Sebastian Hausner, Nicolai Poulsen, Mikael Anderson og Albert Grønbæk - de hører umiddelbart alle til i vores startopstilling, (selvom jeg dog godt kunne tænke mig at se Frederik Tingager tilbage på holdet).
Alle fire har karantæne mod Vejle. Jeg frygter lidt for den kamp. Faktisk nok meget endda. Kan ikke umiddelbart se, hvordan vi skal strikke en midtbane sammen, der ikke blot giver motorvej ad libitum for de røde.
Og jeg ved godt, at mit fandenvægmaleri ikke just vinder voldsomt gehør her på kanalen. Men taber vi den kamp, er vi kun syv point foran Vejle med ni kampe igen.
Her kommer jeg til at tænke på Randers og 2010. Som jeg husker det, høstede Randers markant flere point end os netop på syv kampe.
Ja, en nedrykning kræver ikke kun Vejle-succes. Striberne og tigrene skal også til at tage sig sammen, hvis de skal forbi os.
Men efter at have travet hjem fra stadion i går har jeg altså fået forøget knas med maven.
Er jeg virkelig den eneste, der har det sådan? Kan vi risikere en Fredberg-indsats de næste ni kampe? Bundu og Dagur er mentalt rejst videre. Vores backs kan meget mere, end de viser lige nu, men hvad dælen nytter det?
Vi mangler en frontangriber til at score mål. Den gode polak prøver og prøver, men han får sgu heller ikke ligefrem det bedste materiale at arbejde med.
Jeg tror desværre, at Patrick Mortensen er færdig. Det ligner ham ikke at være så åbenmundet tøsefornærmet, og det giver mig en idé om, at vores åhh så harmonisk beskrevne omklædningsrum knirker en anelse i kanterne.
Mortensen agerer på ingen måde kollegialt overfor sin angrebskollega. Han skal naturligvis ikke være tilfreds med en bænkeplads, men man kan godt være skuffet og samtidig anerkende sin holdkammerat. I hvert fald i min verden.
En sejr over Vejle i næste kamp, og så skal jeg nok stikke nedrykningsfrygtpiben ind. Men skulle vi tabe der, begynder jeg for alvor at se sort på det hele.