"Højere og vildere" synes at være stemningen i landets fodboldorienterede medier, når snakken falder på AGF. Naturligvis med forskellige motiver, når Kenneth Emil, Morten Bruun eller David Nielsen er på banen.
Det er ikke så mærkeligt i betragtning af, at AGF helt fortjent og ganske overraskende har været det bedste hold i ligaen. Farum-syndromet blev nedkæmpet trods brændt straffespark og sen scoring imod og SIF blev udklasseret i en for lille 3-1 sejr, selvom de fik en redningsplanke med et mål ud af ingenting og en skade til Tingager.
Vi skal kun tilbage til august sidste år for at finde samme konklusion, men AGF har taget det en landsholdspause længere og stilen er anderledes med en ny træner. Allerede efter første landsholdspause ramte holdet en svagere periode resultat- og spillemæssigt i sidste sæson. I denne sæson er det blevet trukket en "landsholdspause" længere og spillet er bestemt ikke blevet dårligere. Derudover er der også et håb om, at Uwes succesformel var mere krævende, så holdet måske går knap så meget ned, som i de seneste sæsoner.
At AGF har været det bedste hold i de første 11 runder, gør os dog ikke til mesterskabskandidater (endnu). Der er kun spillet 1/3 af sæsonen, FCK og FCM kan blive bedre og trods en sejrsstime på otte kampe er AGF ingenlunde gået i udbrud. Der er også en del faremomenter for AGF.
Truppens styrke har været en generelt overraskelse og senest har vi med gode præstationer fra Yakob og Solbakken fået bekræftet, at bredden er god på visse positioner. Spørgsmålet er dog stadig, hvordan holdets niveau ser ud med fravær med formnedgang eller skader til profiler, som Tingager, Links, Arnstad og Bech. Tingagers fravær bliver den første test. Dalsgaard har været god på det seneste, men han har ikke været stamspiller og er blevet doseret til de rigtige minutter.
Truppen er også stadig særligt presset på venstre wingback, hvor det stadig er svært at se et brugbart alternativ til Links.
Niveauet har været højt i 9-10 kampe i streg, men der er også faremomenter hos nogle af de startende. Patrick Mortensen har været halvsvagt eller svagt siden sidste landsholdspause og JP viser ingen tiltro til alternativerne. Jesper Hansen har været god, men han giver returbolde på ALT. Det kan godt komme til at koste på et tidspunkt. På 10´er positionerne er præstationskurven fra Frederik Emmery og Sebastian Jørgensen heller ikke overbevisende.
På den lidt længere bane kan vintertransfervinduet godt blive lakrids. Det er et positivt problem, at Kristian Arnstad og Tobias Bech er mærkbare salgsobjekter, men også ikke desto mindre en udfordring, der kan være svær løse, hvis de sælges til vinter. Derudover er der mange stamspillere med udløb, hvis fremtid er uklar. Her tænker jeg ikke på pensionisterne (Hansen og Paddy) og lejesvendene (Carstensen og Jørgensen), men på NP, Kahl og Beijmo. AGF kan naturligvis insistere på, at de gennemfører deres kontrakter (det har de måske også interesse i), men der kan komme bud og lidt uro i den retning. Specielt Beijmo må være et varmt navn.
Programmet for slutningen af efteråret lægger i øvrigt også op en formnedgang: https://superstats.dk/hold/sason?id=13&vis=program&aar=2025%2F2026
Det er vel kun SønderjyskE hjemme, som ligner en "blød" kamp på papiret. Af en eller anden årsag har AGF i de sidste 3-4 sæsoner haft et let program efter vinterpausen. Min bekymring er dog ikke om vi taber på søndag i Brøndby. Det vil egentligt være logisk. Jeg er mere spændt på, hvordan holdet reagerer på svage indsatser/dårlige resultater.
Generelt er det præmaturt at melde AGF ind i mesterskabskampen. Det ligner den sædvanlige stammedans med krise i FCK-tråden, FCM, der har skiftet træner og et BIF-hold, som trods trænerfyring og profilsalg ikke kan afskrives.
I sidste ende går det som det plejer. Mesterskabet bliver med 90% sandsynlighed afgjort af marginaler mellem FCK og FCM i slutspillet. Så kan AGF og BIF fordele resten, hvis ellers de ikke laver en "Rösler" og taber niveauet helt.
Meget meget positiv er udviklingen dog for AGF. Spillet har været fremragende, man får positive afledte effekter i salgspotentiale og Top 6 er AGF næsten de facto sikret.
Det er ikke så mærkeligt i betragtning af, at AGF helt fortjent og ganske overraskende har været det bedste hold i ligaen. Farum-syndromet blev nedkæmpet trods brændt straffespark og sen scoring imod og SIF blev udklasseret i en for lille 3-1 sejr, selvom de fik en redningsplanke med et mål ud af ingenting og en skade til Tingager.
Vi skal kun tilbage til august sidste år for at finde samme konklusion, men AGF har taget det en landsholdspause længere og stilen er anderledes med en ny træner. Allerede efter første landsholdspause ramte holdet en svagere periode resultat- og spillemæssigt i sidste sæson. I denne sæson er det blevet trukket en "landsholdspause" længere og spillet er bestemt ikke blevet dårligere. Derudover er der også et håb om, at Uwes succesformel var mere krævende, så holdet måske går knap så meget ned, som i de seneste sæsoner.
At AGF har været det bedste hold i de første 11 runder, gør os dog ikke til mesterskabskandidater (endnu). Der er kun spillet 1/3 af sæsonen, FCK og FCM kan blive bedre og trods en sejrsstime på otte kampe er AGF ingenlunde gået i udbrud. Der er også en del faremomenter for AGF.
Truppens styrke har været en generelt overraskelse og senest har vi med gode præstationer fra Yakob og Solbakken fået bekræftet, at bredden er god på visse positioner. Spørgsmålet er dog stadig, hvordan holdets niveau ser ud med fravær med formnedgang eller skader til profiler, som Tingager, Links, Arnstad og Bech. Tingagers fravær bliver den første test. Dalsgaard har været god på det seneste, men han har ikke været stamspiller og er blevet doseret til de rigtige minutter.
Truppen er også stadig særligt presset på venstre wingback, hvor det stadig er svært at se et brugbart alternativ til Links.
Niveauet har været højt i 9-10 kampe i streg, men der er også faremomenter hos nogle af de startende. Patrick Mortensen har været halvsvagt eller svagt siden sidste landsholdspause og JP viser ingen tiltro til alternativerne. Jesper Hansen har været god, men han giver returbolde på ALT. Det kan godt komme til at koste på et tidspunkt. På 10´er positionerne er præstationskurven fra Frederik Emmery og Sebastian Jørgensen heller ikke overbevisende.
På den lidt længere bane kan vintertransfervinduet godt blive lakrids. Det er et positivt problem, at Kristian Arnstad og Tobias Bech er mærkbare salgsobjekter, men også ikke desto mindre en udfordring, der kan være svær løse, hvis de sælges til vinter. Derudover er der mange stamspillere med udløb, hvis fremtid er uklar. Her tænker jeg ikke på pensionisterne (Hansen og Paddy) og lejesvendene (Carstensen og Jørgensen), men på NP, Kahl og Beijmo. AGF kan naturligvis insistere på, at de gennemfører deres kontrakter (det har de måske også interesse i), men der kan komme bud og lidt uro i den retning. Specielt Beijmo må være et varmt navn.
Programmet for slutningen af efteråret lægger i øvrigt også op en formnedgang: https://superstats.dk/hold/sason?id=13&vis=program&aar=2025%2F2026
Det er vel kun SønderjyskE hjemme, som ligner en "blød" kamp på papiret. Af en eller anden årsag har AGF i de sidste 3-4 sæsoner haft et let program efter vinterpausen. Min bekymring er dog ikke om vi taber på søndag i Brøndby. Det vil egentligt være logisk. Jeg er mere spændt på, hvordan holdet reagerer på svage indsatser/dårlige resultater.
Generelt er det præmaturt at melde AGF ind i mesterskabskampen. Det ligner den sædvanlige stammedans med krise i FCK-tråden, FCM, der har skiftet træner og et BIF-hold, som trods trænerfyring og profilsalg ikke kan afskrives.
I sidste ende går det som det plejer. Mesterskabet bliver med 90% sandsynlighed afgjort af marginaler mellem FCK og FCM i slutspillet. Så kan AGF og BIF fordele resten, hvis ellers de ikke laver en "Rösler" og taber niveauet helt.
Meget meget positiv er udviklingen dog for AGF. Spillet har været fremragende, man får positive afledte effekter i salgspotentiale og Top 6 er AGF næsten de facto sikret.
https://www.youtube.com/watch?v=Q5dWqGXqOkk