Redigerettors 28. aug 2014
I aften gælder det så et nyt forsøg på at komme af med vores hjemmebanekompleks, der om få dage kan fejre 10 måneders jubilæum.
Resultaterne og tildels spillet er i bedring, men vi kan ikke for alvor siges at være på rette vej, hvis ikke vi finder noget substans på hjemmebane.
Igen kan jeg ikke påstå at kende meget til dagens modstander fra togperronen, men hvad jeg kan læse mig frem skulle spillestilen være nærmere Viborg end Herfølge og AB. Det skulle være et defensivt solidt mandskab, så det bliver nok et spørgsmål om tålmodighed og bedre styr på defensiven, som bliver udfordringen.
FC Fredericia er så vidt jeg har forstået gået over til at være fuldtidsproffer og har ligeledes ambitioner om at rykke op på et tidspunkt. De må formodes at være et godt og solidt 1.divisionshold. Når man kigger på navnene i spillertruppen og holdets resultater siden PS smuttede til Århus, så er ovennævnte beskrivelse også deres begrænsning.
Fredericia er solide, men heller ikke mere. Jeg tvivler på, at de er gode nok til at blande sig helt i toppen af divisionen og under alle omstændigheder er det en kamp, som vi skal vinde.
Problemet kan naturligvis være, at spillerne ikke kan komme ud af den paniske syge, der længe har præget holdet. Specielt hvis vi får en dårlig start kunne man have sine bange anelser. Vi er jo blevet skuffet så mange gange på hjemmebane, at sejren skal komme, før man for alvor skal have forhåbning om lys for enden af tunnelen.
JP gætter ikke overraskende på samme startopstilling og noget tyder altså på, at Andreas Laudrup er inde i varmen hos Wiggo. Laudrup var lidt bedre mod AB, men der synes stadig at være lang vej til noget, der er spændende. Omvendt kan jeg måske godt se, at Stephan P måske ikke er meget bevendt i kampe, hvor modstanderne pakker sig.
Jeppe Kjær kan også få debut, men måske ikke som spidsangriber, da Mate er varm og i fysisk topform.
https://www.youtube.com/watch?v=Q5dWqGXqOkk