en 4-4-2, 4-4-1-1, kald det hvad i vil.
Diego Lopez; Abate, Aléx, Rami, Antonelli; Cerci, Montolivo, de Jong, Bonaventura; Ménez; Destro.
I og med Pippo gerne vil spille med wings der trækker ind i banen, kræver det at man har backs der kommer overlap for at holde bredden. Antonelli kan blive vigtig i den henseende, hvor Abate allerede er det, fordi han er naturligt venstrebenet og løber utrolig mange meter i løbet af en kamp. Havde De Sciglio været klar, ville jeg stadigvæk have sat min hat på Antonelli. Den centrale midtbane synes jeg har fungeret bedst når Montolivo og De Jong har været de eneste som har befundet sig decideret der. Det er som om Poli, Muntari etc., bliver et for forstyrrende element og rollefordelingen anderledes besværlig ift. når de er alene sammen foran forsvaret, hvor de begge er bedst, og befinder sig bedst, fordi de har en fin indbyrdes forståelse.
MM slår mig ihjel, når jeg bruger ordet balance – men det er nøgleordet til hvorfor jeg ville vælge Bonaventura til kanten fremfor fx Ménez. Ménez arbejder ikke så hårdt, og når jeg gerne vil placere Cerci modsat som også er lidt halvddoven, så begynder man at udsætte den defensive organisation for ubalance. Bonaventura investerer mere af sig selv i hårdt arbejde, og med mit ønske om kantspillerne trækker lidt ind i banen i den defensive organisation for at gøre det kompakt er han at foretrække på den position.
Jeg synes Jack har været lidt blandet, men kan godt forstå Pippo er begejstret for ham fordi han tilbyder en alsidighed – det er også derfor jeg fx kan lide en spiller som Marchisio, fordi han er sjældent spektakulær men sørger for en fin balance fordi han er en meget klog fodboldspiller, og ikke mindst teamplayer.
Det efterlader naturligvis lidt rum til indlæg fra backs, hvorfor Aléx bliver uhyre vigtig fordi han er suveræn i luftspillert, og ligeledes fylder Rami en del i samme område. Desuden ville jeg sætte min klare tillid til de to backs, Abate og Antonelli, til at kunne klare de en-mod-en, der vil hænde grundet spilkonceptet – ganske enkelt fordi de begge to er så hurtige, at selvom de skulle blive sat er de svære at slippe fra fordi de ofte vil kunne indhente modstanderen grundet deres fart.
Destro helt fremme, fordi han er den her irriterende påtrængende ingrediens i modstanderens felt, og som vil tvinge modstanderens centerforsvar til at have øjne og ”ører” åbne konstant, hvilket giver den plads til Ménez som han behøver centralt – får han først vendt front mod mål er han uhyre farlig grundet sin fart og snævre driblinger, og nu en udviklet konsekvens foran mål.
Desuden ville jeg lægge preslinjen længere fremme på banen, gerne ti meter. Ofte synes jeg Pippo er for kujonagtig. Så lav da for helvede et blitz-angreb, når modstanderen når et vidst punkt på banen. Det kræver noget træning, men de laver for helvede ikke andet og bliver betalt mellem 1-4mio€ netto om året for det.
Samtidig mangler der noget i det opspillet. Ofte synes jeg vores kanter står plantet helt ude på sidelinjen – hvad helvede skal de derude? Grundet den manglende bevægelse i vores opspil tyer vi ofte til lange bolde mod frontangriberen, og skal så til at kæmpe om andenbolde. Det er fandeme for primitivt! Særligt fordi hovedparten af spillere kan godt finde ud af at spille bold. Giv lidt frie tøjler til de to kanter til at trække ind i banen, eller skråt ned-ind i banen, bare for at lægge den af så der kommer noget flow i spillet. Fleksibilitet. Når Ménez trækker langt ned, er det vi skaber overtalssituationer og får den plads til at blive farlige fremme i banen. Men det er jo håbløst når Ménez skal ned på vores egen tredjedel for at hente bolden. Her må man sgu gerne aktivere kantspillerne lidt mere.
Trækker de ind i banen, skal backs naturligvis søge op imod det frie rum, der kommer i området de forlader.
Opstillingen gør dog at vi igen vil være sårbare overfor vores akilleshæl – dødbolde. Men det er en kalkuleret risiko man må tage.
Just my five cents….