Op på hesten igen efter den gruopvækkende oplevelse på det gamle lokum. Det er ikke nogen lykkelig jagtmark, så det er da dejligt det er overstået. Det er faktisk lidt af et mareridtsstadion og har givet markante lussinger i løbet af årene. 8-2 massakren kræver stadig psykologhjælp, 2-1 kampen i 2012 med Svinet fra Rotterdam som målscore efter en gigant brøler af Vermaelen, hævede lykkepille forbruget hævet til at kunne bedøve en hest, 4-0 nedslagtningen i FA cuppen i 2008 medførte en lungebetændelse efter et døgns ophold på havnekanten. Og sådan kan man blive ved.
I aften tvangsindlægger man nok en gang sig selv til et forsøg på at få lidt tiltrængt optimisme ind i kroppen. Overtidsscoringen imod Leicester er allerede et fjernt minde efter weekendens strabadser. Som rebound kamp så bliver det dog ikke meget mere taknemligt end et slidt Swansea hold. Swansea er på anden etape af "The North London swing", og optimismen i deres trup, må være mindst lige så tyndslidt som den er hos Helligåndens helte. De tabte godt nok kun 2-1 på Shite Hart Lane, men de blev skilt fuldstændig ad, og var til slut så vind og skæve at hvis det havde været en boksekamp, så havde kamplederen stoppet kampen. 34 skud blev der tilladt imod Fabianskis mål, og til sidst var polakkens fingre også så hævede at han ikke engang magtede at holde ved et simpelt indlæg, hvilket førte til Spuds´ udligning.
Guidolin har haft svært ved at vende sig til den barske walisisk vind og er røget på sygehuset. Fra sygesengen har han dikteret en kraftig rotering, som blandt andet betyder at en hvis Stephen Kingsley får debut på venstre back. En spiller jeg ikke kan sige noget begavet omkring, men forhåbentlig er han ikke lige så god som de mælketænder Man Utd kastede i aktion i weekenden. Om ikke andet så bør Campbell have gode muligheder for at sætte sig igennem. Men det troede jeg så også Sanchez vil have haft i weekenden. Sigurdsson har været deres klart bedste spiller i år, men han er heldigvis henvist til bænken. Det efterlader det kreative ansvar på Ki og Ayews skuldre. Ki er langsom og lidt halvtung, men er rigtig dygtig på bolden. Ayew startede som lyn og torden, men er faldet i niveau sidenhen. Han viser stadig i glimt at han er en klassespiller, men det er for lidt, ift. hvor god en spiller han er. På toppen har de i aften Gomis. Den spiller i hele PL som har det største spænd imellem top og bundniveau. På sine dage kan Gomis være fuldstændig ustyrlig, men når han er dårlig, så kan han knap nok løbe lige. Forhåbentlig er det Mr. Hyde og ikke Dr. Jekyll der møder op i aften.
Koscielny har problemer med sin læg så Gabriel overlever nok en gang. Det samme gør Ramsey, men det er kun guderne og professoren der ved hvorfor. Jeg tror dog stadig at det bliver til sejr. Swansea kommer med et halvt b-hold, og A-holdet har været langt fra overbevisende. Det bør blive slagtet, men istedet tror jeg at det bliver en hårdt tilkæmpet 2-1 sejr via to dødboldsscoringer af Giroud. Defensivt levere Gabriel endnu en hjerneblødning, som Ayew udnytter.
KROENKE RAUS!