Viborgs lidt overraskende sejr i Aalborg er både godt og skidt for os og gør aftenens nøglekamp mod SIF endnu mere interessant.
Viborg holder sig i live i puljen, mens vi omvendt kan åbne gruppen helt med en sejr i aften. I så fald er AaB pludseligt også i alvorlig nedrykningsfare inden vores dobbeltopgør mod dem. Omvendt vil en SIF-sejr næsten lukke ballet.Sammen med den sidste kamp i grundspillet mod OB er det altså sæsonens foreløbigt vigtigste opgør, der venter mod SIF.
Vinder vi i aften, har vi gode chancer for at undgå de modbydelige play-off kampe. Der er også en snert af optimisme pba. to "friske" kampe med positive elementer i særligt de offensive aktioner og i opspillet.
SIF er måske blevet mere ordinære efter en sprudlende periode i midt/slutningen af efteråret, men det er meget solidt hold. Sådan lidt ala Peter Sørensens gammelmandshold i den første tid i AGF. Et hold med god fysik, en fin defensiv organisation og så et par offensive profiler med et meget højt topniveau (Skov og Skhirtladze).
Jeg synes ikke, at det er dyder, som passer godt til Glens kaosfodbold. Jeg frygter lidt at vi løber hovedet mod muren for chancer kommer vi helt sikkert til at give væk. Det ville være rarere, hvis SIF skulle rykke deres lidt tunge bagkæde længere frem på banen - specielt hvis vi starter uden Duncan.
Hvordan vi starter er det vel også det store spørgsmål/puslespil. Starter Duncan bliver det nok den klassiske 4141 med Duncan på toppen og Bundu til venstre. Starter Bundu på toppen kunne det sagtens blive en formation ala de sidste par kampe dvs. 4411/442. Altså en formation, hvor vi skubber Spelmann frem i hans stærkeste position som hængende angriber og har to sideordnede centrale midtbanespillere i stedet for én 6´er og to 8´ere.
Generelt er sammensætningen på midtbanen et meget åbent spørgsmål. De normalt elendige "profiler" i Stephan P, Danny og Elmar har vist bedre niveau i de sidste par kampe og Jens Stage (starter dog næppe inde) har vist gode takter. Der er mange muligheder på midtbanen, men dog det grundlæggende problem, at de fleste er meget bedre centralt end på kanten. Amini har været meget svingende i foråret, men er entydigt bedst i en central position. Eneste vi vel med sikkerhed kan forvente er, at Bundu (måske på toppen) og DAP starter inde.
Duncan plejer at blive kastet ind fra start uanset form, men med tanke på de lidt tvivlsomme meldinger om fysikken og successen med bevægelige angribere på det seneste tror jeg, at vi starter med Bundu forrest og Spelmann bagved. Så kan Duncan bruges til at jagte et resultat senere i kampen.
I forsvaret ser det skidt ud og vi overlever ikke en chancefrekvens mod eget mål som i Viborg ret mange gange. Hverken Djamal, Rask eller Juhl-Andersen er overbevisensde og Jesper Juelsgård er defensivt ganske jammerlig.
Jeg har overordnet svært ved at se os spille til nul i nogen kampe overhovedet og så er det kravet at vi får hul på bylden med at score mod SIF. Kasper Junker kommer helt sikkert til at blive savnet, men Bundu har omvendt vist sig at en enormt spændende spiller, der bidrager med den flair og uforudsigelighed som holdet mangler.
Jeg synes, at det er svært at sige om Viborg-sejren var en enlig svale eller om der er frigjort noget spilleglæden og kreativitet i holdet. En møgvigtig kamp er det i hvert fald i aften.
https://www.youtube.com/watch?v=Q5dWqGXqOkk