Der er ikke lang tid til sæsonstart, og generelt må situationen siges at være "uafklaret".
Jeg har ikke været meget i nærheden af civilisationen i de sidste 14 dage, så jeg havde håbet på mere end blot et "salg" af Nando (og tilgangen af Eckersley). Der er dog stadig en lille måned til vinduet lukker, så man kan vel ikke rigtigt tillade sig at være bekymret.
Vi må jo bare udnytte fordelen, hvis/når Jacob Poulsen stadig er i klubben. Benny Feilhaber er der selvfølgeligt også, men vurderet ud fra træningskampene ligner han ikke en mand, der får spilletid på søndag.
Sportsligt synes jeg også, at situationen er svær at vurdere. Peter Sørensens primære opgave er at forbedre den defensive struktur og dødboldsområdet markant. Hvor langt vi er i den proces kan man i høj grad betvivle, når vi let indkasserer to mål mod Hobro.
På papiret burde vi egentligt nok også satse på, at det er en solid defensiv, der skal bære os igennem. Med tilgangen af Eckersley og et muligt "comeback" til Arthur Sorin, som fik fuld spilletid imod Hobro, er der på papiret i hvert fald masser af konkurrence og alternativer.
Spørgsmålet er dog om vi på få uger kan vende forårets horrible tendens med at indkassere enormt "lette" mål?
Jeg tvivler, og det sætter i høj grad vores offensive folk under pres. Man skal selvfølgeligt ikke glemme, at Casper Sloth og Stephan Petersen har vist fin målfarlighed - samt at Davit Devdariani er tilbage fra skadesperioden. Det burde give kreativitet og målfarlighed fra midtbanen, selvom det er lidt uklart, hvilke positioner PS har tænkt sig, at de specifikt skal spille.
De offensive kvaliteter på midtbanen dækker dog ikke hele min bekymring angående kravet om at skulle score mange mål. På angrebssiden ser vi meget tynde ud. Peter Graulund er selvfølgeligt stadig en klasseangriber, men det er problematisk, at vi i høj grad ser ud til at blive afhængige af en spiller, der med en frisk diskusprolaps i ryggen tager en sidste tørn.
Hvis ikke de andre angribere ikke folder sig lidt ud, så skal Graulund sikkert igen præstere en sæson, hvor han scorer 15-18 mål. Det er sgu meget at forlange af den gamle dreng.
Jeg har selv givet udtryk for, at jeg stadig havde lidt tiltro til Dioh, men det er enormt bekymrende, at han slet ikke har fundet noderne i opstarten. Jeg var netop af den overbevisning, at et par lette mål imod en svag modstander i opstarten ville kunne give Dioh det fornødne bust af selvtillid. Selv de mindste ting synes dog at være svære i Diohs tilfælde.
Jeg tager selv på Skanderborg i dag, og går derfor glip af Vejle-kampen. Vi bør være favoritter, selvom VB er blevet forstærket. Det ville dog ikke være nogen katastrofe, hvis vi må nøjes med det ene point.
Generelt må man dog sige, at der fandme må være nogle af spillerne, der stadig har en voldsomt dårlig smag i munden. Det skulle gerne kunne ses på søndag.
https://www.youtube.com/watch?v=Q5dWqGXqOkk