Snak

Tja tænker nu mere, at en del af dem må være rimelig trætte af to år med slingrekurs. Der kommer vel et tidspunkt hvor profilerne, som der trods alt stadig er nogen af, bare ikke gider mere pis.

@Rosso

Nu ved jeg jo, at du er en stor beundrer af Sacchi og det han har bragt til italiensk fodbold, så derfor synes jeg egentlig, at det er lidt interessant, at han havde mange af de samme udfordringer og tanker, da han sagde op for Parma i sin tid.

https://www.football-italia.net/168206/sacchi-didnt-want-be-richest-man-cemetery

Du har sikkert allerede læst den.

@andib
Jeg er ikke helt sikker på hvad din vinkel er her, i relation til mit indlæg (?)

Men altså, jeg er egentlig ikke fan af Sacchi i en større kontekst.
Jeg blev fan af Milan i den tid hvor han var træner (første gang).
Dengang handlede det om spillerne (Rijkaard først og fremmest) og ikke så meget hans (Sacchis) spillestil.

Når jeg for tiden taler en del om Sacchi, skyldes det først og fremmest, at han åbenlyst står fadder til mange af de filosofier som mange trænere arbejder ud fra i disse tider - først og fremmest den tyske skole med folk som Rangnick, Klopp, Nagelsmann, Rose osv. Men også folk som Sarri, Gasperini og De Zerbi.

Og endnu vigtigere - det koncept Milan har implementeret og arbejder på at optimere.

Historien om Sacchi er jo egentlig meget lig Prandellis ditto.

For en mand som revolutionerede fodbold (så meget vil jeg dog ikke helt tilskrive Prandelli) og var med til at skabe et af de mest succesfulde dynastier i fodboldens historie, har han haft en meget ubetydelig trænerkarriere.

Sacchi var/er meget ideologisk. Han var meget relevant i en periode, men da omgivelserne ændrede/udviklede sig, var han det pludselig ikke mere. Ikke i samme grad i hvert fald.

Og det er vel også den nekrolog der kan skrives over Prandellis trænerkarriere.

@Rosso

Det var blot for at konstatere, at Prandelli ikke er den eneste italienske træner, der har fundet fodboldverdenen for opslidende/hård/stressende og derfor har sagt fra overfor den.

Mere var der egentlig ikke i det, selvom jeg godt kan se, at det måske kunne opfattes sådan.

@andib
Det var blot for at forstå din vinkel og dermed hvad det egentlig var jeg svarede på.

Men altså, jeg synes naturligvis det er en "voksen" beslutning af Prandelli siger stop.

Jeg ser hele klubben som et problem. Der mangler en overordnet struktur og rød tråd gennem systemet. En langsigtet plan. Jeg er overbevist om, at det "kaos" der forgår i administrationen kan mærkes hele vejen ned til spillet på banen.
Får styr på klubben, så kommer der styr på spillet.

@ Rosso.

Jeg tror ikke at vi er så langt væk fra hinanden, så vi skal ikke tærske langhalm på det.

Dog et par kommentarer ifht. dit indlæg.

Vedr. SoMe.
Selvfølgelig har man folk til at håndtere SoMe. Det har man også ifht. pressen. Sat på spidsen, så behøver trænerne jo heller ikke forholde sig til hvad Gazzetta´en eller de andre aviser skriver, eller for den sags skyld spekulere på hvad der tales om i et af de utallige tv-shows. Men det betyder jo ikke at det ikke er en stressende faktor.
Fokus i dag er er markant større end for 10-15 år siden, og det er naturligvis en stressfaktor, selvom trænerne ikke sidder og skal forsvare sig på Twitter eller forholde sig til hvad den ene eller den anden har lagt op på Instagram.

Det er jeg simpelthen uenig i.
Som jeg ser det, er der masser af kvalitet i truppen og ikke mindst kvalitet der kan passe ind i et koncept.

En øjeblikkelig 14. plads (á point med Spezia og Benevento) holder ikke ift materialet

Jeg siger ikke at der ikke er kvalitet i truppen. Jeg siger at truppen er dårligt sat sammen.
Man har en overvægt af midterforsvarere og alt for mange midtbanespillere der er offensive og generelt for mange ældre spillere.

6 gange Michael Laudrup på holdkortet lyder måske meget sjovt, men det fungerer bare ikke i den virkelige verden.
Man skal gerne finde balancen mellem at forhindre modstanderne i at score mål og så at forsøge at score mål selv. Den balance findes ikke i de midtbanespillere vi har i truppen og vi er hele tiden kun én enkelt skade fra at have et alvorligt problem.

Reelt har vi kun én defensiv midtbanespiller i truppen, Pulgar.
Så kan vi måske stramme den lidt og kalde Amrabat defensiv midtbane også, men så vælger man altså helt at se bort fra at han har sine styrker med bolden, og ikke i den defensive del af spillet.
Yderligere så er der næppe mange der vil påstå at der er meget defensiv substans i hverken Eysseric, Bonaventura, Borja Valero eller Castrovilli.
Det er noget andet de kan, uagtet at der er "kvalitet" i den enkelte af disse spillere.

Pilen peger på Pradé. Han har fejlet i alvorlig grad, med et hav af besynderlige transfers de sidste mange transfervinduer.
Hvad forestillede han sig med at hente både Callejon, Borja Valero og Bonaventura i sommer?
Tre veteraner hentet ind, alle til ret store lønninger, uden fokus på hvad holdet havde brug for. Ingen af dem kan på nogen måde siges at have været succesfulde signings. Havde man hentet én af dem, til at tilføre lidt rutine og en de yngre kunne lære lidt af på træningsbanen havde det været rigeligt.

Man kunne sagtens have gjort det smartere, endda til betydeligt færre penge. Alle signings behøver ikke være sexede og give travlhed hos ham der står og trykker navn og nummer bag på trøjerne nede i souvenirbutikken.

I forlængelse af Prandellis kommuniké er der kommet mange empatiske og forstående indlæg her i tråden, som har været interessante at læse.

Dog vil jeg tillade mig at anfægte betragtninger om, at Prandelli er gået ned med stress på grund af, at "han har underpræsteret... ikke er en dygtig nok træner... ikke havde hvad der skulle til... ikke magtede opgaven... og at fortællingen ikke nødvendigvis behøver være større end det". Det er, med al respekt, for overfladisk og traditionelt anskuet i mine øjne.

Hvis man nærlæser kommunikéet, nærstuderer hans optræden i den senere tid - hvor han bl.a. efter Benevento-kampen udtalte, at han var træt og tom indeni, og det endog efter en 4-1 sejr ude - og samtidigt forholder sig til Sacchi´s analyse af sin egen og Prandellis situation, må det stå klart, at Prandelli til sidst ikke længere kunne finde mening i den moderne fordboldverden (- med alt hvad dét indebærer) og følgeligt oplevede modløshed og decideret ubehag ved at være i den. Både fysisk og psykisk. Ligesom Sacchi.

Dét er tegn på stress. Men ikke bare over manglende evner og resultater på banen, men mere over hele fodboldverden som helhed.

Her fristes man til at hive et andet af Sacchi´s citater - end det velkendte om jockeyen - frem: "Il calcio è la cosa più importante delle cose meno importanti nella vita".

Fodbold er den vigtigste ting af de mindst vigtige ting i livet.

@mag

Det er, med al respekt, for overfladisk og traditionelt anskuet i mine øjne.

Det er helt fair - jeg postulerer ikke at min holdning er mere værd end din/andres.

Jeg tror, i øvrigt, heller ikke, at verden er sort/hvid i den sammenhæng.

...må det stå klart, at Prandelli til sidst ikke længere kunne finde mening i den moderne fordboldverden...

Dermed køber man også ind på en præmis om at "fodboldverdenen" er fundamentalt anderledes end for fx 10 eller 15 år siden, set fra en træners synspunkt.

Det har jeg bare svært ved at se sandheden i.
Hvad er det en træner skal i dag, som han ikke skulle i 2003?

Han blev stadig målt og vejet hver mandag, der var også enorme summer i fodbold dengang, man skulle også forholde sig til et konstant foranderligt miljø (ift nye spillestile osv) og man stod også først for når spillet ikke fungerede.

At Prandelli til sidst ikke længere kunne finde mening i den moderne fordboldverden synes jeg, sådan set, er åbenlyst korrekt.

Men den manglende mening kunne jo også bero på at han "blot" ikke har fulgt med udviklingen. Hvis hans selvbillede som en træner der kan/kunne gøre en forskel ikke holder stik længere, er det selvfølgelig let at miste troen.

Ultimativt set, er min påstand, at Prandelli har nægtet at udvikle sig. Det kan man naturligvis se som noget romatisk. Men så synes jeg man misser det historiske perspektiv.
Prandelli var jo selv én af dem der kom med nye ideer (som det har været nævnt her i tråden).

Jeg har, som sagt, altid brudt mig godt om Prandelli. Men jeg synes der er lige lovligt meget martyrium over dette.

Når et menneske ikke længere kan se den dybere mening med dét, han/hun gør inden for den verden, som vedkommende opererer i, har det ikke nødvendigvis noget at gøre med hans/hendes præstationer og/eller evne til at følge med tiden.

Det er ikke uset, at ledere uden for fodboldens verden pludseligt stopper - i utide og uforståeligt, set med udenforståendes øjne. I flere tilfælde har vedkommende fået nok af den pågældende verden, føler sig malplaceret i den og vil bare væk. Meningen med ens virke inden for feltet er forsvundet og kroppen siger (heldigvis) stop, inden det går helt galt - både fysisk og psykisk.

Af en eller anden grund har man dog ofte svært ved at acceptere, at dette også kan ske i fodboldverden og man prøver som regel altid at forstå og forklare omstændighederne med kompetence- og præstationsmæssige mangler i sædvanlig maskulin, stereotyp stil.

Og når man ligefrem stempler beslutningen som et martyrium, undres jeg virkeligt. Der er i mine øjne intet martyrium over at erkende, at man lytter til ens krops alvorlige advarsler om begyndende stress og stopper, inden det er for sent.

Tværtimod synes jeg, at det er anderkendelsesværdigt og med til at aftabuisere et ømtåleligt emne, som mange desværre fortsat har svært ved at forstå og håndtere.