Rutschebanetur er en meget fin beskrivelse af min oplevelse udover, at det er den vildeste kamp som jeg har oplevet på Århus Stadion (var ikke på stadion til 3-3 kampen mod BIF). Nu kan oplevelsen fra tribunerne til en vigtig ikke give et særligt objektivt billede af kampen - specielt med tanke på dens vigtighed. Jeg oplevede kampen sådan her:
Stor glæde og sitrende stemning inden kampen bliver så allerede efter 10-15 min. afløst af dystre tanker blandt venner og undertegnede. I alle kampe med Glen har de første 15-20 min. været de bedste, da vi det aggressive indledende pres er en del af konceptet. Det var der intet af i går. Der går noget tid før AaB får udnyttet deres chancer, men det er meget tidligt helt åbenlyst, at AGF er helt væk - altså som i fuldstændigt væk. De første 35 min. er noget af det ringeste jeg nogensinde har set AGF levere. Vi var bagud 0-4 hjemme mod OB efter 20 min. for ca. 10 år siden - det her var værre. AaB var rigtig gode i går, men vi var nærmest paralyseret i det meste af første halvleg. Jeg går ud fra, at omgivelsernes "pres" har spillet holdet et stort pus for ellers er vi et voldsomt dårligt fodboldhold.
I slutningen af første halvleg får vi godt nok skabt noget pres og en stor dobbeltchance til Jønsson, men i pausen var vi på tribunerne alligevel enige om, at der skulle en kæmpe forvandling til for at komme i finalen. Lars Friis fik i pauseinterviewet snakket om, at man ville have den start på anden halvleg, som man ikke fik i første halvleg. Og hvad sker der så?
Endnu en meget passiv AGF-start og 0-2 efter 52 min. mod et AaB-hold, der var klasser bedre indtil det punkt. Der var vi ude i min verden.
Lidt ligesom i første halvleg løser AaB-scoringen dog lidt op for AGF og vi får heldigvis og lidt tilfældigt reduceret. Efter reduceringen bliver det en mere rodet og jævnbyrdig kamp. AaB er stadig bedst, men de skaber ikke de store chancer.
Kampen havde allerede der rigeligt med nerve og ture op og ned i rutschebanen, men så var da selvfølgeligt lige en udligning og en baneinvasion. Den gav også udsving på følelsesregistret. Først kæmpe lettelsen og glæde i en meget kort stund indtil der ordet "taberdømt" pludseligt spreder sig på tilskuerrækkerne og man ser alvoren i AGF-spillernes ansigter. Der er 2-3 min. hvor jeg er fuldstændigt overbevist om, at vi bliver taberdømt. Det ville jo være typisk. Heldigvis dulmes nerverne, da AaB-spillerne kommer på banen. Uden at have styr på juraen i den stund var jeg rimeligt sikker på, at vi ikke kunne taber dømmes, hvis kampen blev gennemført.
Og så slutter det hele selvfølgeligt med afslutning og hyldest. En elendig AGF-præstation, en følelsesmæssig rutschebanetur af dimensioner og så selvfølgeligt en lykkelig slutning. Det er en tur på stadion, der bliver husket.
https://www.youtube.com/watch?v=Q5dWqGXqOkk