Snak

Det minder mig om at historien ikke er skrevet på forhånd og at fremtiden beror på vores handlinger.
Heraf også min forkastelse af skæbnebegrebet. Ikke at jeg ikke anderkender eksistensen, men snarere, at jeg mener, at det er muligt, at fravælge skæbnen.

Ultimativt set, mener jeg at skæbnebegrebet opstår når vi accepterer det - altså en kvantemekanisk logik omkring at ting kun eksisterer når vi betragter dem.

Eller måske forklaret som en selvopfyldende profeti, der bliver mere sandsynlig jo mere vi tror på den.

Normalt er tankegangen, at der eksisterer én verden, denne, hvor du træffer nogle valg*, som fremadrettet former din fremtid i én verden, denne verden.

Hvis man omvendt abonnerer på kvantetankegangen og ser på denne i et makrokosmisk perspektiv, er det potentielt og plausibelt, at der eksisterer uendelige verdener parallelt med denne verden. For hver gang du træffer et valg*, foretager du også (mindst) et fravalg, som ville have givet en anden fremtid, en anden verden. Og da dette sker progressivt og hele tiden, multipliceres verdenerne gang på gang, fremadrettet og parallelt. Det lyder måske vanvittigt, men det er teoretisk set muligt ifølge kvantemekanikken. Og det er bl.a. derfor, at den er så svært begribelig.

* PS: I begge eksempler kan valgene være båret af din egen frie vilje, ja. Men det kunne også være, at disse "frie valg" egentligt var prædeterminerede og skæbnesbetingede. I realiteten ved vi det ikke. Vi kan tro, men ikke vide.

Så er vi tilbage ved definition af skæbnebegrebet. I mit univers, er det ét prædefineret udfald for alting.

Jeg vil dog påstå, at mangeverdensteorien (ud fra en snak om skæbnebegrebet) ikke harmonerer med kvantefysikken. Hvis jeg altså forstår din vinkel korrekt (?)

Hvis vi taler om at noget er prædefineret, er der ikke behov for flere verdener. Der er kun behov for én. Hvis udfaldet af det vi måtte tro var et frit valg, alligevel allerede lå fast, var der ikke behov for alternativet.

Mangeverdensteorien er dog ret interessant fra en anden vinkel, hvor man forestiller sig et nærmest uendeligt antal af reelle fysiske universer som vi træder ind og ud af baseret på vores valg.

Jeg ser skæbne iht ordbogen, "samlet mængde begivenheder, oplevelser og forandringer som former tilværelsen for nogen uden at man selv har indflydelse på det". Det kan f.eks. være social arv og genetik. Ergo har man en vis grad af fri vilje (- jeg kalder dem blot vendepunkter). Og følgeligt har mangeverdensteorien sin mulighed.

Men hvis man omvendt ser skæbnebegrebet som "ét prædefineret udfald for alting" giver mangeverdensteorien i så fald ikke så meget mening.

Det er interessant, at du anskuer mangeverdensteorien som et uendeligt antal af reelle fysiske universer, "som vi træder ind og ud af baseret på vores valg". Det betyder jo, hvis jeg forstår dig rigtigt, at man kan "bevæge" sig på tværs af de mange verdener, afhængigt af ens valg.

Mangeverdenen kunne også være som et forgreningsdiagram, som starter med den første forgrening (baseret på ét tilvalg og ét fravalg), der bliver til to, hvorefter disse to forgrener sig til fire, derefter otte, seksten osv uendeligt, men som er lineær, og hvor man ikke kan "træde ind og ud" på tværs af linjerne.

Har du for øvrigt set den tyske trilogi Dark på Netflix?

Mit største "problem" med skæbnen er den tidsforståelse som er indlejret i begrebet og så på mange måder er udsagn for en unilineær og kronologisk redegørelse af begivenheder. På mange måder "vandt" Einsteins naturvidenskabelige tidsfordtåelse (imø uberettiget) over Bergsons vitalistiske og erkendelsesmæssige tidsbegreb og det er einsteins tidsforståelse som i den grad har overlevet indtil videre. Nu oplever vi så at sige en mere bergsonsk renæssance, hvilket i min tolkning overflødiggører til en hvis udstrækning ideen om prædetermination. Se eks også Whiteheads processfilosofi.

Tid, erfaring og universer tror jeg hellere man skal se på som rhizomatisk snarere end (multipel) dualistisk/forgreninger.

Og i øvrigt kunne det ikke være to sider af samme sag, at Prandelli lavede dårlige resultater fordi han var fremmedgjort for sportensverden og derfor hverken det ene eller det andet?

Jeg elsker den her tråd! Fede indspark drenge!

@mag
Ift mangeverdensteorien, var det mere en generel gengivelse af hvordan teorien fremlægges. Jeg tror ikke rigtigt på noget - forstået som vedkender mig en version af virkeligheden - ift den ene teori eller den anden.
Jeg synes først og fremmest teorierne i sig selv er spændende og et godt redskab til at opleve sit eget liv.

@old bull
Ja, tidsbegrebet er helt ekstremt interessant. Vi har jo generelt tendens til at se det som noget lineært. Men den tanke udfordres gevaldigt, når vi fx ser på universets udbredelse.

Og da dette jo er ved at udvikle sig til en regulær bogklub, vil jeg ikke undlade, at komme med en anbefaling af Stephen Hawkings "Brief answers to the big questions".

Mangeverdensteorien bunder jo i spekulativ/abstrakt fysik og matematik, hvilket har nogle grundlæggende epistemologiske udfordringer. Ligesom kvantefysikken. Egentlig kan der drages paralleller til M-teorien som er et forsøg på at elaborere på, og indfange superstrengs-teorien. Ren matematisk og fysisk abstraktion, men (indtil videre) umulig empirisk at erfare/observere/dokumentere.

Man har en teoretisk intuition, men spørgsmålet er vel også om det er relevant for os, at der måske render en Prandelli rundt i en anden eller parallel fysisk virkelighed og fører Viola til mesterskabet. Og så kører vi med Schrödingers kat om igen.

Jeg er ikke ekspert udi disse tunge emner. Men det er altid genialt at blive oplyst, kunne diskutere og blive klogere. Så jeg håber, at viola-tråden kan acceptere denne lille alternative debat, nu hvor Serie A alligevel ligger stille.

---

Mangeverdensteorien er abstrakt og spekulativ set med en fysikers matematiske briller. Men jeg oplever dog, at fysikere anser teorien for plausibel, selvom den (endnu) ikke kan observeres og dokumenteres.

Set med filosoffens briller - konfronterende den menneskelige erkendelses natur, betingelser og grænser - er tanken om mange parallelverdener måske ikke så fjern som for fysikeren.

Igen et opgør mellem filosofferne og fysikerne - mellem humaniora og "rigtig" videnskab - ligesom med Bergson vs Einstein.

Og apropos de to herrer...

Bergson sagde, at tiden var oplevelsen af at vente på, at en sukkerknald blev opløst i et glas vand. Det var en erklæring om, at man ikke kunne tale om tid uden henvisning til menneskelig bevidsthed og menneskelig opfattelse.

Einstein ville modsat sige, at tiden er, hvad ure måler.

Bergson ville så spørge, hvorfor vi i første omgang bygger ure. Han ville argumentere for, at hvis vi ikke havde en forudgående følelse af tid, ville vi ikke være blevet ført til at bygge ure, og vi ville ikke engang bruge dem.

Kan man således - i lægmandstermer - sige, at filosoffen Bergsons opfattelse af tid var relativ og egenoplevet, mens fysikeren Einstein mente, at den var absolut og generel?

Jeg er ikke ekspert udi disse tunge emner. Men det er altid genialt at blive oplyst, kunne diskutere og blive klogere. Så jeg håber, at viola-tråden kan acceptere denne lille alternative debat, nu hvor Serie A alligevel ligger stille.

Det er jeg absolut heller ikke. Jeg er heller ikke nær så godt læst ind i stoffet som du øjensynligt er. Så tak, alle tre. Jeg nyder meget at blive oplyst fra sidelinjen og håber derfor også at Viola-folket vil lade det fortsætte bare lidt endnu.

Kan man således - i lægmandstermer - sige, at filosoffen Bergsons opfattelse af tid var relativ og egenoplevet, mens fysikeren Einstein mente, at den var absolut og generel?

Ja og nej.

Altså ret simpelt mente Einstein, at tid relaterede til lysets hastighed (som var konstant).
Han måtte dog konstaterer, at han ikke kunne forklare alt ud fra dette.

Einsteins specielle relativitetsteori blev netop dét (speciel), fordi den ikke var universel. Den galdt nemlig ikke for lysets bevægelse i såkaldte krumme rum (noget af det Stephen Hawkings interesserede sig allermest for).

Ud af dette er fx kommet teorier om "ormehuller" som muligheder for at rejse i tid.

Men, Einstein måtte også bøje sig for Bohr (og andre der sværgede til kvantefysikken).

Einsteins generelle relativitetsteori indeholder eksempelvis, at et objekt ikke kan være på samme sted og tid samtidig. Men lige præcis dét viste sig at være muligt i flg. kvantefysikken.
Kvantefysikken indeholder også begrebet "entanglement", som omhandler hvordan to objekter kan påvirke hinanden på samme tid, hvilket ikke er muligt ift Einsteins teori.

Jeg tror man kan sige, at Einstein accepterede, at hans teori om tid var generelt gældende, men ikke universel.

Einsteins generelle relativitetsteori indeholder eksempelvis, at et objekt ikke kan være på samme sted og tid samtidig. Men lige præcis dét viste sig at være muligt i flg. kvantefysikken.

Mener du ikke, at "et objekt kan være flere steder og tider samtidigt"? Det var vel dét, kvanteteorien påviste. Eller misforstår jeg det, du skriver?