Redigerettirs 26. apr 2016
Problemet er i stort omfang også det sæt skyklapper vi og andre tophold har haft på. Man har haft travlt med at fokusere på de direkte konkurrenter i toppen og forstærkninger mv. er set i forhold til deres ditto. Man har så intet omfang ignoreret at ligaen som et hele har fået flere midler at lege med, til både at sikre trænere og spillere. Leicester er en kuriøs størrelse, men man har eksempelvis hold som Stoke, Everton, Wham og Saints, som har hold der for ikke længe siden ville kunne true omkring top 4, ligesom de fleste bundhold i et omfang har profiler. Det kombineret med at United, Chelsea, Liverpool, Spuds, City og os vel er et tættere felt end længe set. Det giver en bredde og dybde på tværs af ligaen, som giver langt større usikkerhed omkring resultatet end tidligere set. Den gamle floskel om at der ikke findes lette kampe har aldrig været mere sand. Det er muligt at vi har holdt snor i og måske forbedret os i forhold til de direkte konkurrenter, men vi taber på gyngerne hvad vi vinder på karrusellen, når midterklubber lukker en del af hullet. Noget som sker med relativ lethed, da de får meget mere igen på marginen når der handles. Vi har lært at spille kynisk mod tophold, men spiller stadig naivt mod de mindre klubber, uden at Wenger har forstået, at de nu er i en position, hvor de let kan straffe os. Det er mod hold udenfor den forventede top vi har smidt mesterskabet, men Wenger kan ikke se hvorfor. Når det nu tog 6-7 sæsoner at ligge den naive stil på hylden mod storklubberne, frygter man oplagt at dumhed og fransk arrogance kan trække den mindst lige så langt mod de små, før vi sadler om. At vi så også spiller elendigt, gør selvfølgelig at vi i endnu højere grad straffes. Modsat den populære tankegang, er det ikke noget vi bare løser med en angriber og en bedre centerback. Systemisk selvfedme og manglende rygrad er vanskeligt at gøre meget ved.