Redigerettors 3. mar 2011
Angående kontraktforlængelserne er jeg lidt ambivalent.
Martin Jørgensens forlængelse havde jeg måske ikke set komme for et halvt års tid siden, men formkurven har vel ret beset været støt stigende siden ankomsten, så sportsligt har han gjort sig fortjent til et år mere.
De onde tunger vil så nok påstå, at det skyldes, at tempoet er mere moderat i 1.division. Der er selvfølgeligt også en risiko for, at andelen af fejlafleveringer bliver for stor, hvis vi rykker op.
Jeg synes dog, at der er indikationer på, at det snarere er formen end modstandernes niveau, som er skyld i, at MJ´s dominans har været støt stigende.
For første har han overraskende nok ikke virket så slidt som andre af stamspillerne. Tværtimod virker det til, at han har fundet sin plads på holdet og stille og roligt har spillet sig i op i højere gear. Han endte jo faktisk foråret med at være meget toneangivende. Man kan selvfølgeligt sige, at Martin får mindre betydning ved en oprykning, da vi bliver mindre dominerende og får brug for mere "rugbrød" på midtbanen. På den side kommer får vi brug for en kreativ midtbanespiller, når Benny Feilhaber smutter til sommer. Det er ret beset kun Casper Sloth, Feilhaber og MJ, der er playmaker-typer i truppen, og Sloth skal formentligt bruges længere fremme på banen end MJ, der vel bedst kan beskrives som "Pirlo 6´er".
For det andet viste MJ sig ganske stærk imod FCM, som ellers er et relativt hurtigt og fysisk stærkt Superligahold. Det kan selvfølgeligt være en enlig svale, men kampen faldt jo egentligt på et tidspunkt, hvor MJ burde være blevet slidt, så fysikken virker endnu ikke til at være et markant problem for MJ.
MJ bliver måske stamspiller i næste sæson, men han spiller pt. en fin rolle på holdet.
Forlængelsen med Steffen Rasmussen er jeg mere skeptisk overfor. Steffen er ikke nogen dårlig målmand, men så længe, at de defensive dødbolde er kæmpe problem for os, så vil tvivlen altid nage angående Steffens evner i luftrummet.
Steffen er vel den spiller, der har delt vandene i Århus i længst tid (bortset fra Tøffe selvfølgeligt).
Jeg siger ikke, at det er Steffens skyld, at vi indkasserede ufatteligt mange afgørende scoringer på dødbolde. Det handler i ligeså høj grad om markspillernes manglende opdækning og koncentration. Min påstand er bare, at en dominerende og luftstærk målmand havde mindsket graden af mål indkasseret på dødbolde.
Derudover synes jeg ikke, at Steffens reflekser og evner i mand-mand-situationerne for alvor har gjort den forskel for holdet i det seneste års tid. Det har i hvert fald ikke opvejet min skepsis i forhold til de manglende evner i feltet.
Det er selvfølgeligt svært at være plankeværk på et relativt dominerende førerhold, men jeg husker umiddelbart kun to kampe (i Silkeborg og i Skive) inden for det sidste år, hvor han for alvor har reddet point til holdet.
Min skepsis overfor Steffen Rasmussen skal ikke ses som en entydig utilfredshed med forlængelsen. Hvis Steffen holdes nede på et fornuftigt lønniveau, er der måske pt. ikke bedre alternativer.
Man skal heller ikke glemme, at bette Steffen efterhånden rammer sin bedste alder som målmand. En realtivt stabil snart 29-årig målmand med 240 kampe (hovedsageligt i Superligaen) på bagen burde være en oplagt forlængelse.
Jeg tvivler bare på, at Steffen bliver særlig meget bedre, end han er nu. De seneste år har han stået i stampe, og hvis klubben har ambitioner om Top 6, vil han i mine øjne fremstå som et halvsvagt punkt. Steffen er selvfølgeligt bedre end Jesper Hansen, Lars Winde og cirkusklovnen Karim Zaza, der har fundet ungdommens arabertricks frem igen.
Jeg ser ham bare ikke som et stensikkert kort, hvis man på sigt vil i Top 6.
Min anke er primært, at det nærmest virker som om, at Steffen allerede har sikret sig en livstidskontrakt. Den sportslige ledelse synes på intet tidspunkt at have stillet spørgsmålstegn ved hans evner. I hvert fald ikke siden man i Steffens unge dage hentede Rune Pedersen til klubben.
Et lille skridt på vejen kunne være at finde en ambitiøs konkurrent. Anders Rasmussen er jo reelt spillende målmandstræner, og det er helt urealistisk, at han skulle være en trussel for Steffen. Det er selvfølgeligt en billig løsning, men det virker en kende uambitiøst, at Steffen ikke har haft en reel konkurrent, siden Rune Pedersen var i klubben.
Morten Hyldgaard var håbløst ringe, og Anders Rasmussen en nem og billig, men ufarlig løsning.
https://www.youtube.com/watch?v=Q5dWqGXqOkk