Dagen derpå, tre point og en plads i top tre. Det føles godt.
Det var en mærkelig kamp i går, men sammenlignet med andre kampe, som vi vinder med et mål, og hvor modstanderen header på stolpen og har en relativt fri chance indenfor de sidste 5-10 minutter, så var det en af de mere komfortable sejre. Lyngby truede primært på måder, som vi var perfekt indstillet på og som var ren guf for TK, Bisseck og især Tingager. Med andre ord truede de ikke rigtigt, udover hovedstødet på stolpen og den halvfrie chance til Kristensen.
Jesper Hansen er en sikker skanse for os i dag. Jeg er totalt tryg, når han har den ved fødderne, og så tager han sig af de ting, som han skal tage sig af. Det bliver spændende at se, om det er en ny førstemålmand, man er på markedet efter, eller om det er et supplement/en afløser fra næste sæson af.
Tremandsforsvaret er sublimt. Det er vildt, at vi kan stille med tre mand på henholdsvis 194, 198 og 198 centimeter, som alle kan spille fodbold med fødderne og som, måske på nær Tingager, har fart i fødderne. Det er decideret fremragende, og det lover virkelig godt, hvis de alle kan holde sig skadesfri. Bisseck fortjener selvfølgelig roser for sit mål og sine aldeles fremragende raids i første halvleg. Han er simpelthen et monster i forsvaret, og lægger han niveau på henover sæsonen, så har vi ham ikke fra starten af næste sæson. Men så får vi også en kæmpetransfer ud af ham. Jeg sidder lidt med en glad følelse over, at Bisseck leverer sådan et flot mål, da det måske vil give ham lidt mere anerkendelse i resten af fodbolddanmark. Alle AGF fans har set hans niveau og potentiale fra dag ét, men det er mit indtryk, at han ikke helt har nået samme anerkendelse i resten af landet. Forhåbentlig får han det nu, for han er virkelig ekstraordinær. Derudover ligner han en mand, som elsker at være i Aarhus. Han er altid den der fejrer mest entusiastisk med fansene efter sejre og han løber direkte ned til B1-B2, da han scorer i går.
Men selvom Bisseck høster roserne, så var Tingager var vores bedste spiller i går. Jeg kan ikke huske at have set en spiller vinde så mange hovedstødsdueller og samtidig være rolig med bolden og duelstærk i spillet ved jorden. En toppræstation fra Tingager som virkelig ligner en mand der har fundet sin anden ungdom. Bisseck er vores bedste forsvarsspiller, måske vores bedste spiller overhovedet, men Tingager er den vigtigste, når han har to unge spillere ved siden af sig. Det er fantastisk, at vi har et talent som TK, som kan få lov til at vokse ind i opgaven med Tingager og Bisseck ved sin side.
Vores wingbacks gør det rigtig fint i dag. Det er indtil videre den bedste kamp, jeg har set fra Mølgaard. Han lykkes med meget offensivt og er solid defensivt. Han tør tage bolden og føre den frem, og han går i vellykkede høje pres. Jeg håber, at det er et varsel om bedre præstationer fra hans side, for selvom jeg faktisk hele tiden har været tryg ved at have ham på wingbacken, så har jeg endnu ikke været decideret begejstret. Mht. Links, så har vi jo diskuteret lidt, hvorvidt han har banket på til startopstillingen. Det har han så åbenbart, men jeg er ikke sikker på, at han ville have startet inde, hvis Anderson havde været med. For alt det vi mister med Anderson, skal jo på en måde komme fra andre sider - og der kan Links tilbyde noget fra wingbacken, som Kahl ikke kan. Han lykkedes desværre ikke helt med det, men han var overraskende solid defensivt, og han har bestemt ikke spillet sig af. Fin kamp af Links, som jeg holder mere og mere af. Hvis det er tilfældet, at Uwe valgte Links i Andersons fravær, så ser jeg det som et eksempel på, at vi har fået en træner på et taktisk højere niveau end David. Han ville have skiftet lige over og sat holdet som ellers.
Brandhof med en flot kamp. En rigtig Brandhof kamp, hvor han dog skabte lidt mere end normalt. Han er pålidelig, og den type spillere kan være meget værd over en lang sæson. NP leverede vel som forventeligt. Mange erobringer, en håndfuld fejlafleveringer men 90 minutter og stor tilstedeværelse. MEM med endnu en ringe kamp. Han har ret beset kun for alvor spillet godt mod Viborg. Det er bekymrende, men det er i og for sig utroligt, at vi har fået 10 point i de sidste fire kampe, hvor Anderson har været ude i to og MEM har spillet som en sæk kartofler i de tre af dem. Vi har også mødt nogle ringe hold, men det aftvinger nok også en cadeau til forsvaret og til resten af holdet.
Paddy og Haugen... Tja. Det er godt nok lidt både og. Haugen var lidt tid om at vågne, men han er godt nok hurtig med bolden og god til at involvere sig. Han er uheldig med ikke at score i første halvleg, da hans afslutning rammer en Lyngby forsvarer i hovedet, og så er det ringe, at han ikke scorer til sidst i kampen, da han rammer stolpen. Lidt mere skarphed, tak. Jeg har en fornemmelse af, at han godt kunne være en big game player. At han er ekstra klar mod Midtjylland på lørdag, og at han godt kunne prikke en ind for os der. Paddy leverer godt nok en sløj omgang i går. Han er uheldig ikke at få sin friløber, og han havde givetvis bragt os foran 1-0 der, men han vinder jo færre hovedstødsdueller end Haugen mod Lyngbys midterforsvarer. Så på den måde er det svært at argumentere for, at han faktisk bidrager med noget nævneværdigt. Omvendt er det tydeligt, hvor meget han kommunikerer med eksempelvis Mølgaard, Brandhof, Haugen og Links, når vi skal sætte vores pres. Han hjælper dem konstant med, hvornår de skal presse, hvordan de skal placere sig og lignende. Det skal også tages med, når han bedømmes, men det er ikke nok. Han skal simpelthen bidrage med mere i angrebsspillet også. Vi skal have en kvalitetsangriber mere i truppen.
Jeg glæder mig til at se kampen mod Midtjylland på lørdag. Det er et hold i krise vi møder, og vi har medvind i sejlene, så det er alletiders mulighed for at slå dem. Men det kræver formentlig, at vi spiller en hel god kamp og ikke kun 35 minutter som i går. Det er positivt at 35 gode minutter er nok til at vinde en fodboldkamp for os, men det skal simpelthen forbedres, hvis vi vil holde den positive stime i gang.