Nu hvor sammenligningen med Glenn bliver bragt på banen, så lad mig lige addressere den først:
Problemerne med Glenns spillestil var jo, at man gik fra en boldbesiddende Wieghorst-stil over til en meget mere direkte filosofi, der enten bestod i at køre kontra eller slå en lang bold op og håbe på det bedste, hvilket oftest betød, at vi havde en mand som Dunkan, som blev isoleret på toppen. Det viste sig at være effektivt i starten, men da det hurtigt blev gennemskuet af vores modstandere, havde Glenn intet modtræk. Han formåede ikke at udvikle offensiven, der fik lov at sejle. Vi så jo til tider helt fortabte ud, når vi havde bolden på modstanderens banehalvdel. Der var ingen indstuderede løb fra de offensive spillere og i stedet forsøgte man at slå den op på Dunkan i håb om at en nedfaldsbold ville dumpe ned til en af vores spillere. Det er trods alt ikke tilfældet med DN. Selvom vi ikke skaber chancer på samlebånd, så er der jo en klar tankegang og især Ankersen sprudler jo under spillestilen. Der mangler ikke ideer, selvom udførelsen stadigvæk halter en del.
I forhold til det med det de mange uafgjorte, så er det nok mere vigtigt for vores selvforståelse/tillid end vi lige går og tror. Den fornemmelse man har inden en kamp, har jo i årevis været, at man da håber på en sejr, men at et nederlag er lige så sandsynligt. Nu er det mere, at vi håber på en sejr, men at vi nok altid kan hive en uafgjort hjem. Og det gør vi. Mod Esbjerg spillede vi sørgeligt og fortjente nok nederlaget, men er et straffespark fra at hive sejren hjem alligevel. Mod OB spillede vi os fortjent foran 2-0, men går så helt i stå, men alligevel skulle der et tvivlsom straffespark imod os for at vi mistede de tre point. I går taber vi point på, at vi brænder et par store afbrændere. Men vi får point og vi taber ikke. Det er en altafgørende forskel for mig i hvert fald. Jeg savner dog selvfølgelig også en sejr - det er klart!
Problemerne med Glenns spillestil var jo, at man gik fra en boldbesiddende Wieghorst-stil over til en meget mere direkte filosofi, der enten bestod i at køre kontra eller slå en lang bold op og håbe på det bedste, hvilket oftest betød, at vi havde en mand som Dunkan, som blev isoleret på toppen. Det viste sig at være effektivt i starten, men da det hurtigt blev gennemskuet af vores modstandere, havde Glenn intet modtræk. Han formåede ikke at udvikle offensiven, der fik lov at sejle. Vi så jo til tider helt fortabte ud, når vi havde bolden på modstanderens banehalvdel. Der var ingen indstuderede løb fra de offensive spillere og i stedet forsøgte man at slå den op på Dunkan i håb om at en nedfaldsbold ville dumpe ned til en af vores spillere. Det er trods alt ikke tilfældet med DN. Selvom vi ikke skaber chancer på samlebånd, så er der jo en klar tankegang og især Ankersen sprudler jo under spillestilen. Der mangler ikke ideer, selvom udførelsen stadigvæk halter en del.
I forhold til det med det de mange uafgjorte, så er det nok mere vigtigt for vores selvforståelse/tillid end vi lige går og tror. Den fornemmelse man har inden en kamp, har jo i årevis været, at man da håber på en sejr, men at et nederlag er lige så sandsynligt. Nu er det mere, at vi håber på en sejr, men at vi nok altid kan hive en uafgjort hjem. Og det gør vi. Mod Esbjerg spillede vi sørgeligt og fortjente nok nederlaget, men er et straffespark fra at hive sejren hjem alligevel. Mod OB spillede vi os fortjent foran 2-0, men går så helt i stå, men alligevel skulle der et tvivlsom straffespark imod os for at vi mistede de tre point. I går taber vi point på, at vi brænder et par store afbrændere. Men vi får point og vi taber ikke. Det er en altafgørende forskel for mig i hvert fald. Jeg savner dog selvfølgelig også en sejr - det er klart!