Nu har fokus naturligt nok været på risikoen for at rykke ned i sidste spillerunde, men noget som er lige så trist er, at der - sandsynligvis - kun er to kampe tilbage at nyde Chiesa i den violette trøje. Alt tyder på, at han smutter til sommer. De seneste rygter går på, at han vil blive i Italien, hvilket til gengæld betyder, at der kun er to klubber som har råd til at købe ham: Inter og de unævnelige. Begge har efter sigende afgivet et bud på ham.
Og ja, med den pointhøst kunne man lige så godt have ladet Pioli sidde kontrakten ud. Der har været nul input overhovedet fra Montella. Lidt groft sagt så havde holdet brug for friske ideer og at kortene blev blandet lidt anderledes. Men lige præcis det er ikke sket. Montella er fortsat i nøjagtig samme stil som Pioli, så det er intet under at den ellers mulige chokeffekt er udeblevet fuldstændig. Det tegner ikke godt for næste sæson, så der er kun tilbage at håbe, at truppen har et noget anderledes ansigt efter sommerferien. Samtidig er der brug for et transfervindue der sidder lige i skabet. Der SKAL hentes forstærkninger til de positioner som har været holdets svage led ellers bliver det samme tristesse om igen. Lige nu er jeg dog ikke synderligt optimistisk.