@Britz
- Vi er slet ikke kyniske nok. Dræberinstinket mangler fortsat. Vi burde have lukket kampen i første havlleg.
Hvilke chancer burde vi have lukket kampen med? Anderson har en efter et par minutter, og så er der Yakobs langskudsforsøg. Hvis vi ser på spilovertaget, så burde vi have skabt flere chancer i første halvleg, men jeg er ikke enig i, at vi kan sige, at vi burde have lukket den med det, vi nu engang skabte. På den front lignede første halvleg en ringere version af de mange foregående i min optik.
Anden halvleg derimod, det var helt sublimt, men AaB var også fornærmende ringe. Dog er jeg lidt kritisk over, at der skal en Posavec fejl på Haugens langskud til, før vi kommer i gang. Vi havde ikke været markant bedre i det chanceskabende spil, indtil den gave blev givet os. Men vi får den, og vi er ekstremt effektive i anden halvleg, hvilket er meget, meget positivt. Jeg håber, det banker noget selvtillid ind i holdet til det kommende hårde program.
Overordnet set vinder vi fortjent over AaB, selvom spillet ikke var prangende indtil scoringen. Uwe havde lavet en klar gameplan med lange diagonaler mod især Eric Kahl, som så skulle slå et indlæg ind i boksen - givetvis en taktik lavet ud fra AaB´s store problemer i det centrale forsvar. Planen var for så vidt god nok, og jeg kunne egentlig godt se det have fungeret, men der er simpelthen for mange af boldene der bliver slået af Polle og Tingager, hvorfor det ender i ingenting. Det lignede en kombination af, at vores spillere ikke havde kvaliteten til at udføre det, og at planen simpelthen ikke var præcis nok i forhold til at få de rigtige spillere til at slå diagonalerne. Havde MEM været med, havde det været oplagt at lade ham slå afleveringerne. Rart at Uwe lægger en klar plan efter hver enkelt modstander, men planen blev for let at læse og afværge for AaB, da vi samtidig var for ringe både på diagonalerne og på indlæggene.
Netop indlæggene burde Kahl have en højere succesrate på, for han har redskaberne. Han er teknisk stærk, hurtig og har et super venstreben. Jeg har store forventninger til ham, for jeg synes allerede nu, at han er rigtig god. I kombinationsspillet smider han aldrig bolden væk, han er mere end solid nok defensivt til at spille wingback og viser meget initiativ kombineret med ovennævnte hurtighed, teknisk kunnen og et godt venstreben. Ja, flere indlæg skal ramme plet, men det skal nok komme. Han er ung, men han gør støre fremskridt under Uwe.
D´Alberto på den anden kant, ja, det var vel acceptabelt og ikke mere end det. Bedre end forventet, lidt værre end jeg havde tilladt mig at håbe på. Tager nogle spøjse beslutninger i ny og næ, særligt eksemplificeret i første halvleg, da han vælger at slå et indlæg fra højre mod bageste stolpe, mens både Haugen og PM er trukket hen mod ham og begge står på kanten af feltet, men langt foran den forreste stolpe. Fair at man er tro mod taktikken med de mange indlæg, men overblikket i sådan en situation er jo netop det, der adskiller gode fra mindre gode spillere. Jeg var ikke imponeret, men minimalt positivt overrasket. Måske er han brugbar i yderste konsekvens.
Sigurd Haugen ligner igen en knoldesparker. Det er ufatteligt, hvad han evner at drible udover baglinjen og misse af førsteberøringer. Vi har vel ikke haft en spiller siden Devdariani, som på samme måde evnede at drible en bold af banen uden at blive presset til det af en modspiller. Han er involveret i målet til 1-0, men mere end det kan vi vist ikke rose ham for. Haugen er selvfølgelig udfordret af, at AaB står så dybt, som de gør, men i det tilfælde skal vi altså have en plan til, hvordan vi sætter ham i scene, når det ikke kan blive på dybdeløb. Skal Grønning starte, næste gang vi møder et hold der står lavt? Ja, det burde han, men det gør han nok ikke. Han har jo heller ikke ligefrem brændt banen af i sine indhop.
Mikael Anderson er meget involveret i første halvleg, og han er tæt på at bringe os foran 1-0 efter et par minutter på en smuk førsteberøring efterfulgt af et resolut venstrebenshug. Men derudover kommer han aldrig rigtig ind, hvor det gør ondt på AaB. Ligesom Haugen var han helt tydeligt hæmmet af, at AaB forsvarede sig så dybt, så han ikke kunne løbe ned i rummet bag forsvaret mellem back og midtstopper, hvor han plejer at trives. Heldigvis er han så god på bolden, at han indgår i spillet alligevel, men han var desværre ikke rigtig farlig udover det nævnte forsøg. Jeg regner med, at vi ser mere til ham i afgørende situationer i de kommende kampe mod FCK, Brøndby, FCM og FCN, hvor vi kan forvente at blive mødt højere oppe på banen.
Tingager laver igen en målgivende fejl i midterforsvaret. Heldigvis er den ikke afgørende, men vi bliver nødt til at være opmærksomme på det i den kommende tid. Bliver han ved med at lave fejl, skal Hausner have en chance - også fordi han er en ung spiller, så han har brug for at mærke, at der kan blive en plads til ham på holdet, hvis de andre ikke præsterer. Han bliver nok nødt til at mærke det, hvis han skal holde moralen og motivationen oppe og undgå at gå i stå. Det er vigtigt, at vi har en kompetitiv trup, hvor alle pladser er på spil, og Hausner er bestemt ikke så ringe, at han ikke kan bruges. Hvis D´Alberto kan bruges, så kan Hausner i den grad også. Tingager er erfaren, så han lader sig ikke slå ud af en bænkplads i ny og næ. Det er ikke aktuelt endnu, men fejlene har sneget sig ind for Tingager, og det skal være et opmærksomhedspunkt.
Paddy og Yakob er vores og banens to bedste i dag. Paddy var aktiv i opspillet hele dagen. Han er ikke så stærk, som han har været, så han bare holder forsvarerne væk - i stedet går han lidt dybere, så han bliver givet lidt mere plads. Men når chancerne byder sig, så scorer han altså. Virkelig god præstation. Særligt 2-0 målet er næsten alene hans fortjeneste. Han sætter hele angrebet op og afslutter det selv. Det er den Patrick Mortensen vi gerne vil se. Nu har han seks mål i 10 kampe og er delt topscorer i Superligaen. Hvis Grønning presser på til en startplads, så er mekanismerne nu engang sådan, at det ikke kan være Paddys.
Yakob ligner et kæmpe scoop. Det der gør mig mest glad er naturligvis hans niveau, men jeg er meget positiv over, at han kan begå sig så gnidningsfrit på 8´eren. Det giver os kæmpe fleksibilitet, at han både kan dække MEM og Andersons pladser - jeg havde troet, at han primært var en spiller ala Anderson, som måske kunne vikariere i angrebet og på Andersons plads. Men han var fremragende til at tage temperaturen på kampen, opsnappe løse bolde og fordele spillet. Og så er der bare klasse over hans aktioner. De to oplæg er af meget, meget høj klasse. Langskuddet i første halvleg, som ligeså godt kunne være gået ind. Hans egen scoring. At han viser den slags kvalitet i de afgørende sekvenser er godt nok lovende. Første start og så være involveret i så meget. Han kan blive vores bedste spiller udover Bisseck.