En hård fordrukken hyttetur i weekenden bragte tvivl om min deltagelse til gårsdagens kamp. Der er dog ikke noget, som en omgang tarteletter og nogle Århus-sæt på Bulle kan kurere, og jeg er allerhøjeste grad glad for, at jeg ikke gik glip af den oplevelse.
Vi kan vist alle blive enige om, at det var en gennemført smuk aften (bortset fra amøbernes hærgen). Sidst jeg har set AGF vinde en hjemmekamp i Superligaen, er ”sjovt” nok vores seneste hjemmesejr over BIF – helt tilbage til 3-0 sejren i september 2005.
Den uendelige række af mere eller mindre miserable hjemmekampe uden sejr er dog blevet glemt i en stund, da gårsdagens indsats giver os lov til at håbe på bedre tider.
Indstillingen og løbevilligheden var fremragende, og det er meget opløftende, at vi også spillemæssigt var BIF overlegne. Vi var ikke afhængige af ét kludemål (Kure) eller af ét one hit wonder (Tullberg) for at sikre os sejren.
Vi var dominerende i første halvleg – især i de første 30 min. Duncans mål var helt unødvendigt, og vi burde have sikret os en komfortabel føring ved pausen. I de første 10-15 min af anden halvleg ser det også ud til, at vi har brændt os helt ud i første halvleg. Vi mister i hvert fald initiativet i den periode, selvom BIF sjældent er farlige. Graulunds mål ændrer dog hurtigt på dette, og selvom BIF i højere grad er i boldkontrol lukker vi af og bør egentligt lukke kampen til 3-1.
Brøndby-kampen smagte en hel del af de gode gamle dage. Specielt intensiteten var høj, og selvom enkelte af vores spillere har nogle voldsomme aktioner, så vil jeg ikke sætte en finger på det. Det er jo for helvede Bubu, som vi spiller imod.
Vi kan vist alle blive enige om, at det var en gennemført smuk aften (bortset fra amøbernes hærgen). Sidst jeg har set AGF vinde en hjemmekamp i Superligaen, er ”sjovt” nok vores seneste hjemmesejr over BIF – helt tilbage til 3-0 sejren i september 2005.
Den uendelige række af mere eller mindre miserable hjemmekampe uden sejr er dog blevet glemt i en stund, da gårsdagens indsats giver os lov til at håbe på bedre tider.
Indstillingen og løbevilligheden var fremragende, og det er meget opløftende, at vi også spillemæssigt var BIF overlegne. Vi var ikke afhængige af ét kludemål (Kure) eller af ét one hit wonder (Tullberg) for at sikre os sejren.
Vi var dominerende i første halvleg – især i de første 30 min. Duncans mål var helt unødvendigt, og vi burde have sikret os en komfortabel føring ved pausen. I de første 10-15 min af anden halvleg ser det også ud til, at vi har brændt os helt ud i første halvleg. Vi mister i hvert fald initiativet i den periode, selvom BIF sjældent er farlige. Graulunds mål ændrer dog hurtigt på dette, og selvom BIF i højere grad er i boldkontrol lukker vi af og bør egentligt lukke kampen til 3-1.
Brøndby-kampen smagte en hel del af de gode gamle dage. Specielt intensiteten var høj, og selvom enkelte af vores spillere har nogle voldsomme aktioner, så vil jeg ikke sætte en finger på det. Det er jo for helvede Bubu, som vi spiller imod.
https://www.youtube.com/watch?v=Q5dWqGXqOkk
