Så er dagen vi alle har ventet på kommet. Premier League er startet og første fix er hjemme mod Wham. Bilic er kommet til, man har handlet en del, men preseason har ikke været imponerende og jordforbindelsen er borte, da man igen snakker Top 4. Bilic er interessant og passer til klubbens filosofi, men jeg tror han får en vanskelig sæson.
Vi er vel for contendere at regne, uagtet at kun Cech er kommet til. Manglerne er velkendte, men i dag og med en næsten skadesfri trup, skal vi oplagt vise Wham forskellen på midt og top. I forhold til sæsonen er de fleste vel mildt optimistiske, på den lidt neurotiske facon. Det er lidt som at køre i en ældre bil, hvor man glædes over fremgangen, men stadig lytter paranoidt efter nye mislyde. Sidste år var det så en 4-5-1, men i denne ser det mere velsmurt ud.
Wham er uden Carroll og Valencia i offensiven, mens Jenko er låst og Reid og O´Brien tvivlsomme. Det skal vi udnytte. Manden vi skal holde i snor er Payet, som på en god dag kan ødelægge de fleste hold, med sine skarpe pasninger og solide boldomgang. Midtbanen i øvrigt, med Noble, Kouyate og nok Poyet, er vel meget rugbrød, så den burde vi kunne styre.
Overraskelserne hos os er nok få. Jeg tipper at Theo går ind for Sanchez og så er Ox at finde i højre side, da Wilshere skulle være småskadet. Defensivt er spørgsmålet Bellerin eller Debooshy. Resten er næsten lamineret.
3-0, er mit bud. Giroud, Theo og Theo scorer.
God kamp og god sæson til alle.