Snak

Lang besked nedenfor. Sorry.

Gutter, jeg har brug for lidt debat – eller bare et eller andet perspektiv, der kan løfte humøret lidt. Det er lidt negativt , men håber der kan komme noget perspektiv på eller lignende.

Jeg var ude at gå i morges og lyttede til Curtis Shaw (Arsenal YouTuber, hvis I kender ham – ret pessimistisk type, lidt ligesom mig). Det fik mig til at tænke over Arsenal igen. Jeg havde egentlig prøvet at distancere mig lidt, men de sidste par dage er jeg begyndt at reflektere over det hele igen.

Ærligt talt, så føler jeg lidt, at min kærlighed til klubben er ved at forsvinde. Efter 20+ år som fan er det en mærkelig følelse, men jeg tror, det handler om, at jeg ikke rigtig tror på fremtiden lige nu. Jo jo, det kan da godt være, vi ender med at vinde ligaen eller Champions League, og så har det hele været ligegyldigt tankemylder – men som det ser ud nu, har jeg svært ved at se det.

Hvis vi ikke vinder noget, så kunne jeg godt se scenariet, hvor bestyrelsen skiller sig af med Arteta. Og fair nok. Men problemet er bare, hvad så? Den næste manager overtager en trup med ret mange udfordringer, og jeg har svært ved at se, hvem der skulle kunne komme ind og fikse det hurtigt.

Der er også snak om mindre investering til sommer, hvilket måske er fair nok efter sidste år – men det hjælper jo ikke nødvendigvis på problemerne. Samtidig har du en trup, der mentalt må være drænet, hvis de igen smider et mesterskab efter at have været tæt på flere gange. På et tidspunkt må det sætte sig.

Så er der skaderne. Det har været slemt de sidste par år, og med endnu en hård sæson + et VM oveni, så risikerer du bare endnu mere slidte spillere næste år. Medmindre der kommer en manager, der faktisk kan finde ud af at rotere ordentligt.

Og så til truppen… der er bare meget dødevægt.

Madueke til 52 millioner – det er voldsomt mange penge for en bænkspiller. Gyökeres som angriber – han virker tung og langsom. Midtbanen er tynd. Calafiori er god, men konstant skadet – hvornår begynder man at overveje at sælge, mens der stadig er værdi? Hvor længe giver man folk chancer? Havertz er en af de bedst betalte. Skadet ofte, og efter tre år – hvad har han reelt leveret? Ja, han havde en stærk periode som angriber i sin første sæson, men kan man stole på, at det kommer igen – især med skaderne?
Ødegaard virker til at være færdig.
Zubimendi virker som en drænet spiller som emotionelt ikke virker til at kunne klare pres.
Saliba vil snart kigge andre veje?
Martinelli og Trossard har ikke niveau til at vinde ligaen..

Der er så mange spillemæssige problemer i den trup, at jeg ærligt har svært ved at se, hvordan en ny manager bare kommer ind og får succes. Og selv hvis Arteta bliver, så kan man jo mærke, at flere begynder at miste troen. Den der “process” – den burde snart have ført til noget konkret. En afslutning. Helst en god én. Men det føles ikke sådan lige nu.

Jeg ved godt, jeg er negativ – men jeg er nysgerrig på, hvad I tænker. Er I enige, eller ser I det anderledes?

For lige nu synes jeg faktisk, det er svært at finde motivationen til at følge med. På grund af at vi har set den her historie før, og når spillet samtidigt er så nedladende, så er det svært. Der var fx. Utrolig mange der ikke engang så frem til at bruge 90 min på at se os mod Sporting… tænk lige, en kamp som gjorde vi kunne komme i semi finalerne i chl for kun 4 gang i vores historie.. Når man ikke rigtig føler, der er noget at se frem til, så bliver det bare tungt.

Jeg kan fx huske i sommers, hvor jeg nærmest allerede kunne se, hvordan vi ville spille. Ikke fordi jeg er ekspert, men bare den måde vi spillede mod Villarreal – jeg skrev til en ven, at det her bliver det samme: mange kampe hvor vi har svært ved at score, meget kontrolleret, lidt passivt og begrænset fodbold.

Det er måske ikke helt så slemt i år, men tendensen er der stadig. Og det er nok også en del af frustrationen.

De dybdegående analyser herinde kommer ofte også bare til at fremstå som en gang soppen rundt i det samme igen og igen, og en konkurrence om, hvem der kan skrive de klogeste ord.

Og når det så påpeges herinde, at man, hvis man ikke underbygger sine indlæg med lange analyser blot er en "sofa-ekspert", så klinger det lidt hult, når vi sjældent ser Arteta gøre brug af de tiltag, som tit herinde (i de dybe analyser) nævnes som potentielle løsninger.

Hvis man har alverdens analytiske bud på fremgang i holdet, og træneren ikke ser de samme ting, så er man vel selv i nøjagtigt samme bås, også selvom man underbygger det med sin såkaldte "ekspertviden". Ellers betragter man vel sig selv som klogere end holdets træner?

Der skal naturligvis være plads til begge dele. Men at man påpeger, at folk ikke må komme med deres meninger og oplevelser af kampene uden underbyggende faglige analyser, så bliver det måske en tand for meget. Og ja, der har jo unægteligt været grund til at være negativ den seneste tid. Så det er vel reelt fair nok.

og en konkurrence om, hvem der kan skrive de klogeste ord.

Er lowkey enig 😂 snakkede med min kæreste om det for få dage siden, sjovt der os er andre der har bemærket det 😂😂

JacobB jeg synes du rammer den spot on her. Det er også sådan jeg oplever det herinde

@kevkevkev
Langt svar:

Det ærgrer mig oprigtigt, hvis din klubkærlighed er ved at forsvinde. Det er svært at vide, hvorfor sådan noget sker. Nogle gange er der jo også bjergtoppe og bølgedale i en forhold til favoritklubben. Det har jeg også selv haft.

Mht fremtiden: Jeg synes, vi har et stærkt og relativt ungt hold, hvor jeg særligt glæder mig til, at Dowman or alvor gør sit indtog på førsteholdet. Han kommer til at sælge billetter, den knægt. Nwaneri er også underholdende.

Men jeg håber som mange andre herinde, at vi ikke skal have det fastlåste offensive spil, vi har nu, i 5-10 år og frem. Det ville ærgre mig, så for mig handler det måske mere om, hvordan vi gør os selv mere seværdige? Kampen mod Sporting var - ærlig talt - røvsyg selv som fan. Resultatet var fint. Men på sigt vil vi jo også gerne forkæles af og til. Kunne der gemme sig lidt klubkærlighed i det - at man savner at se, hvordan vi bare skærer igennem et modstanderhold som en varm kniv gennem smør? (Jeg kan stadig finde på lige at se Wilsheres mål mod Norwich, Aubas eller Rosickys kombinationsmål også).

Synes, du stiller nogle gode spørgsmål i forhold til truppen. Særligt Calafiori er en svær størrelse. Han er en fantastisk fodboldspiller, men som Vingummi påpeger, slipper han sandsynligvis aldrig for sine skader, fordi hans knæ blev tilintetgjort tidligere. Så skal han sælges? Jeg er åben for det, men jeg er ikke sikker på, at det er det, jeg helst vil.

Madueke er jeg delt omkring. Han kan jo nogle vilde ting, men hvad udmønter det sig reelt i? Jeg savner stadig at se, at han viser mod et af de bedste hold, at han er en reel udfordrer på højre kant. Så jeg er ligesom dig ikke helt solgt på ham endnu.

Gokke er virkelig frustrerende, når han skal andet end at plaffe dem ind. Det er helt vildt, hvor lange træk han tager, og hvordan han nogle gange laver fejlafleveringer på relativt frie holdkammerater. Svært at se det gamle Arsenal-DNA i det, men samtidig er jeg sikker på, at der kan være en helvedes masse mål i ham, hvis vi (og han selv) kan lykkes med at finde chancerne til ham.

En anden ting kunne være, at der skulle tages et opgør med den der dobbelt-pivot-midtbane i Rice og Zubimendi, som fungerede så godt i starten. Det kan være, at vi skal have en mere klar og fast sekser, og at det måske er Rice, der skal rykkes tilbage. Han er jo suveræn i den rolle. Zubi kan også noget fremad, og måske skal vi se, om han kan spille en mere fast offensiv 8er end at bytte med Rice på sekseren?

Lige som slutnote til din ærgerlige melding om falmende klubkærlighed: Det er sindssygt opslidende at være tæt på at vinde, når det er så længe siden. Jeg synes, det er vildt stressende, fordi jeg ønsker så inderligt, at det sker, og med det følger en masse fodboldbekymringer. Jeg tror godt, man kan køre lidt træt i det. Måske spiller det en rolle? Så er medicinen måske bare, at vi får en forløsning. :-)

JacobB jeg synes du rammer den spot on her. Det er også sådan jeg oplever det herinde

Ja og jeg springer altså bare over dem som laver de lange analyser for helt ærligt er jeg bare så træt af dem men fint nok så kan de som gider gå op i dette kloge sig på det, og vi andre kan bare skrive bramfrit og ikke på en så klog måde for det gider jeg ikke forsøge på om jeg så er dum er jo relativt. (Muligvis en fodbold Mongol) Fodbold er så forbandet følsomt og vi skal bare ud med det som i et ægteskab hvor det går op og ned ;-)

Arsenal har spillet frygteligt og alligevel er de nummer 1 endnu og jeg håber sådan at de overrasker mig på søndag og simpelthen slår City om jeg tror det nej men jeg håber.

Æh, som sagt er der jo ingen der efterspørger længere afhandlinger. Det er altså noget af en stråmand. Ankerne er rettet mod de indlæg, hvor det bare er ren galde, og gentagelser af netop dét, uden bare et forsøg på at bringe noget substans til en debat. Og der er heller ikke nogen der fremstiller sig selv som eksperter. Vi er på et debatforum, hvor det helt naturligt handler om at debattere, og have noget substans bag påstandene. Og ja, alle skyder sgu forbi af og til, også selvom der ligger alverdens gode argumenter bag. Det er jo trods alt ikke matematik, dét her. Der er i øvrigt heller ingen der skriver, at man ikke må komme med umiddelbare reaktioner under kampene.

@kevkevkev

Glimrende oplæg, til gengæld.

Hvad angår følelsen af manglende tilknytning, så kan der være mange faktorere der spiller ind her, tror jeg. For det første er der udsigterne til en nærmest legendarisk sæson, der har udviklet sig til en regulær risiko for at vi smider hele lortet. Dén slags vil jo altid spille ind på en grundfølelse. Jeg har selv været med i mange år, og har oplevet adskillige sæsoner med dødvande. Men som regel er det blomstret op igen, når der har været udsigten til forandring. Fx. da Wenger skabte CoqZorla-midtbanen, da vi endeligt skiftede Wenger ud, efter så mange år, da vi tog et voldsomt sats med en totalt uerfaren Arteta, da Arteta helt tydeligt fandt en plan A, der kunne bringe os helt frem osv. Min oplevelse er, at de momentane følelser sjældent er noget der har permanent påvirkning.

Derudover er der livfaser, der også spiller ind. Jeg er sgu ikke så følelsesmæssigt engageret, som jeg var for 15-20 år siden. Familie, karriere osv. tager mere af fokus.

Hvad angår truppen, så tror jeg man skal se præstationerne ud fra den rette kontekst. Jo mindre i helheden der fungerer, jo sværere har de enkelte ved at præstere. Systemet og medspillernes roller spiller også ind. Manglende kampform spiller ind. Nedslidning spiller ind. Skader, og dermed relativt få faste spillere, spiller ind. En spiller der ikke kan udfylde sin rolle *HOST Gokke* spiller ind osv.

Spillere som Zubimendi og Madueke viste tidligere på sæsonen et noget andet niveau. Førstnævnte har spillet latterligt meget, og var fuldstændigt fremragende de første måneder. Sidstnævnte har altid været svingende. Mod Sporting spillede han med yderst begrænset support fra både backen og 9´eren.

I min optik kunne man overveje at sælge følgende:
- White, da der må være en fornuftig gensalgsværdi og rusten ikke ligefrem klæder ham
- Calafiori grundet skaderne. Han er fremragende når han er fit, men de mange skader er virkeligt et problem
- Merino - god likeable og alsidig spiller, men jeg ville gerne se flere dynamiske og teknisk stærke spiller på midtbanen
- Ødegaard, hvis ikke skadesproblemerne stopper. Hans fysik har aldrig været god, men det nuværende bliver svært nok at holde. Kan vi få et stort salg kunne det være rettidigt omhu, at gå efter en yngre løsning til rollen.
- Trossard, da alder og form begge peger i den forkerte retning
- Martinelli, medmindre han begynder at blive brugt mere på en måde, der understøtter forcerne. Hvis ikke må der ligger en god salgsværdi i ham
- Gokke, giver virkeligt sig selv
- Jesus, ditto
- Havertz, medmindre han pludseligt genfinder det han nåede at vise nogle måneder på 9´eren. Jeg synes ikke han er en god løsning som 8´er, og han sidder på en stor hyre. Jokeren er knæet tilstand på længere sigt.

Vi kommer naturligvis ikke af med alle, og det bør vi nok, for kontinuitetens skyld, heller ikke. Men det er for mig at se puljen, hvor man kunne overveje salg.

"Jeg kan fx huske i sommers, hvor jeg nærmest allerede kunne se, hvordan vi ville spille. Ikke fordi jeg er ekspert, men bare den måde vi spillede mod Villarreal – jeg skrev til en ven, at det her bliver det samme: mange kampe hvor vi har svært ved at score, meget kontrolleret, lidt passivt og begrænset fodbold."

Altså i efteråret spillede vi jo netop en del andeledes end sæsonen forinden. Her var backs lidt mere klassiske, midtbanetrekanten blev vendt, og vi var mere aggressive til at søge afslutningerne. Jeg er lidt skuffet over, at det ikke i højere grad har været blueprint for resten af sæsonen.

For mit vedkommende bliver det mest væsentlige hvordan Arteta, når han er væk fra det her ræs, definerer spillet, og dernæst hvordan han sikrer holdet er formet efter det.

JacobB

Tak for det mest ærlige og bedste indlæg i tråden denne måned!

@Kev
Jeg har tidligere i livet haft en ret lang periode, hvor jeg ikke så Arsenal-kampe og ikke fulgte med, fordi det ganske enkelt blev for opslidende. Jeg kom først tilbage, da Arteta overtog styringen.

Jeg er enig med dig i, at vi overordnet set har bygget holdet op til, at nu skal det sgu til være mere end blot meget tæt på. Læg der til at flere af spillerne er mindre gode nu, end de var for 2 sæsoner siden, og kan de blive ved med at tåle flere nederlag? Jeg tror, at man som individ til sidst må tænke/indse, at man må videre, for det kommer bare ikke til at ske.

Det bliver så værre af, at mange af spillerne i forskellige grader er gået i stykker, og det bliver endnu værre pga. VM til sommer.

Det virker som om, at vi står foran en større genopbygning, så jeg er, lige som du er, bekymret for fremtiden.

JakobB
Jeg har siden december været rigtig arrig her i tråden, fordi jeg blev træt af de evige henvisninger til underliggende stats, når nu spillet og selve kampene har vist noget helt andet. Denne intellektualisering af det at være sofa-fan (ingen af os er jo på stadion mere end max. 2 gange om året.) kulminerede, da man her i tråden kunne læse folk i ramme alvor skrive, at 2 absurde selvmål i samme kamp skam slet ikke var heldige, for de underliggende stats viste jo, at vi skulle have vundet kampen alligevel. Lige gyldigt var det åbenbart, at ingen kan skyde på mål, sætte en mand eller på tredje vis true.

Jeg er helt enig med dig i, at man sgu bare skal kunne komme af med det her i tråden uden at have forfattet et mindre notat med kildehenvisninger, førend man kan være bekendt at poste det.

Jeg faldt lige over denne beskrivelse fra en AGF’er. Den kan der godt relateres til herinde:

”Langs motorvejen hvor jeg bor, mødte jeg en god nabo. Han holder med Silkeborg.

Jeg siger: Tillykke nu klare i den. Han siger: det håber jeg.

Han siger: Du må også være glad. Jeg siger: jeg har aldrig haft det værre. Så tæt på og alligevel så langt fra.

Han siger: ja, men husk og nyd det #sldk

Jeg siger: Hvad er der at nyde. Det var meget federe at være bagud og ikke turde drømme. Det er drømmen der er så
forfærdelig. Vil hellere ikke have drømmen end se den blive til er mareridt.

Han siger: I har haft den bedste sæson i 39 år og du har slet ikke nydt den.

Jeg siger: det har du ret i og så går vi ellers videre. Han der er mere glad for at overleve end mig for at blive nummer to. For det præcis sådan jeg selv har haft det i mit eget liv og fodboldliv. Hellere glæden ved at overleve end tro/håbe man kan vinde.

Og det er dilemmaet som AGFer vi er fanget midt imellem eufori og dyb frustrerende ængstelse. Gladere end nogensinde før… og samtidig mere bange end vi nogensinde har været for, at det ikke bliver til noget alligevel.

Måske denne tråd giver både dig der ikke går op i fodbold og dig der holder med ex. klubber som FCK, FCM eller BIF - som de sidste 20 år stort set aldrig har oplevet andet end succes, top 6 og medaljer - en forståelse for hvordan det er som underdog at snuse til drømmen.“