Nåh, jeg forbryder mig lige mod min egen branche og smider det her:
af FODBOLDTRÆNER PETER SØRENSEN
Det er i skrivende stund påsketid. Kristendommens absolutte højtid og kirkens næsthøjeste tid.
Julen overgås ikke i folkets kirkelige sammenhæng, selv om det springende punkt i mytologien naturligvis er genopstandelsen. Sønnens tilbagevenden til Faderen.
Jeg er ikke troende, men hvis det endelig skal være, så tror jeg væsentligt mere på både Gud, Søn og Helligånd til sammen, end jeg stoler på kirken. Men det er en anden historie, som jeg vist gør bedst i at forbeholde endnu færre end de ærede læsere af denne ydmyge klumme.
Som det dog måtte være allerede kendt for læseren, er jeg for tiden begunstiget ved at have masser af god fritid, så jeg besluttede mig for at bruge lidt af tiden på at læse på tidens tekster.
Myter kan være gode nok - især hvis man gør sig den ulejlighed at afmytologisere dem. De bedste af dem kan således bringe indsigt i ellers uigennemskuelige forhold.
Skærtorsdag rejser vi til Frankrig, hvor min hustru har boet store dele af sin barn-og ungdom. I Nice er en lejlighed venligst stillet til vores rådighed af mine kære svigerforældre. Jeg glæder mig til at få varmen igen. Sådan helt bogstaveligt, altså. For det har vist sig at være lidt af en skrøne, at det er så forfærdeligt at bo i selve Aarhus som fodboldspiller og træner for AGF. Jeg har travet byen tynd de seneste måneder. Dels fordi min datter på fire måneder skal luftes, dels som en trodsreaktion.
Jeg har ikke villet gemme mig derhjemme bag duggede ruder. Man skal jo holde hovedet højt, når man går gennem stormen, som der synges i Liverpool og Glasgow.
Og jeg er hverken blevet pint eller plaget.
Tværtimod har folk været venlige, jeg har aldrig gået alene. Aarhusianerne i alle størrelser og skikkelser har stoppet mig, set beundrende ned i vognen til den lille Ellen Louise, empatisk spurgt ind til mit velbefindende, givet anerkendende kommentarer angående min tid i AGF og afslutningsvis af hjertet ønsket mig det bedste fremover. Det har faktisk varmet i et ellers lidt køligt forår.
Dagen efter, fredag, Herrens dødsdag, taber AGF 0-4 mod de midtjyske ulve. Eller "vovserne fra Herning af", som salig John Stampe kaldte dem. Det er femte kamp i træk uden mål scoret af AGF, til gengæld har mit tidligere hold sluppet ti mål ind i disse kampe. Jeg føler med dem og håber i øvrigt det bedste for dem. Lørdag skete der vist ifølge evangeliet ikke noget nævneværdigt. Man sundede sig vel lidt oven på de seneste dages voldsomme begivenheder.
BT og Ekstra Bladet skrev og ringede utallige gange til mig. De ønsker sig kommentarer vedrørende den kritiske situation i AGF og om nedrykningsspøgelset, der nu antager hidtil usete proportioner.
AGF hænger stadig på korset og er (så godt som) døde, mener de vist, men kunne alligevel godt tænke sig at blive bakket lidt op, fornemmer jeg.
Det kan bare være "til baggrund", hvis jeg ikke ønsker mit navn nævnt, siger de Lidt paradoksalt, tænker jeg, når netop disse to aviser baserede deres dybdeborende analyser og uigendrivelige kritik af mig for en måneds tid siden på anonyme kilder, som i artiklerne ukritisk fremførtes som sandhedsvidner uden egennyttige agendaer.
Jeg takkede pænt nej.
Den største og mest vidunderlige af alle dage er nu oprunden, tredjedagen, påskedag. Dagen for genopstandelsen. Det er også dagen, hvor Isak lykkeligvis i absolut sidste øjeblik blev til et lam.
Men det er en endnu ældre historie. Om ikke padoksalt, så i det mindste pudsigt er det, at jeg netop denne dag skal deltage i TV2 News´ "Presselogen", hvor temaet er anonyme kilder.
Jeg fremfører, at anonyme kilder er en slags fejhedens røst, eller fadderløs sladder, om man vil, og at den i sagens natur er umulig at forsvare sig mod.
Og evident er det, at den spektakulære, dramatiske historie om den respektive hovedperson bygget på anonyme kilder er selvnærende, fordi især sportens pressedækning lider af en betydelig grad af copy-paste, får jeg også sagt. En bestemt sag omtales og trykkes uophørligt i såvel nedkogte som genopkogte udgaver. Substansen kan ofte være forsvindende lille, men omfanget vokser sig ikke desto mindre stor.
En enkelt eller to fjer bliver som bekendt hurtigt til en hel hønsegård.
Men oftest er der tale om ligegyldige, harmløse rygter, der blot fylder dagens spalter ud, og det overlever både statsministre, oppositionsledere og fodboldtrænere i almindelighed. Faktisk kunne man mene, at avisernes skriverier for interesserede folk er en del af det, som fodboldtræneren lever af.
Indimellem er der desværre også forhold, der bringes til torvs, hvor hovedpersonen forsøges karaktermyrdet. Og der findes mange eksempler på, at al god skik og presseetik suspenderes, når usandheder fastholdes, og sandheder bevidst fordrejes i iveren efter at fastholde en agenda og frygten for at afsløres som utroværdig.
Og det mener jeg jo nok kan være problematisk i sin grundsubstans for både Helle Thorning, Lars Løkke og folk i almindehed.
Det er også denne dag, hvor den Don Quijote-lignende ridder af den bedrøvelige skikkelse Jan Scouby heroisk og utrætteligt kæmpende næsten som i en febrilsk dødskrampe og med en tilsyneladende spermatisk pen fortsat fabulerer i sin leder for det endnu levende lokalblad Aarhus Stiftidende over emnet, der er bladets eksistensberettigelse; byens hold, AGF, og frem for alt det helt rigtige og uimodstridelige faktum, at det både var uundgåeligt og uomtvisteligt rigtigt at fyre den helt igennem forfærdelige og frygtelige, tidligere cheftræner Peter Sørensen.
Og han har kilder (anonyme naturligvis), der kunne overrisle det ganske Midt-og Østjylland lige fra Randers Fjord til Vejle ditto.
Det er ganske vist! Jeg kommer pludselig til at tænke på en replik af Søren Kierkegaard, nemlig denne til H. C. Andersen: "Se Andersen kan skrive eventyr om Lykkens Galocher, men hør, jeg ved, hvor skoen trykker." 2. påskedag.
AGF taber for sjette gang i træk. Genopstandelsen udeblev. Igen.
Det gør den i virkeligheden alt for ofte.
\\\"He got a cake but when it was Roberto Carlos´s birthday, the president of Anzhi gave him a Bugatti.
\\\"I don´t expect City to present Yaya with a Bugatti, we only asked that they shook his hand and said ´we congratulate you´.