Betragtninger om søndagens kamp fra tilskuerrækkerne:
1) Vi dominerede City på boldbesiddelse og territorie, som jeg sjældent (/aldrig) har set dem blive det før. Jeg havde bestemt ikke indtryk af, at det var Citys intention at spille så konservativt, men de havde slet ikke løsninger i presspillet på vores opbygningsspil og blev ofte tvunget tilbage.
2) Vi formåede i første halvleg slet ikke at omsætte boldbesiddelse og gode sekvenser til egentlige målchancer. Dette blev noget bedre fra anden halvlegs start med indskiftningen af Eze og Saka, men her havde City trukket sig langt tilbage og efterlod meget lidt plads.
3) Gyokeres er som det ser ud nu overhovedet ikke en faktor i topkampene. Det var hans tredje kamp, hvor han ikke kom til en eneste afslutning. Relativt stort rødt flag? Så kan man snakke om at sætte ham i scene og spille på hans styrker, men an angriber af den kaliber må jo også holdes ansvarlig for at skabe sine egne muligheder. Han mangler både fart, teknik og fysik til for alvor at gøre ondt på Citys forsvar. Det er en skærende kontrast til nordmanden i modsatte ende, hvor man jo sidder med hjertet oppe i halsen hver gang der er bare optræk til, at han kan blive spillet i en farlig situation. Nøj, han er et monster, Haaland, og al kritik af at han ikke tilbyder meget andet end de mål, han scorer, er helt skudt ved siden af.
Hvis jeg skal drage én konklusion fra kampen, så er det, at Arteta skal turde at spille vores farligste offensive kort (Saka, Eze, Madueke/Nwaneri/Ødegaard/Martinelli) samtidig, også i de svære kampe. Jeg håber inderligt, at Eze kommer til at få mange minutter på 10’eren.
Eze i en central rolle kan også være dét, der skal til, for at få Martinelli tilbage på sit bedste. Det vil give en spillere mere i offensiven, som vil være meget på bolden og tage det primære kreative ansvar, og Martinelli kan i højere grad udnytte sine styrker i form af dybdeløb og bevægelser uden bold i og omkring feltet. Måske kommer købet af Gyokeres og forsøget på at implementere en mere direkte spillestil faktisk Martinelli af alle mest til gode. Tragikomisk.