Det blev worst case med forsvaret og derfor må man antage, at vores Top 6-håb mere eller mindre bliver begravet i eftermiddag. To sejre mod de direkte konkurrenter i OB og AaB kan måske være nok, men det bliver også ret svært med tanke på, at de må antages at være bedre end Hjørring og AGF måske stadig mangler det meste af forsvaret.
Sebastian Hausner som David hidtil ikke har vist nogen tro på er eneste kampklare midterstopper og det bør koste dyrt i en Superligakamp. Spørgsmålet er hvem, der skal spille ude af position ved siden af Hausner? Det bedste bud er Jens Stage i mine øjne. Adama Guira kan slet ikke heade og Munksgaard bør holdes på højreback, så vi ikke spiller med for mange spillere ude af position.
Min største bekymring er nok heller ikke, at vi taber i dag og/eller misser Top 6. Ovenpå de to sejre mod SønderjyskE og EfB var jeg helt sikker på, at vi ikke ville kunne komme i nedrykningsfare. Det tror jeg stadig ikke, at vi gør, men jeg er kommet i tvivl med udsigten til et langvarigt fravær af både Tingager og Backman.
Jeg bliver skuffet, hvis ikke Daniel Thøgersen får et par kampe på venstreback, mens Højer er i karantæne. Han så solid i træningskampene og David har udtalt, at han pressede på for spilletid. Dilemmaet står dog primært om Sebastian Hausner. Han kan forhåbentligt klare sig nogenlunde. Ellers må man kritisere trupsammensætningen.
Jeg synes, at tre etablerede navne og et ungt talent, som man tør bringe i spil er fornuftigt til midterforsvaret. Ligningen går dog ikke op, hvis ikke træneren tør bringe den unge midterstopper i en situation som den vi står i. Så er truppen simpelthen ikke bred nok i forsvaret.
Offensivt er Tobias Sana angiveligt kommet sig over sin skade, hvilket er lidt overraskende ovenpå meldinger i løbet af ugen. Her lød det til, at han ikke blev klar til weekenden. Hvorvidt han starter afhænger nok af tilstanden. Ovenpå vinterpausen ville jeg have forslået at bringe Toutouh. Det ville være helt oplagt. Indsatsen mod Haderslev og FCM rykker dog på min opfattelsen. Et ramponeret forsvar og en sandsynlig nulbon som 10´er er godt nok skidt. Dermed ikke sagt, at man helt skal opgive Toutouh endnu, men han ligner ikke en spiller, der kan bidrage positivt i en kritisk situation. Omvendt er det selvfølgeligt nu, at han skal gribe chancen.
Jeg ved ikke rigtigt, hvad vi skal forvente af eftermiddagens kamp Defensive problemer og en rigtig svær kamp er vel det mest sandsynlige. Med de mange point som midterholdene skraber sammen, er vi pressede til at hente 6-7 points (nok 7) i de sidste tre kampe, hvis vi skal i Top 6. Det har vi ikke ret gode forudsætninger for med situationen i forsvaret.
https://www.youtube.com/watch?v=Q5dWqGXqOkk