Redigeretlør 26. sep 2015
For en mand der ikke er sen til at kalde andre for Voyeur, så bruger Mou utrolig meget tid på Wenger og hans virke. Og så endda når han egentlig skulle forestille og forberede sig til en kamp imod et andet hold. Jeg forudser at et mentalt meltdown af episke proportioner er nært forestående. Måske prikker han en assistent-træner i øjet.
Årets positive overraskelse i PL venter på det mundrette King Power stadium i eftermiddag. Det er tidligt, men vi begynder at være derhenne hvor der ikke er råd til at tabe point. Sidste år endte dette opgør 1-1 hvilket var lige efter bogen ift. spil og chancer, men det var på et tidspunkt hvor Leicester havde mere end svært ved at finde sig til rette i PL. Siden februar sidste år har de mere end bare fundet sig til rette. De har været blandt ligaens bedste hold.
Det aftvinger selvfølgelig en hvis form for respekt og alligevel er jeg underligt optimistisk. Optimismen skal findes i at Leicesters defensiv har været til at tale med, for nu at sige det mildt. Huth og Morgan minder for meget om hinanden til at jeg synes det er rigtig godt makkerpar, og siden at Gokhan Inler trådte ind af døren fra Italien, så har der været langt imellem beskyttelsen. Netop Gokhan Inler har i mine øjne været decideret elendig i de kampe jeg har set med Leicester. Jeg vil faktisk gå så langt som at optimismen tildels bunder i at jeg håber Inler starter. Jeg frygter/tror dog at det gør han ikke. Han spillede 120 min i midtugen, så det er nok for meget forlangt.
I de sidste to PL kampe Leicester har spillet har de været nede med 0-4, mens Inler har været på banen, mens de er oppe 5-0 uden ham. Det er til at tage og føle på. Hans umiddelbare konkurrent N´Kante har da også været en nydelse at følge. Klassisk defensiv midt af Makelele skolen, der kan tackle, holde det simpelt og arbejde stenhårdt.
På målet har de Boleslaw junior. Han er ikke PLs bedste men han er solid og befinder sig vel i midten over keepere i PL. Hans rækkevidde er ikke imponerende, men han laver sjældent fejl, og hans reflekser og evner til at komme ud af målet er på absolut topniveau.
På backs er de lidt sløjt besat. De Laet er i bedste fald en middelmådig PL back, mens Schlupp er meget op og ned. Schlupp har en vanvittig speed og er god til at støtte med offensivt, men han kan virke en smule ukoncentreret fra tid til anden, og det har allerede kostet ved flere lejligheder.
Offensivt er de godt besat. Mahrez har alle tricks i bogen, og har nogen af de bedste driblefærdigheder i hele ligaen. Det kan af og til blive for meget, og der har været momenter hvor han har mistet bolden 5 gange i streg. Han er dog ikke bleg for at prøve igen og netop den opportunisme gør ham til en ordentlig mundfuld.
Jamie Vardy er måske den vigtigste spiller for deres offensiv. Han er latterlig hurtig, uortodorsk og kaster sig ned i alt og alle. Han er rigtig god til at strække kæderne med hans mange dybde løb, og man skal hele tid være koncentreret i hans nærhed, for ellers slipper han fri. Hans partner har indtil videre været japaneren Okazaki. Endnu en løbestærk satan med masser af opportunisme. Han virker dog til at være lidt nem og kyse, og skal måske lige finde sine ben i PL.
Når det kommer til os selv så ligner det en tilbagevenden for "the Usual suspects" minus Coq. Jeg går ud fra at bannerføren for rollator klubben overtager Coqs plads centralt. Selvom det da var rigtig lækkert at Flamini scorede to kasser, så kom de ikke fra positioner på banen, man skal befinde sig som defensiv midt. Der var ingen tvivl om at Flamini spillede 8´er i onsdags, og selvom jeg er nervøs for Artetas niveau, så har jeg ikke glemt hvordan det har set ud, det meste af tiden, når Flamini har forsøgt at holde hovedet koldt foran forsvaret.
Jeg tror der kommer mange mål idag og jeg kunne godt se os tage en hårdt tilkæmpet sejr på 3-2. 2 mål af Walcott og et af Sanchez. Sanchez har haft 31 hak på kassen indtil videre i sæsonen. Flest af alle i PL. Der har dog også været mange tamme og håbløse imellem, men jeg håber at det er idag at han får hul på bylden, så det ikke behøver at være så forceret hver gang han får bolden på den sidste tredjedel.
KROENKE RAUS!