Jeg har altså en svaghed for Lind. Han er lige præcis den angriber jeg kunne tænke mig, at vi havde. Høj, stærk, relativ hurtig og så har han både teknik og overblik. Han gav virkelig forsvaret og i særdeleshed Dalsgaard problemer i dag.
Kampen i dag var lidt en gentagelse af sidste kamp mod dem, hvor det var meget taktisk til at starte med, men så løsnede op og vi fik skabt de chancer der skulle til efter en hektisk slutspurt.
Vi prøvede dog igen og igen det samme og især Links har sin andel af skylden for, at vi spillede for langsomt. Jeg må også indrømme, at FCN havde et par store spillere, hvilket jeg ikke havde forventet. Deres ork af en agriber de skiftede ind i anden halvleg og ham de havde i forsvaret, gav PM rigeligt modstand og PM var virkelig svær at spille bolden op på, så vi blev nødt til at finde andre løsninger, hvilket heldigvis lykkedes. Bech var en nøglefigur her.
Igen sad jeg på A6, lige ved siden af bænken og kunne høre JP skråle ind til sine spillere. Sjovt at høre ham korigere formationen undervejs, hvor han lagde NP ned i forsvaret ved siden af Dalsgaard i en flad 4-back kæde. Det skete relativt tidligt i kampen, men var med til at stabilisere tingene og samtidig gav det NP muligheden for at løbe ind i mellemrummene.
FCN havde dog også sine muligheder og Jesper Hansens redning i første halvleg på friløberen var lige så vigtig som Emmerys mål. Fedt at se respekten for Emmery, hvor FCN straks dækkede op med to mand på ham, mens de kun gav Links og Kahl én mand. FCN virkede tilfredse med, at vi slog indlæg fra backen, hvilket da også viste sig at være svært i dag. Det var først da Emmery prøvede noget andet end det vi havde prøvet på i hele kampen, at det gav pote. Stor kadeau til ham for at blive ved med at prøve, selvom hovedparten af driblingerne ikke endte godt.
En sjov lille detalje fra kampen i øvrigt. Det var tydeligt i Beijmo og Carstensens kommunikation, at Beijmo var øverst i hierarkiet. Han dirigerede hele tiden med Carstensen og senere også med Dalsgaard, da han kortvarigt lagde sig ind centralt. Jeg håber vi forlænger med svenskeren. Det var også Carstensen der fik skideballen af JP, da Carstensen og Beijmo lavede rav i den efter 22 min, hvor de kom til at snakke forbi hinanden, hvilket resulterede i, at Beijmo gik i højt pres på trods af, at han var bagerst af de to, mens Carstensen halsede efter FCN-spilleren, der lavede overlap. Det kunne have resulteret i en stor chance, hvis FCN havde været skarpere. Det var dog helt klart Beijmos fejl, hvilket dog i stedet blev til Carstensens.