Der er lidt forskellige, men interessante interne rygter.
Lacazettes repræsentanter har haft et møde med Arsenal. Den kulørte presse spekulerede naturligvis i et skifte, selvom Lacazette udelukkende har talt positivt om tiden i Arsenal. Agenturet bag Lacazette har dog smidt en post op på Instagram, med billeder fra Highbury House, med kommentaren “good news for Arsenal fans". Skiftet til en unavngiven spansk klub lugter af ny kontrakt til Laca. Det er helt fint.
Rygter går også på at Bellerin gøres til kaptajn næste sæson. Kos har været enorm populær i rollen, så det kan jo indikere hvor fremtiden ligger, hvis ikke det bare er som en af Emerys 5 kaptajner. Bellerin er måske ikke det meste oplagte valg, men han er en glimrende ambassadør og rollemodel for den moderne fodboldspiller. Jeg kan ikke påstå, at jeg er fan af hele mode- og pomadedelen, men jeg synes han balancerer det godt. Han er ofte aktiv omkring diverse velgørende sager og politiske spørgsmål også, uden at træde over stregen mellem atlet og politiker, modsat eksempelvis Piqué. Videre er Bellerin fra akademiet, og blandt spillerne med mest erfaring og anciennitet, sin unge alder til trods. Jeg ser det som væsentlig at han er fra akademiet, samt at han har skudt samtlige tilnærmelser fra andre klubber ned, og hver gang forpligtet sig til klubben. Med Ljungberg som bro mellem U23 og A-hold, og øvelsen med at integrere de unge er det væsentlige kvaliteter hos en kaptajn. Videre har han en alder, hvor han både kan relatere til de unge, men også se de ældre i øjnene.
Næste punkt, som hænger løst sammen med ovenstående, er at både Nketiah og Nelson har leveret interviews, hvor de siger at de vil spille for Arsenal næste sæson, samt snakker om de andre unge, især Willock, som kandidat også. Det finder jeg ganske interessant, da det lette valg havde været udlån. Det virker nærmest koordineret, især på ryggen af Emerys individuelle samtaler post season med alle spillere. Her er det også værd at nævne, at Martinez efter at have ønsket sig væk, samler handsken op og konkurrerer med Leno. Det samtidig med en markant øget aktivitet i Arsenals medier og de sociale generelt.
Overordnet tegner der sig et billede af en klub som rykker tættere sammen internt, og prøver at konsolidere, frem for at satse overordnet på markedet. Det synes jeg er meget positivt, og det bliver interessant at følge. Generelt er det sindsygt vigtigt, at vi holder fast i, og honorerer, de som vil Arsenal, samt får ryddet op i resten. Det er den eneste måde at komme tidligere lortekultur til livs på.