Jeg gad godt se en ny træner og et nyt assistenthold, hvor Nicklas Backmann får en fremtrædende rolle som assistent.
Har Backmann nogen dokumenteret trænererfaring eller nogen former for kendte kompetencer? Jeg gad virkelig godt at se en træner og et par assistenter, hvor der ikke er klubfølelser eller vennetjenester indblandet i ansættelserne.
Jeg tror, at vi alle havde håbet, og nok også troet, at Davids tid i AGF ville slutte mere lykkeligt, men når det er sagt, så er fyringen selvfølgelig på sin plads, uagtet hvor meget af skylden man ønsker at tilskrive Bjørnebye. 13 kampe uden sejr er uacceptabelt for ethvert hold. Ikke bare for store klubber, men for alle hold, alle steder, i alle ligaer.
Men med sin facon og med den flot håndterede afsked kommer de seneste 13 kampe, eller de seneste 12-15 måneder (?), ikke til at skæmme Davids ry og rygte i Aarhus. Han har været en klubbens mand, han har givet liv og sjæl for AGF og han har forbundet klubben til byen på en måde, som man ikke har set i årevis. Sidste sommer så jeg to meget fashionable teenagepiger komme gående ad Ryesgade, mens de sang "
I troed´ vi var døde og boorteee" - måbende stod jeg tilbage og tænkte, at det nok aldrig var sket under Åkeby, Tryllerik eller Proces-Glenn. Det skete, fordi David fik AGF og Aarhus til at være i symbiose i en periode.
Kan vi få ligeså gode resultater under en anden træner? Ja, det kan vi givetvis godt. Jeg tænker godt, at Brian Priske, Ruben Selles eller Kent Nielsen kan skabe noget nyt og smukt i Aarhus. Det er jeg faktisk ikke i tvivl om. Men er ikke nødvendigvis ligeså sikker på, at der kan blive skabt den samme samhørighed mellem AGF og Aarhus, som David skabte i en kort årgang. Mindre kan også gøre det. Resultaterne kommer i sidste ende først, og de skal nok komme igen.
Hvem håber I på som næste træner?
Poya Asbaghi lyder lidt som en lottokupon. Flot CV med Barnsley og IFK Göteborg, men han rykkede altså ned med Barnsley, og selvom Championship godt nok er en kompetitiv liga, så borger det ikke ligefrem for den ønskede kvalitet. Han ligger med et pointsnit på 1.43 point per kamp i sin trænerkarriere, men de tal er trukket voldsomt op af et 1.83 snit i andendivisionsklubben Dalkurd og et 2.13 snit som Svensk U/21 landstræner. I hans to store cheftrænerjobs som seniortræner i klubber hos Barnsley og IFK, ligger han på henholdsvis et 0.79 og 1.33 snit per kamp. For at sige det ret klart, så er det simpelthen ikke en træner, vi bør gå efter. Desværre lyder han som lige præcis sådan en træner, som Bjørnebye kunne blive forelsket i - en ung træner med et par store klubber på CV´et og et lidt eksotisk navn. Nej tak.
Jeg er lidt vild med idéen om Ruben Selles i AGF, men jeg tror ikke, at det er specielt realistisk. Kan det lade sig gøre, bør man dog forsøge sig med det, synes jeg. Manden er åbenlyst en fremragende fodboldhjerne, hvilket han beviste i sin tid hos os under David, hvorfor han også nu er i FCK. Kan vi være den klub, som starter hans trænerkarriere, så er det en chance, som vi bør forfølge. Omvendt er jeg lidt loren ved det faktum, at
hvis vi skulle få ham som træner, og
hvis han i det tilfælde skulle ske at lykkes med sit projekt, så vil det givetvis være en meget, meget stakket frist, for så vil der pludselig stå andre klubber klar til at snuppe ham fra os, og så vil det første cheftrænerjob pludselig bare være et springbræt til større - ligesom hans rolle som assistent i AGF blev et springbræt til rollen i FCK. Jeg ønsker mig en træner, som kan bygge noget stabilt op over mange år.
Netop derfor håber jeg nok mest på, at rygterne om Brian Priske er sande. Manden er gennemsympatisk, han er rolig og velovervejet i medierne, han kender Superligaen og har, så vidt jeg ved, et rigtig, rigtig godt ry i dansk fodbold. Vigtigst af alt, så har han bevist sig i Superligaen. Samtidig vil han i kraft af sin historik have den fornødne autoritet og anciennitet til at man ikke bare lige fyrer ham som det første, hvis resultaterne ikke er der. Vi har brug for kontinuitet, og hvis Priske kan finde på at sige ja til at blive træner i AGF, så tror jeg ikke nødvendigvis, at det er for at tage skridtet til udlandet lige med det samme igen. Han er stadig ikke nogen gammel træner og har en lang trænerkarriere foran sig.