Snak

@mag
Jeg skriver hvor Einsteins opfattelse af tid ikke stemmer overens med kvantefysikken.

Som du skriver, beviser kvantefysikken, at et objekt nemlig godt kan være flere steder på samme tid.
Det kan det ikke i flg. Einsteins teori, da det er begrænset af lysets hastighed.

Det er satme kompliceret stof det her kvantemekanik/fysik. Jeg interesserer mig meget for det, opsøger viden, læser og spørger folk, der ved noget. Men hver gang, jeg synes at have begrebet en del, opstår der nye spørgsmål. Kvanteteorien strider jo mod almenmenneskelig logik.

@ Rosso & Old Bull

Hvorfra kommer jeres viden? Er det uddannelse, arbejde, alder, interesse eller andet?

@mag
Ja, det er meget let at blive rundtosset!

Personligt er det ren og skær interesse. Fra jeg var lille, har jeg altid interesseret mig for universet og kan huske, at jeg i en relativt tidlig alder, læste bøger om astronomi.

I mine senere år, har jeg interesseret mig meget for krydsfeltet mellem videnskab og filosofi. Jeg har læst nogle Hawkings-bøger, men ellers er min vinkel ikke ensidigt videnskabelig.

Tror også jeg meget hurtigt ville komme til kort, hvis jeg skulle prøve at forklare de dybere detaljer.

Det har absolut intet med mit arbejde at gøre - i hvert fald ikke direkte.

Jeg er i øvrigt 100% enig i dette; Men hver gang, jeg synes at have begrebet en del, opstår der nye spørgsmål. Kvanteteorien strider jo mod almenmenneskelig logik.

Og det har reelt bragt mig til den erkendelse, at livet skal leves og føles og ikke nødvendigvis forstås.

I det kan man faktisk også sige, at det har påvirket mit arbejdsliv rigtig meget, da jeg i højere og højere grad benytter mig af mavefornemmelse og (ofte) uforklarlige indskydelser i mine beslutningsprocesser.

Heri ligger der i øvrigt også en interessant, efter min mening, vinkel på skæbnebegrebet og kvantefysikken.
Indenfor kvantefysikken er der, som bekendt, objekter der kun findes når man fokuserer (måler) på dem.

Når man, som jeg gør, arbejder med et udvikle en forretning, opstår det meget relevante spørgsmål; opstår muligheder når jeg fokuserer på dem, eller måske ligefrem fordi jeg fokuserer på dem?

Sat i relation til skæbnebegrebet - kan jeg skabe min egen fremtid, "blot" ved at fokusere på noget? Eller sagt på en anden måde; er skæbnen det jeg fokuserer på?

Hov! Undskyld jeg lige falder lidt ind og ud. Jeg har en del deadlines som gør at jeg ikke har så forfærdelig meget tid, for tiden. Måske vil det være dejligt hvis jeg, jf. kvantefysikken, kunne være to steder på en gang.

Jeg mener ikke at de to teorier om tid er gensidigt udelukkende, men min primære anke er at Einsteins version dominerer mange andre felter og er alment accepteret. Måske fordi det andet fordrer en større kompleksitet der kan være svært overskuelig. Derfor min oprindelige anke om præ-determination og skæbne. Jeg mener det er en Einsteinsk´ opfattelse. Men jeg tror vi over en bred kam er enige.

Og det har reelt bragt mig til den erkendelse, at livet skal leves og føles og ikke nødvendigvis forstås.

Jeg tillader mig lige at tilføje at livet, efter min mening, i høj grad er noget man gør. Det er en praksis.

Hvis man vil have et ikke-fagligt take på kvantefysik så er Robert Anton Wilsons "Schrödingers kat-trilogi" et bud.

Og jeg vil lige understrege at jeg ingenlunde er ekspert. Haha. Men har dog et par venner som underviser eller læser kvantefysik og abstrakt matematik. Så jeg prøver at spørge ind til nogle af de ting jeg støder på.

Min baggrund er i humaniora. Jeg er uddannet cand. mag i historie og antropologi fra KU. Men mine interesserer breder sig over en lang række af emner men særligt filosofi og videnskabsfilosofi. Min tid på BA og MA var jeg ret påvirket af STS-studier, herunder ANT hvilket sendte mig ned af forskellige spor herunder Object-Oriented-Ontology (OOO), New Materialism, den ontologiske vending samt en generel interesse for kontinentalfilosofien. Her var det især sådan en som Isabelle Stengers der var interessant. Kvantefysikken blev en særlig interesse ved at læse om Karen Barads begreb "Agential Realism" i hendes bog "Meeting the Universe Halfway: Quantum Physics and the Entanglement of Matter and Meaning". I bogen blev jeg også interesseret i de videre implikationer af forsøg med kvantefysik såsom Stern-Gerlach eksperimentet, Delayed-choice quantum eraser og Kochen–Specker theoremet

Jeg er i øjeblikket phd-stipendiat i nordisk miljøhistorie, hvor jeg beskæftiger mig med forurening. Jeg tror min baggrund i historie har medført en interesse i tid-rum og jeg forsøger også at tænke sådanne ting ind i min forskning.

Tak for baggrundshistorien, Rosso.

Der er i min bog intet i vejen med at følge sin mavefornemmelse. Snarere tværtimod. Faktisk eksisterer der jo en selvstændig hjerne i maveregionen, som er meget sensitiv. De mange nerveceller i mavehjernen er gode til at sanse og sende signaler til kraniehjernen. Derfor er udtryk som f.eks. "det føles godt/dårligt i maven" og "min mavefornemmelse siger mig" ikke så grebet ud af den blå luft, som mange går og tror.

Spørgsmålet om, hvorvidt muligheder opstår når eller fordi man netop fokuserer på dem, er vigtigt. I mit arbejde med nytænkning og innovation er der et mantra: Fokus, fokus, fokus. Man kan (næsten) ikke fokusere nok i bestræbelserne på at lykkes. Så dermed kan man godt sige, at ens i hvert fald professionelle fremtid (- eller skæbne, om du vil) er meget afhængigt af evnen til at fokusere - udover evnen til at ville og at kunne.

Også tak for din baggrundshistorie, Old Bull.

Og det har reelt bragt mig til den erkendelse, at livet skal leves og føles og ikke nødvendigvis forstås.

Jeg tillader mig lige at tilføje at livet, efter min mening, i høj grad er noget man gør. Det er en praksis.

Jeg er nysgerrig. Hvad er i dine øjne den dybere forskel på Rosso´s ord om at "Livet skal leves og føles" og dit "Livet er noget, man gør"? Og jeg har intet imod at få en filosofisk udredning :-)

Jeg tror ikke der er en dybere forskel, snarere tale om en tilføjelse til de allerede, af Rosso, optegnede måder at være-i-verden. Ja, nu kan man jo allerede se hvor jeg er på vej hen: mod en ontologisk fænomenologi. Jeg vil så lige anmærke at Rossos "leve" nok er tæt beslægtet med den praksis som jeg tilføjede.

Men for at tegne linjerne op:

Som jeg ser kan vi have at gøre med en slags dobbelt-dualisme hvor den første og mest åbenbare stammer fra det Descartianske maksime der adskiller krop fra sjæl (Res cogita og res extensa) hvilket fænomenologien gør op med. (Lige med den indvending at flere idéhistorikere har peget på at det ikke var det Descartes mente, men det er trods alt den forestilling som overlede og dannede baggrund for oplysningstidens filosofi herunder positivismen.)

Immaterielle entiteter som fx erkendelse og ja, fænomener, eksisterer ikke i en ren transcendental metafysisk verden og at adgange til sådanne indsigter er baseret på og i subjektets "følelser" af mangel på bedre ord. Her vil jeg lige notere at følelser ikke er det samme som intuition. Jeg mener at "leve" og "føle" er formet af en meget praktisk interageren i verden, præget af fysiske objekter. I fænomenologien så er det en væren-i-verden der skaber erkendelse, en såkaldt Dasein for at bruge Heideggers begreb. Simpelt sagt, så er man ikke i verden man skaber verden(er) og dermed også livet. Den afgørende forskel, for mig, er i første omgang at lægge vægt på en mere "aktiv" tilgang til livet og erkendelse, snarere end en passiv. Igen, jeg tror ikke Rosso ville være uenig i.

Det andet binære forhold stammer fra en intern diskussion imellem fænomenologien og postfænomenologien og dens kritiske blik på subjektcentrerede positioner. Det er samme problematik som ovenstående blot med andre begreber, og som I diskuterede tidligere jf. skæbnebegrebet; om forholdet mellem subjekt/objekt, individ og struktur der fordrer spørgsmål om hvorvidt man i virkeligheden kan indsætte en radikal modsætning mellem determinisme og spontanitet. Altså et videnskabelig erkendelsesmæssigt dilemma om hvad er det der går forud for erkendelse og hvad skaber sådanne rum.

Mit bud ville være at vende kategorierne på vrangen og, i stedet for at spørge om hvad der determinerer handling og erkendelse og dermed konstituerer virkeligheden, burde man hellere spørge om hvordan opstår der hele tiden noget nyt? Historien har vist os at den netop aldrig gentager sig selv (dermed ikke være sagt at fortiden ikke eksisterer) for at hive den gamle traver fra Euklid frem, så kan man aldrig hoppe i den samme flod to gange, for det er ikke den samme flod - men, hans ofte glemte tilføjelse er, at det heller ikke er den samme person. Verden er i evig forandring og vi forandrer os evigt med forandringen. Man kan sige at min tilføjelse ændrer sætningen fra passive til aktive verber.

Derfor vil jeg kommentere på Rossos kommentar om intuition (og kreativitet) som drivkrafter i livet og indtage de myriader af impulser, teknologier, interne og eksterne forhold som fx. pandemier, globalisering, tesla-biler, et skib der går på tværs af Suez-kanalen, der alle er med til at skabe livsverdener mens det er i bevægelse, sammen med "subjektet". Subjektet er i sig selv problematisk for mit argument, for det medskabes altid i forbindelse med andet - jeg tænker tit på biologi og begreber som fx ecology/økologi eller en sympoiesis frem for en autopoiesis - intet eksisterer i sig selv. Så man kan sige at livet gøres i fællesskab med andre livsverdener, derfor er det en praksis.

Jeg ville ønske at jeg kunne komme med flere uddybende og praktiske illustrationer, men min deadline er i dag og så har jeg påskeferie(ish). Så hvis der er ting som er uklare (det hele er rimelig meget skrevet ud fra min hukommelse) som stil gerne spørgsmål. Men jeg synes at vi, for en god ordens skyld, skal stoppe når landskampspausen er forbi. Viola fans - undskyld.

Wow, det er sådan et indlæg, man lige må genlæse en gang eller to, for at være sikker på at have forstået det.

Tak for udredningen, Old Bull.

Og ja, nu er landsholdspausen slut, Serie A har fuldt program nu på lørdag og vi vender således tilbage til normale tilstande her i tråden. Tak for lån - og tak for tålmodigheden.

God påske.

Og igen fungerer det bare ikke mod netop Genoa.

Nå, i det mindste er Crotone, Parma og Udinese ligeledes alle bagud.