Redigeretfre 27. maj 2016
Med tanke på, at vi i Peter Sørensen-optik er en klub på KATASTROFEKURS! så går det egentligt meget fornuftigt.
Ubesejret og med 11 point i fem kampe plus en godkendt indsats i pokalfinalen. Pilen peger opad her i slutningen af foråret.
Normalt vil man konkludere, at det så er meget ærgerligt, at sæsonen slutter nu. Duncan vil nok være træt af det, men for resten af holdet kommer sommerpausen kærkomment. Jeg har været positivt overrasket over den energi,aggressivitet og motivation holdet har kunne mobilisere i et tæt program uden det helt store at spille for, men holdet ramte åbenlyst muren i går. Samlet set er det den dårligste kamp, som vi har spillet siden nederlaget til Viborg og det er vel ufortjent, at vi tager sejren, selvom det begreb er problematisk at benytte.
Vi kommer blæsende ud til kampen og får et usikkert OB-forsvar meget på hælene. Bortset fra, at Stage og Danny skal lære at spille Duncan i fødderne fremfor i dybden spiller vi i de første 20-25 min rigtig godt. Vi spiller direkte og målsøgende uden, at det bliver for primitivt. Stephan P og især DC har da også mulighederne for at øge føringen.
Gassen går dog stille og roligt ud af ballonen og i anden halvleg sidder OB tungt på kampen. Vi ser meget møre ud og hænger efter OB´s pasninger. Vores spillestil er meget afhængig af energi og duelstyrke, så når vi går ned på de parametre år modstanderne frit spil. Specielt når de som OB er gode med bolden.
Holdet skal dog have ros for alligevel at sat et vindermål på kontoen i en svær situation og efter 2-1 får holdet ny energi og lukker fint kampen ned derfra. Det ændrer dog ikke på, at holdet ser ud til at være klar til at komme på sommerferie. Både Glen og Danny indrømmede da også efter kampen, at trætheden har sat sig.
Det kunne i princippet blive en fed kamp ovre i Parken. Et FCK-hold, der stiller i stærkeste opstilling og nok meget gerne vil have en sejr mod et formstærkt AGF-hold, der skal have revanche fra pokalfinalen. Det scenarie virker bare usandsynligt med de åbenlyse træthedstegn, som vi vidste i går.
Det er allerede søndag eftermiddag, at vi skal spille derovre og depoterne ser ud til at være tømt for mange af spillerne. Jeg skal da se kampen, men jeg tror et eller andet sted, at vores forårssæson sluttede i aftes.
https://www.youtube.com/watch?v=Q5dWqGXqOkk