Jeg havde lige brug for at få et overblik over hvad David Nielsen fik udrettet i AGF, så jeg har lavet en opsummering af en slags. Der er sikkert glemt/overset nogle ting, så tilføj gerne. Den er lavet mest for min egen skyld, da jeg har det med at blande årstal sammen, men jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne dele den med jer, hvis det har interesse for nogen.
2017/2018
Prominente afgange/tilgange:
Spillere:
<< Duncan, Stephan Petersen
>> Højer, Blume, Pusic
Stab:
<< Glenn Riddersholm, Lars Friis
>> David Nielsen, Ruben Selles
DN blev ansat d. 30.09.2017, dagen efter vi vandt 5-1 over Helsingør, som afløser for Glenn Riddersholm, som vi længe var kørt surt i. Glen havde Lars Friis som assistenttræner på det tidspunkt. Han stoppede kort efter Glenns fyring for at blive træner i Brentford.
David Nielsens første kamp var mod sin gamle arbejdsgiver, Lyngby. Vi stillede op med Junker på top i en ny 4-2-3-1 opstilling og der blev skabt rigeligt med chancer, men vi endte med at tabe 0-2. Herefter skiftede vi til 4-4-2 i kampen efter, som var det Glenn spillede, så det var formentlig et spørgsmål om, at gå tilbage til noget spillerne kendte. Alligevel endte vi med at tabe 4-0 til FCK.
Faktisk tabte DN sine første fire kampe med en målscore på 1-11 og vi skulle vente til midten af November før der kom hul på bylden, da vi vandt 3-1 over Silkeborg, hvor Bundu kom ind og scorede to.
Efter nytår (Januar 2018) kom Ruben Selles til og vi fik hentet nogle spillere, som senere blev afgørende for vores succes. Første indkøb var dog Martin Pusic, som ikke satte det store aftryk og også røg videre igen et halvt år efter. Casper Højer og Bror Blume fik til gengæld sat deres aftryk og var med til, at sæsonen ikke blev en fiasko. Vi missede godt nok top6, men vi fik spillet os i Europa League playoff finalen, hvor vi dog tabte 4-1 til FCK.
Slutplacering: 7. plads
2018/2019
Prominente afgange/tilgange:
<< Sommer: Jovanovic, Junker
<< Januar: Kanstrup, Dino, Spelmann
>> Januar: Grabara, PM, Tingager
Sæsonen 18/19 startede med svære betingelser, da både Jovanovic, Pusic og ikke mindst Junker blev solgt og kun erstattet sent af Whalley, Mmaee og Toutouh. Måske de dårligste 1-1 handler foretaget i AGF nogensinde. Samtidig forlod DAP, Alexander Juel og Frederik Møller os på fri transfers. På det tidspunkt var Højer og Blume dog faste startere, så sidstnævnte afgange blev ikke savnet, men manglen på en angriber var igen igen et problem. På trods af svære betingelser startede sæsonen stærkt ud med point i de første 8 kampe og kun ét nederlag i de første 13. Herefter tabte vi så til FCK, Randers, Brøndby og Horsens, men sluttede efterårssæsonen fint af, trods de svære betingelser. Denne sæson var også sæsonen, hvor den velkendte 4-3-3/4-1-4-1/4-1-2-3-1 (kært barn har mange navne) genopstod og for alvor fik fat. Vi havde forsøgt os med den i Europa League playoff kampene også, hvilket nok havde givet DN blod på tanden.
Sommerens fejlede transfervindue blev rettet op på i Januar-transfervinduet, hvor Tingager, Grabara og Patrick Mortensen kom til, samt også Munksgaard. I det vindue blev der ryddet godt op i truppen og både Kanstrup, Dino Mikanovic og Spelmann røg alle ud. Dermed var over halvdelen i start-11´eren fra David Nielsens debutkamp væk. Et halvt år efter røg Sana og Guira, så kun Juelsgaard, Amini og Jakob Anksersen overlevede.
Vi sluttede mellemspillet af med at blive det klart bedste hold af de dårligste hold og kvalificerede os til semifinalen efter en samlet sejr over AaB, men mødte derefter Randers, som slog os over to kampe.
Slutplacering: 8. plads
2019/2020
Prominente afgange/tilgange:
Spillere:
<< Stage, Sana
>> Jon, Diks (lån), Links
Stab:
>> Lars Friis vendte tilbage som assistenttræner
David Nielsens aftryk på holdet blev større og større og det kulminerede alt sammen i 19/20 sæsonen, hvor låneaftalen/indkøbet af Diks og Thor sad lige i skabet. Thor, Ankersen og Bundu var blandt de bedste wings i ligaen i den sæson med 22 mål imellem sig og januar-signingen Patrick Mortensen blev endda topscorer. Især Bundu var helt flyvende med 8 mål og 10 assists i grundspillet. Starten på sæsonen var dog ikke helt uden slinger, da de første fire kampe kun bød på ét sølle point, men en god periode på otte kampe uden nederlag fulgte. Vi endte 3´er i grundspillet og fik hele 17 point i slutspillet, kun matchet af de suveræne mestre fra Herning. Det var også sæsonen, hvor vi lavede ny stadionrekord, der ikke bliver brudt lige foreløbigt, da 22.175 overværede kampen, hvilket var et par eller tre tusind mere end det tilladte. Selvfølgelig tabte vi foran så flot et fremmøde, da Silkeborg slog os 4-3. Med til historien er dog, at indgangen var gratis. Når vores nye stadion er færdig i 2099 eller deromkring, kan vi potentielt set slå rekorden, da der skulle være plads til 20.000, men med mulighed for at udvide til 24.000 inkl. ståpladser.
Prikken over i´et i sæsonen var da vi for tredje gang i træk røg i finalen i Europa League playoff. Tredje gang blev lykkens gang, da vi trak os sejrsrige ud af finalen mod OB og Europa var nu indenfor rækkevidde for første gang siden 2012, hvor vi røg ud til Dila Gori.
Slutplacering: 3. plads
2020/2021
Prominente afgange/tilgange:
Spillere:
<< Ankersen, Bundu, Amini (januar)
>> Patrick Olsen, Jevtovic, Grabara
Stab:
>> Morten Karlsen ansat i august 2020
<< Ruben Selles afgang juli 2020
<< Lars Friis stoppede i januar 2021
Sæsonen startede dårligt, først med præsentationen af Jevtovic d. 1 august, som vi dog på det tidspunkt ikke anede ville blive så stort et flop. Dernæst blev først Ankersen fritstillet og skiftede til Esbjerg, hvorefter Bundu så røg dagen efter til Anderlecht i en større millionhandel. Dermed var 2/3 af vores farlige wings væk og erstattet med en ukendt Serber, samt en Sydafrikaner i Links, som var kommet ind året før, men som tydeligvis manglede tid til at finde sig til rette - noget han fortsat ikke gør, vil nogen mene. Både Jevtovic og Links startede dog sæsonen ud i fin manér med en assist hver i hjemmesejren over Vejle, men det skulle vise sig at være Jevtovic´ første og eneste assist for os (i ligasammenhæng). Oveni tabet af nogle af vores vigtigste spillere, røg vi så også ud til Mura, efter et ydmygende 3-0 nederlag. Det var ikke mange koefficientpoint vi bidrog med og alt det hårde arbejde med at kvalificere os til Europa virkede spildt.
Vi svarede dog godt igen med en fin uafgjort ude mod Randers i den næste kamp og vi skulle da også hen til sjette spillerunde før vi fik vores første nederlag i ligaen, da vi tabte hjemme til FCK. Vi fik dog revanche over FCK, da vi endte over dem efter grundspillets 22 kampe, hvor vi endte med kun at tabe fire kampe som kastede en flot tredjeplads af sig. FCK skiftede dog gear og fik 20 point i de næste 10 kampe, mens vi kun fik 10, så vi endte på en fjerdeplads, hvilket var hæderligt, trods alt. Skuffende var det dog, at de åbenlyse mangler på holdet ikke blev addresseret helhjertet. Arzani og Mathias Jørgensen kom til i et desperat forsøg på at lukke hullerne, men selvom Patrick Mortensen og Thor gjorde, hvad de kunne og næsten matchede forrige sæsons måltotal, så manglede der mål fra andre. Faktisk var Diks vores tredjemest scorende spiller i denne sæson, mens Grønbæk også bød sig til med fem mål. De mange mål og assists fra Bundu og Ankersen gjorde ondt at undvære i sidste ende. Havde vi holdt det flotte pointsnit i slutspillet fra sæsonen inden, så var vi endt på tredjepladsen igen. Vi rundede dog sæsonen fint af igen med at vinde over AaB på straffespark i kampen om at kvalificere sig til Conference League.
Slutplacering: 4. plads
2021/2022
Prominente afgange/tilgange:
Spillere:
<< Højer, Blume, Patrick Olsen (januar)
>> Mikael Anderson, Kahl, Kurminowski, Jesper Hansen, Bisseck (lån)
Stab:
>> Dave Reddington (Juni 2021)
<< Karlsen (Dec 2021)
>> Kenneth Dokken (Januar 2022)
I jagten efter en fastholdelse af sportslig succes og top6, måske endda medaljer, gik vi all-in på spillerfronten i sommeren 2021 med en ny sportsdirektør i form af Stig Inge Bjørnebye. Mikael Anderson, Kahl, Jesper Hansen og Kurminowski kom til for næsten €5mill, hvilket er det højeste beløb vi har brugt i et transfervindue nogensinde. Det var dog også nødvendigt at bruge penge, da vi mistede både Højer og Diks og lod Blume gå, mens Jevtovic listede ud af bagdøren. Højers erstatning skulle have været Kahl, som blev købt for over det dobbelte af hvad vi fik for Højer, mens Diks´ afløsere skulle findes i D´Alberto, med Lund som backup til denne. Også dieselmotoren Brandhof blev hentet ind til midtbanen, hvor der også blev lavet låneaftaler med Bundu og Bisseck. Wingsene burde dermed altså være på plads med låneaftalen af Bundu, samtidig med at man fik forstærket sig i angrebet. I hvert fald på papiret. I mellemtiden var Bundu dog blevet en skygge af sig selv, Kurminowski passede skævt ind og oveni alt det, begyndte vi pludselig, tre kampe ind i sæsonen og efter to nederlag til Larne, at spille 3-4-3 i 2-1 nederlaget til Randers. Efter yderligere fem kampe og kun fire point blev den opstilling kastet på porten og vi gik tilbage til 4-3-3 mod Silkeborg, hvor vi noget overraskende vandt 2-0. 12 point de næste otte kampe gjorde, at vi øjnede håb for at nå med i top6 og en heldig 3-2 sejr mod Sønderjyske i forårspræmieren forstærkede det håb, især da vi i vinterpausens træningskampe havde banket mål ind på samlebånd. Det skulle dog vise sig at være startskudet til én lang nedtur, hvor vi godt nok fik scoret to mål pr. kamp i de næste tre kampe derefter, men til gengæld også lukkede tre ind hver gang. Håbet om top6 levede lidt endnu, inden det sidste 3-2 nederlag, da konkurrenten til top6, Silkeborg tabte hjemme til Brøndby, men da vi selv tabte hjemme til FCN og kunne se frem til en udekamp i Brøndby og en kamp mod Viborg, så var det skib sejlet. Noget overraskende fik vi faktisk to uafgjorte i de to sidste kampe, men det var langt fra nok til top6.
Efter top6 glippede, tænkte de fleste af os nok, at målet så måtte være at holde fast i førstepladsen i nedrykningsspillet, for at kvalificere os til Conference League playoff, som vi jo har haft for vane at være indblandet i under David Nielsen. Da vi spillede 0-0 hjemme mod Vejle og 2-2 ude mod FCN var det nok de færreste af os, der havde gættet, at det ville være første to point af kun fire vi ville optjene i nedrykningsspillet. Nedrykning blev derfor hurtigt et tema for os, selvom vi lå 10 point foran Vejle ved nedrykningsspillets start. En sen udlignende scoring mod Sønderjyske, samt hjælp fra de andre hold, gjorde, at vi var reddet inden sidste spillerunde, men det blev lige spændende nok.
Efter fem år i AGF takkede David Nielsen af og fik en flot afsked på hjemmebane i den sidste kamp i sæsonen. Han tog os til nye højder, på trods af til tider svære betingelser, men nedturen virkede til at være længe undervejs og efter resultaterne i den seneste sæson er der ikke mange trænere der ville overleve.
Slutplacering: 10. plads
2022/2023
Prominente afgange/tilgange:
Spillere:
<< Thor, ??
>> Bisseck (transfer), ??
Stab:
<< David Nielsen, Dave Reddington (?), Kenneth Dokken (?)
>> ??
Jeg skal ikke spå om fremtiden, men faktum er, at vi har en trup med store mangler og smal bredde:
Målmænd:
Jesper Hansen, Gadegaard (kontrakt udløber slut Juni)
Midterforsvar:
Hausner, Bisseck, Tingager, TK
Backs:
Kahl, Munksgaard, Lund, D´Alberto
Central midt:
NP, Wilshere (kontrakt udløber slut Juni), Grønbæk, Anderson, Hvidt (langtidsskadet), Brandhof, Duncan
Wings:
Thor (smutter på fri), Bundu (lejeaftale udløber slut Juni), Links, Daghim, Eskild Dall (lejeaftale udløber slut Juni)
Angreb:
Kurminowski, Patrick Mortensen (har udtrykt ønske om skifte), Ihler
Det er ikke kun offensivt, at vi har problemer. Vi er godt dækket ind i det centrale forsvar, mens Kahl mangler at bevise, at vi ikke skal hente en erstatning for ham. Jeg anser højreback som et problem med lav prioritet, men både Lund og D´Alberto bør være fortid, så vi står med et kvantitativt problem på backs.
På midtbanen kan vi fortsat ikke regne med hverken Duncan eller Hvidt og så har vi reelt kun NP, Grønbæk, Anderson og Brandhof, da Wilshere også er et spørgsmålstegn. Afhængig af om vi spiller med to eller tre mand på midten, er det 1-2 mand for tyndt, hvis Englænderen rejser videre.
I det offensive er der de åbenlyse mangler, men meget afhænger også af, hvem vi får som træner. Både Priske og Kent Hansen ynder dog at spille med kantspillere og dem har vi kun én af i form af Links og så selvfølgelig Daghim, men han er næppe klar til fast spilletid. Her er vi dårligt stillet, men efter PMs udmeldinger efter FCN-kampen, kan det tyde på, at vi også mangler en angriber.
Så indkøbslisten må være:
- 1, gerne to backs til bredden. Ingen af de nuværende backups (Lund, D´Alberto) kan bruges. Aner ikke om der er noget på vej fra U-holdene, men det var også en mulighed som supplering til en etableret signing.
- 1, gerne to centrale midtbanespillere. Den ene kunne være en forlængelse af Wilshere.
- 1, gerne to kantspillere + 1 angriber eller 3 kantspillere, hvor en af dem kan spille angriber.