Derfor vil jeg indtage radiotavshed her i tråden henover sommeren - og allerhøjest nøjes med at kommentere officielle udmeldinger om den nye træner samt de væsentligste spillerkøb og -salg.
Et døgn!... Et skide døgn fik man lov til at holde fri og forsøge at tanke lidt op efter en lang, mentalt udmagrende tid, før klubben prompte offentliggør ny træner. Jamen, tak for dét.
Okay, det blev så Gattuso. Ikke min favorit. Men heller ikke en aversion. Jeg havde håbet på - men nok inderst ikke rigtigt troet på - Sarri eller Spalletti. Og det blev så, som forventet, ikke en af de to herrer. Projektet og økonomien har formentligt spillet ind samtidig med, at de to S´er befinder sig på en hylde, der er en pæn tak højere, end viola kan nå op til.
Selvom Gattuso ikke når op på øverste hylde, er han nok den trænerkapacitet, som klubben pt. højest kan nå. På den næstøverste hylde - og bestemt højere oppe end de sidste par års Iachini, Prandelli og Montella. Og når man ikke kan få den, man ville have, må man acceptere den, man kunne få.
Så velkommen til Rino. Om ikke andet skal han nok få banket noget af den gejst, energi og disciplin ind i spillerne, som har manglet i (alt for) lang tid. Desuden man må trods alt have respekt for en mand, som har trænet Milan og Napoli med rimelig pæn succes. Og hvis han kan få viola op på (tilsvarende) 5. pladser, skal der ikke lyde ét eneste ondt ord herfra.
Hvad ansættelsen har af betydning for den sportslige strategi, eller om Rino er en del af en ny klubdefineret strategi, vides ikke.
Det eneste vi ved med sikkerhed, er, at Rino kommer fra Calabria. Akkurat ligesom Rocco. Og nogle gange er verden så simpel.
Nå, tilbage i skjul.
Ciao.