@Moller - ja, jeg er en sortseer. Men som en gråskægget herre har jeg desværre også gang på gang fået bevist, at AGF kan være en uforudsigelig størrelse på den ikke særlig hensigtsmæssige måde.
Efter min mening er vi ikke gode under pres. Netop på grund af vores teoretiske status som topklub i Danmark manifesterer det sig ofte i panikløsninger og apati, når det først begynder at gå galt.
Jeg ved godt, at jeg gentagne gange har hevet 2010-mareridtsoplevelsen frem fra den negative skattekiste. Men efter at have fulgt AGF i snart 40 år, vil jeg også hævde, at den slags scenarier ikke er urealistiske, hvad en mulig gentagelse angår.
Det leder mig hen til vores trænersituation. På den ene side er jeg efterhånden ved at være temmelig bekymret over den fodboldmæssige værktøjskasse, David Nielsen, i hvert fald i pressen, præsenterer som løsningen på vores problemer. "Fuld gas AGF-style" ser ikke ud til at virke særlig godt længere.
I mine øjne er det også tydeligt, at vi ikke længere har hjælpetrænere med en strategisk og taktisk forståelse, der gav understøtte David Nielsens fantastiske evner som motivator og indpisker.
Nu har jeg ikke selv været på træningsbanerne såvel som i analysemaskinrummet, men jeg frygter lidt, at vores nuværende stab omkring David Nielsen ganske enkelt ikke har de egenskaber, der gør vores samlede træningsindsats komplet.
Det kan være, at Ruben Selles og efterfølgende Lars Friis blot har været gode suppleanter til David Nielsen. Men noget siger mig, at deres egenskaber faktisk var været råmaterialet til vores samlede fundament.
Efter de forlod AGF, har de umiddelbart haft nogenlunde succes i deres respektive nye jobs. Især Lars Friis må siges at have gjort det godt.
Derfor frygter jeg også en situation, hvor man kører David Nielsen på skafottet uden at have en permanent ekstern afløser klar.
Jeg tror ganske enkelt ikke, at klubben kan komme helskinnet gennem foråret med en vikar og da slet ikke med én af vores nuværende assistenttrænere ved roret.
Så at fyre David Nielsen her og nu er ikke noget, der huer mig. Skal han skiftes, skal de ske efter sæsonen, hvor vi forhåbentlig har tiltusket os en ny billet til førsteklasse.
Omvendt kan jeg ikke se, at han lige nu er i stand til at få os ud af dødvandet. Vi spiller ganske enkelt helt ad helvede til og virker ofte til nærmest at være bange for bolden. Især hvis vi heldigt eller semiheldigt er kommet foran.
På papiret har vi en kompetent (og temmelig dyr) trup. Faktisk nok den bedste, vi har haft i dette årtusinde. Derfor er temmelig gruopvækkende, at vi ikke er i stand til at skabe et hold, der hænger bedre sammen. Vi bliver nærmest dårligere kamp for kamp, hvilket ikke giver nogen mening set med mine (læse)briller.
Med andre ord står vi i en catch-22 (faktisk endda en catch-23, undskyld Joseph Heller). At fyre David Nielsen og sætte én af vores assistenter til at styre skibet er jeg temmelig loren ved. At hente en vikar ind for resten af sæsonen i det håb, at han kan få sat skik på det hele er jeg lige så loren ved. Og at fremtrylle en ny permanent stjernetræner kan jeg ikke lige se ske. Skulle det ske, kan jeg heller ikke se, hvad vedkommende kan gøre her og nu for at vende skuden (kliché, om forladelse).
Så hvad dælen skal vi gøre? Hvad synes I andre kyndige medfans vil være den bedste løsning her og nu?