Man kan ikke andet end glæde sig til at komme på stadion igen (selvom det som Jelleman påpepger er et misfoster, som vi må leve med i mange årtier).
På et mere overordnet plan har jeg svært ved at se i hvor høj grad, der er grund til at være optimistiske på holdets vegne.
Peter Sørensen har godt pustet til optimismen, og jeg køber da gerne pointen om, at marginalspillerne er kommet tættere på de 11-13 bedste spillere i truppen.
Der er dog en stor forskel at være "brugbare" spillere, og så erstatte erfarne profiler. Derudover skal man selvfølgeligt ikke glemme, at turneringskampe er noget helt andet end Superligaen. Marginalspillerne vil jo netop ofte have et større incitament til at levere mere end stamspillerne.
Trupmæssigt er der umiddelbart to/tre klare problematikker:
For det første er der naturligvis skaderne i angrebet. Man kan da håbe, at Aron og Skhirtladze leverer varen fra dag 1 - eller at Moldskred og Larsen er tilbage i form hurtigt. Forårssæsonen er dog kort og vi har jo i AGF-optik adskillige gange set, hvordan "småskader" mere eller mindre koster et helt forår. I en liga, hvor det meget vel kan blive marginaler, der adskiller Top 4 fra 8-9 pladsen, er det jo objektivt set ganske problematisk, at holdets på papiret fire bedste angribere er ude i større eller mindre dele af sæsonen.
Forsvaret kan også gå hen at blive et problem. På papiret ser det i hvert fald ganske skrøbeligt ud. Højrebacksproblemer var observerbare, selvom Lucena skal have den ros, at de trods alt ikke er sprunget ud i fuldt flor. Derudover er vi selvsagt sårbare overfor skader til særligt Atle Håland. Anders Kure er en lottokupon, og Jens Jönsson er meget uerfaren. Hvis defensiven kan holde bare nogenlunde samme niveau som i efteråret, er det dog mere end bestået.
Endeligt er der jo typiske og udefinerbare forårsproblem med AGF. Erik Rasmussen vente en sløj start til et hæderligt forår, men ellers skal vi vel tilbage til tiderne, hvor henholdsvis John Stampe og Hans Petersen (med Onkel Kurts penge i ryggen) reddede holdet fra nedrykning, for at finde en god forårssæson i Superligaen fra AGF´s side.
Problemerne til trods er jeg dog stadig forsigtig optimist. Peter Sørensen har haft fokus på at forbedre det offensive spil, og selvom det måske kan koste lidt defensivt er jeg overbevist om, at det defensive koncept er relativt solidt. Vi taber ikke utallige jævnbyrdige kampe pga. vores håbløshed på dødbolde - særligt pga. holdets disciplin i forbindelse med presspillet, hvor vi undgår unødige frispark.
Derudover har vi modsat efteråret for alvor fået noget konkurrence på nogle pladser på holdet. Modsat situationen i angrebet, ser midtbanen meget solid ud. En stærk og meget erfaren midterakse suppleret af målfarlige fløje og ikke mindst tre unge kompetente alternativer på bænken i form af Kasper Povlsen, Osama Akharraz og Casper Sloth, efterlader et indtryk af en midtbane, der i BSN-terminologi kan kaldes et "dream team".
I efteråret blev der jo nærmest drevet rovdrift på holdets midtbanespillere, og det er befriende, at PS nu reelt har nogle reelle alternativer på bænken fremfor nødløsninger som Adam Eckersley.
Målsætningen for foråret er ikke officielt meldt ud, men en placering i Top 6 er vel et solidt bud, der afbalancerer realisme versus ambitioner. Top 4 vil være gøre det til aldeles fremragende sæson, mens en 8-9 plads vil give en dårlig smag i munden, selvom det nok var det man kunne have forventet som oprykker.
Udviklingsmæssigt har jeg en forventning om, at holdets fokus på det offensive spil i vinterpausen får effekt i foråret. Dermed ikke sagt, at vi skal revolutionere noget som helst - lortet virker jo. Med mindre vi får absurd mange skader, må man dog forvente at vi får færre kampe ala f.eks. Aalborg og Haderslev, hvor det i for store perioder blev for meget overlevelse og for lidt omstillingsspil.
På et mere overordnet plan har jeg svært ved at se i hvor høj grad, der er grund til at være optimistiske på holdets vegne.
Peter Sørensen har godt pustet til optimismen, og jeg køber da gerne pointen om, at marginalspillerne er kommet tættere på de 11-13 bedste spillere i truppen.
Der er dog en stor forskel at være "brugbare" spillere, og så erstatte erfarne profiler. Derudover skal man selvfølgeligt ikke glemme, at turneringskampe er noget helt andet end Superligaen. Marginalspillerne vil jo netop ofte have et større incitament til at levere mere end stamspillerne.
Trupmæssigt er der umiddelbart to/tre klare problematikker:
For det første er der naturligvis skaderne i angrebet. Man kan da håbe, at Aron og Skhirtladze leverer varen fra dag 1 - eller at Moldskred og Larsen er tilbage i form hurtigt. Forårssæsonen er dog kort og vi har jo i AGF-optik adskillige gange set, hvordan "småskader" mere eller mindre koster et helt forår. I en liga, hvor det meget vel kan blive marginaler, der adskiller Top 4 fra 8-9 pladsen, er det jo objektivt set ganske problematisk, at holdets på papiret fire bedste angribere er ude i større eller mindre dele af sæsonen.
Forsvaret kan også gå hen at blive et problem. På papiret ser det i hvert fald ganske skrøbeligt ud. Højrebacksproblemer var observerbare, selvom Lucena skal have den ros, at de trods alt ikke er sprunget ud i fuldt flor. Derudover er vi selvsagt sårbare overfor skader til særligt Atle Håland. Anders Kure er en lottokupon, og Jens Jönsson er meget uerfaren. Hvis defensiven kan holde bare nogenlunde samme niveau som i efteråret, er det dog mere end bestået.
Endeligt er der jo typiske og udefinerbare forårsproblem med AGF. Erik Rasmussen vente en sløj start til et hæderligt forår, men ellers skal vi vel tilbage til tiderne, hvor henholdsvis John Stampe og Hans Petersen (med Onkel Kurts penge i ryggen) reddede holdet fra nedrykning, for at finde en god forårssæson i Superligaen fra AGF´s side.
Problemerne til trods er jeg dog stadig forsigtig optimist. Peter Sørensen har haft fokus på at forbedre det offensive spil, og selvom det måske kan koste lidt defensivt er jeg overbevist om, at det defensive koncept er relativt solidt. Vi taber ikke utallige jævnbyrdige kampe pga. vores håbløshed på dødbolde - særligt pga. holdets disciplin i forbindelse med presspillet, hvor vi undgår unødige frispark.
Derudover har vi modsat efteråret for alvor fået noget konkurrence på nogle pladser på holdet. Modsat situationen i angrebet, ser midtbanen meget solid ud. En stærk og meget erfaren midterakse suppleret af målfarlige fløje og ikke mindst tre unge kompetente alternativer på bænken i form af Kasper Povlsen, Osama Akharraz og Casper Sloth, efterlader et indtryk af en midtbane, der i BSN-terminologi kan kaldes et "dream team".
I efteråret blev der jo nærmest drevet rovdrift på holdets midtbanespillere, og det er befriende, at PS nu reelt har nogle reelle alternativer på bænken fremfor nødløsninger som Adam Eckersley.
Målsætningen for foråret er ikke officielt meldt ud, men en placering i Top 6 er vel et solidt bud, der afbalancerer realisme versus ambitioner. Top 4 vil være gøre det til aldeles fremragende sæson, mens en 8-9 plads vil give en dårlig smag i munden, selvom det nok var det man kunne have forventet som oprykker.
Udviklingsmæssigt har jeg en forventning om, at holdets fokus på det offensive spil i vinterpausen får effekt i foråret. Dermed ikke sagt, at vi skal revolutionere noget som helst - lortet virker jo. Med mindre vi får absurd mange skader, må man dog forvente at vi får færre kampe ala f.eks. Aalborg og Haderslev, hvor det i for store perioder blev for meget overlevelse og for lidt omstillingsspil.
https://www.youtube.com/watch?v=Q5dWqGXqOkk