Jeg synes faktisk ikke, at det taktiske setup fra Arteta i går var dårligt. Tværtimod. Vurderingen er med det forbehold, at Eze ikke var klar til at spille fra start og man derfor var mere eller mindre tvunget til at spille med Gyokeres på top og Havertz på 10´eren, men med de spillere, man havde til rådighed, synes jeg man ramte den fint.
Bournemouth presser voldsomt højt og intenst, men de efterlader et stort område mellem de 4 forreste og resten, og det område forsøgte man helt tydeligt at ramme. Dét var godt set. Man lykkedes også ganske godt med det i første halvleg, hvor man flere gange fik spillet forbi de 4 forreste fra Bournemouth og ramte en spiller i netop det område, som oftest Havertz. Problemet var dog, at eksekveringen, når man angreb den sidste tredjedel var helt i skoven. Det synes jeg er hårdt at klandre træneren for. Hans job må være at skabe forudsætningerne for, at man kan gøre ondt på modstanderen, og de var bestemt tilstede, man havde blot ikke kvalitet til at udnytte det.
Man tabte dog kontrollen i løbet af anden halvleg. Jeg ved ikke hvorfor, om det var Bournemouth der justerede presset eller noget andet. Mest af alt virkede det til at være mentalt, hvor man blev bange for at forsøge at spille igennem Bournemouths pres og begyndte at slå den mere langt, hvilket betød at Bournemouth overtog kontrollen. Igen må jeg desværre konstatere, at jeg synes Gabriel er under niveau. Hans boldomgang er for langsom og forsigtig, hvilket betyder at han alt for ofte enten sætter Raya under pres, som enten skal opfinde den dybe tallerken eller lufte ud, eller også sparker han den selv bare op mod Gyokeres. 2-1 scoringen er et perfekt eksempel herpå.
Jeg kunne godt lide intentionen om at skifte tidligt for at ændre dynamikken, men for en sjælden gangs skyld overgjorde han det faktisk. Arteta skulle kun have skiftet 2 af de 3 der kom ind frem for alle 3 på en gang. Vores presspil var nærmest ikke eksisterende efter trippeludskiftningen, og når man samtidig piller Havertz ud, som er eneste fornuftige målskive på de lange bolde, så bliver det simpelthen umuligt at genvinde kontrollen.
I det mindste spillede Eze glimrende, da han kom ind. Han lignede én, der er klar. Han SKAL simpelthen starte mod City på søndag, det kan ikke være anderledes.