Helt enig mht. målscorere. Vi mangler i den grad andre end PM der kan score dem. Der skal komme mere fra andet geled og flere folk i feltet. Beijmo er egentlig tit med i feltet eller omkring bagerste del af det, men han har også brændt sin andel af chancer og igen i går. Signingen af Bech, som den her hybrid angriber/offensiv midtbanespiller var også god på papiret, men han er ikke så meget med i feltet som jeg havde håbet og han virker generelt til at famle lidt efter rytmen.
Mht. vores forsvarskoks i går, så er der helt klart nogle ting, der går galt, som er lidt atypiske. Ved det første koks, det der leder til 1-1 målet, står vi faktisk perfekt da afleveringen fra Bjørn Paulsen bliver slået. TK, Tingager og Mølgaard har hver deres mand og Beijmo er med nede. NP har sin mand og Knudsen ser ud til at tage et løb ned mod sin modspiller, men ligger dog lidt for langt fra ham.
Afleveringen bliver slået og alt er fortsat ufarligt. Vi har tre forsvarsspillere om to OB´ere og to midtbanespillere liggende lige foran. Altså en solid blok centralt. OB´eren kommer først på den høje aflevering og lægger den smart af til en fremstormende OB´er, som for et kort sekund siden var dækket af NP, men som, med sin fart, får sat både ham og Knudsen, hvor sidstnævnte sætter en alibitackling ind.
Peacock redder flot, men returen ryger ud til Mickelson, som hverken Beijmo eller Knudsen formår at blokere for. Knudsen endda nede i gåtempo ved målet.
Ved det andet koks slår Peacock en lang bold, som bliver opfanget af deres forsvar. Bolden bliver så igen ført op af Bjørn Paulsen og han slår en flad bold op i banen. Her er det værd at bemærke, at vi faktisk allerede ved afleveringen er i undertal i forsvaret. TK har trukket helt ud i venstre side for at dække af for Kahl, som befinder sig længere oppe på banen. Tingager skubber over mod TK for at gøre kæden tæt og det samme gør Mølgaard. Tingager og TK har hver deres mand at dække.
Problemet er bare, at OB har to mand fremme ved Mølgaard og når Kahl bliver fanget så langt oppe, så skal Beijmo trække ned. Han reagerer alt for langsomt og kommer aldrig retur. Samtidig ligger NP i samme område som Kahl og gør, at Knudsen bliver nødt til at skubbe over, hvilket igen er med til at isolere Mølgaard.
Det er i og for sig tilgiveligt, hvis der er pres på boldholder, som så ville blive nødt til at slå bolden tilbage til målmanden eller i en defensiv retning. Det pres kommer ikke fra Anderson, som laver et alibipres og så kan Paulsen slå en flad stikning, som godt nok ikke rammer hans mål, men bliver til gengæld heller ikke opsnappet af hverken Tinager eller Knudsen, så den ryger igennem til Kadriii, som er alene mod Mølgaard og tilmed har en medspiller han kan spille helt fri til scoring. Her er vi heldige at Peacock kunne se hele katastrofen i god tid og nå ud og blokere skudet.
Begge dele er atypiske for os. Midtbanen har det største ansvar ved det første mål, da de ikke må lade nedfaldsbolden give motorvej ned til vores mål. Her fejler både NP og Knudsen. Midtbanen er heller ikke uden skyld i det andet mål, hvor NP bliver fanget for langt ovre og indirekte trækker Knudsen med sig. Beijmo har dog klart den største skyld i det andet mål og han kan heller ikke sige sig fri fra skyld ved det første, selvom han godt kunne have brugt opbakning fra Knudsen.
Alt i alt, lidt af nogle freak-situationer. Den første er godt spillet af OB, mens den anden er langt mere tilfældig og er nok udtryk for, at der var sneget sig lidt træthed ind i spillerne. Der var på det tidspunkt spillet 71 min og vi havde kun skiftet Duelund ind for Bech. Man kunne godt have overvejet at aflaste Knudsen eller NP også. Knudsen var vist den spiller, der havde løbet flest km ved sin udskiftning. Så jeg er helt på linje med kritikken af de for sene indskiftninger, men også for få indskiftninger. Vi bruger kun 3 ud af 5 mulige.
Jeg er også enig i, at det er mærkeligt, at vi har en Duncan med på bænken, hvis han ikke skal bruges.