Jeg så kampen med mindre end et halvt øje i dag, da jeg var derude med mine to drenge og selvom jeg altid er stædig med at blive til slutfløjtet, så gav jeg efter i dag og lod mig overtale til at smutte tidligt. Der stod jo Viborg på alting efter vores mål, som det jo er for vane, når vi har det resultat vi gerne vil have. Jeg var ellers lettere optimistisk da jeg så startopstillingen, der indeholdt både Munksgaard og en spændende offensiv trekløver med Andersson, Grønbæk og Kurminowski. Desværre ødelagde en skade Munkens chance for at bide sig fast på højreback og Kurminowski skulle nok have headet det indlæg ind, som han fik muligheden for tidligt i kampen.
Der var god energi og ideerne var heller ikke helt dumme - inden målet. Efter målet lod man Viborg få bolden meget og de burde nok have vundet kampen i dag.
Når vores spillemæssige koncept fejler, viljen kun er der noget af tiden og vi ikke har nogen spidskompetencer i forhold til de andre hold i nedrykningsspillet (såsom fysisk overlegne spillere, tekniske genier, dødbolde eller nogen der kan sparke udefra og rent faktisk gør det), så synes jeg efterhånden det begynder at se lidt kritisk ud.
Men vi er trods alt stadigvæk 10 point foran Vejle på 11. pladsen og det er mange point at skulle hente. Jeg ville være noget mere nervøs, hvis jeg var fan af FCN eller OB, som begge også har spillemæssige problemer. FCN har svært ved at skabe store chancer og når de får dem, så omsættes de ikke. OB har jeg lidt svært ved at greje, men virker til at være meget afhængige af individualister, som Jebali og Sabbi, der skal ramme dagen. Vejle skal nok også få sine problemer med nogle af de andre hold, selvom de vinder kampen i dag, men det er et spøgelse vi ikke kan undgå at tænke på i hvert fald. Det ville nok være meget fint dog, hvis vi ikke skulle møde Vejle lige med det samme. De må gerne lige komme ned på jorden igen inden :)