Man må bare sige, at det er en virkelig spøjs forårssæson. 10 point i 12 kampe. Det føles fantastisk at skrive det, og det kunne jo ligeså nemt have været 12 point, eftersom Silkeborg udlignede i overtiden.
Samtidig har jeg det sådan, at jeg føler, at vi har været bedst i samtlige kampe, måske på nær Silkeborg kampen, som var mere jævnbyrdig end de tre andre. Vi har ikke været markant bedre end de andre, men vi har været i nogenlunde kontrol og været bare en smule bedre i hver kamp. På den måde har det været genkendeligt, når vi ser på de hold, vi har mødt: at vi måske er marginalt bedre i kampe mod hold som Horsens, AaB og Randers. Forskellen er bare, at vi normalvist ville have fået måske 4 eller 5 point ud af fire af sådanne kampe.
Så hvad skal vi tænke om det her forår? Er det for skrøbeligt et fundament før mesterskabsspillet, at vi vinder knebent over dårligere hold end os selv? Vil det betyde, at vi bare vil tabe knebent, når vi hver gang bliver matchet mod de bedste?
Eller er det bare positivt, at vi har oparbejdet en kynisme i angrebet, og måske især i forsvaret? Kan vores gode defensiv holde stand mod FCK, FCN og lignende, og kan vi score mål i kampe, hvor vi kommer til at have bolden meget mindre, end vi har nu? Vi har forholdsvist meget boldbesiddelse i forhold til, hvor relativt få chancer vi ofte skaber.
Jeg forestiller mig, at Kevin Yakob bliver en vigtig spiller for os i mesterskabsspillet, når vi ikke kommer til at have så meget boldbesiddelse, som vi har haft hidtil i foråret. Han er ualmindelig initiativrig på den centrale midtbane. Markant mere end MEM. Og så har han kvaliteten til at bruge sit store initiativ til rent faktisk at skabe noget. Han giver os så meget mere dynamik på midtbanen end MEM, og jeg tror, at det er meget vigtigt for os, at der er et alternativ til MEM-NP kombinationen, som bare alt for ofte bliver alt for statisk.