Snak

Meget enig med Skaruha og Geddar. Jeg synes, vi mangler en spiller med stort potentiale og fart til venstre, og som kan udfordre 1mod1. Rogers er skidegod, men er det lige ham, vi mangler?

Rogers er 10’er, ikke kant. Jeg har set ham spille rigtig meget denne sæson, da jeg desværre ejede ham en del i FPL, og han er en af de mest frustrerende spillere, jeg har fulgt over en længere periode. Han er komplet usynlig i 7/10 kampe, hvor man ofte er i tvivl om, hvorvidt han overhovedet er på banen. Men så har han de her enkelte kampe med langskudsmål galore. Hans xG må være ret lavt. Jeg synes, han minder alt for meget om Eze som type med de samme svagheder mm. Så hellere Morgan Gibbs-White, hvis træneren absolut vil have en ny engelsk 10’er ind. Men jeg synes bare, vi skal gå efter en venstrekant i stedet.

Din beskrivelse lyder som Eze, Mezzala

Nu når både Lijnders og Kolo er færdige i City, skulle vi så kigge på måske især Lijnders? Ud med Stuivenberg måske?

Jeg synes vi skal hente Cazorla nu han rykker ned med Oviedo

Der er jo åbnet for dagdrømmeri her i tråden, så jeg stemmer i vedrørende Santi Cazorla. Giver man ham en total plasma exchange, et par måneder på ozempic og en intraartikulær peptidindsprøjtning, så tror jeg han kan styre en hvilken som helst midtbane ved siden af Declan.

Rogers er en voldsom omstillingsspiller og har et guddommeligt drev med bolden. Jeg har stadig mareridt over, hvordan han løb i cirkler om Partey-Rice-midtbanen. Tillige sparker han latterligt godt fra distancen. Men han skal have pladsen og friheden til at løbe med bolden centralt. Spiller han hovedageligt bredt, hvor rummene og små og han skal sætte sin mand fra stående, så er han ikke i nærheden af at være den pris værd, som han kommer til at koste.

Han er dog alligevel en spiller, som jeg virkelig ikke håber, at en af vores direkte rivaler snupper. Chelsea kan gerne løbe med ham og suge al livsgnist ud af ham.

Edit: Til gengæld har Rogers en superkraft, som man ikke skal undervurdere. Han spiller fucking hver eneste gang.

I sidste sæson nåede han over 4400 minutter i alle turneringer og i denne sæson +4500. Det er lidt mere, end hvad både Zubimendi og Rice har spillet for Arsenal i denne sæson (og i Rice’s tilfælde i sidste sæson). Og de fleste er vel enige om, at Zubimendi og Rice egentlig har spillet for meget.

Du blander alt muligt sammen, Colch. At de offensive mekanismer kunne være bedre, at Arteta kunne spille mere mere risiko, bruge bredden mere osv har ikke meget med spillernes individuelle gejst at gøre.

Det handler ikke kun om at være bedre, det er frisættende.

Og selvfølgeligt har det noget med hinanden at gøre. Hvis man er forkrampet fordi systemet har været for rigidt og firkantet f.eks. - som vi tydeligt har set, så afkræver det ekstra vilje.

Hvordan skal en ung spiller udtrykke sig eller variere sit spil og blive bedre og mere motiveret til at udfordre hvis han er tvunget til at slå tidlige indlæg til Gyökeres hvergang han får bolden.

Alt det der påvirker gejsten og kan også koste spilleglæden. MEN spillerne har haft den nødvendige vilje og indstilling til at tage det lange seje træk, som Arteta udså som muligheden for at tage den hjem, men det er ikke gejst, sjæl, spirit...

Uddyb gerne hvorfor tårnhøjt engagement, iver, arbejdsomhed, deres følelsesmæssige investering, deres drive og motivation ikke skulle være udtryk for gejst. Det lyder HELT sort for mig.

Og den konstante arbejdssomhed vi har set, og viljen til at slide benhårdt handler ikke kun om at de er instrueret i det. Arteta har aktivt valgt at bygge en kultur, hvor spillernes mentale indstilling og deres drive er helt i højsædet. Og det fremgår tydeligt i interview, reaktioner på banen og de beskrivelser man får af miljøet.

Det har jeg sagt fire gange i træk nu. Det er Arteta der overbevidste dem om en marathon model/ langt sejt træk, som de selvfølgeligt selv har købt ind på. Det er meget imponerende, men det kunne også være gået galt, også havde de været fucking slidt mentalt og fysisk.
Nu bør dette varieres så spillerne, specielt de offensive, kan tage større ansvar og afgøre kampene med den del af vores hold og udtryk.

Hvis man tager et eksempel som Margalhaes, da han var allermest motiveret og det hele kørte som smurt i forsvaret, så blev han endda offensivt farlig, fordi han havde så uendeligt meget gejst, var inspireret, determineret osv - og den slags handler selvfølgeligt om at det at have en ultra gennemført og sikker defensiv i en periode, skaber et overskud, som gør at han kan deltage og udfordre i andre faser.

Det samme vil gælde for en offensiv der bliver mere frigjort som det gjorde for Gabbi. Men fokus har været på ikke at tabe, og så nogle få overforsimplede angrebsmønstre som låste spillerne og (til tider) kølede gejsten.

Uddyb gerne hvorfor tårnhøjt engagement, iver, arbejdsomhed, deres følelsesmæssige investering, deres drive og motivation ikke skulle være udtryk for gejst. Det lyder HELT sort for mig.

Gejst referer også direkte til at være besjælet, inspireret, fri til at udtrykke sig. Det ligger også i ordet begejstring.