Kan nogen forklare mig, hvorfor man i opspillet konsekvent har en midtbanespiller til at falde ned mellem Gabriel og Saliba for at hente bolden? Det synes jeg ikke man så i samme grad tidligere i sæsonen. Som oftest falder Rice eller Zubimendi (og nogle gange endda Ødegaard) helt ned på linje med de to stoppere for at samle bolden op, og nogle gange er begge 6´ere/8´ere faktisk faldet dybt samtidig. Det giver et enormt fravær af spilstationer centralt og i halvrummene, så man ender med at tjatte bolden fra side til side blandt de bagerste 3-4 spillere. Måske er det i erkendelsen af at man uden Eze og Saka og med Gyokeres på toppen ikke har specielt gode forudsætninger for at kombinere gennem midten, så man i stedet forsøger at skubbe begge backs højt og skabe overtal på siderne, men jeg synes det er helt forfejlet.
Det er også tydeligt, at Zubimendi ikke trives specielt godt i den rolle. Han er langt bedre, når han kan blive i sin zone som 6´er og i perioder faktisk være ude af spillet, da han her er vanvittigt god til at finde positioner bag modstanderens pres, hvor han kan modtage bolden retvendt via tredjemand og spille hurtigt fremad. Han er bedst, når han kan spille hurtigt og på ganske få berøringer. Når han skal ned og hente bolden dybt og have 1000 berøringer, så er han noget mere ordinær.
Jeg synes også, at man efterhånden kan stille spørgsmålstegn ved, hvor meget det egentlig gavner holdet, at Ødegaard skal ned og hente bolden dybt, løbe lidt rundt, lave en piruette eller to og så aflevere den på tværs. Det ser godt ud på statsene, der han får en masse progressive løb og afleveringer, men hvad er værdien af dette, når der mangler stationer foran ham, der udnytte det? Jeg skrev faktisk dengang vi hentede Zubimendi, at jeg var voldsomt begejstret for spilleren men bekymret for sammensætningen af Zubimendi-Rice-Ødegaard, og det synes jeg ikke er blevet modbevist. Desværre. Når Eze forhåbentlig er tilbage igen inden så længe, så synes jeg man bør afprøve Rice-Eze-Ødegaard-konstellationen igen og se om det kan puste nyt liv i midtbanen.